Lymfødem: Når hævelsen varer ved

Af: Kirsten Hedeager, fysioterapeut og exam. lymfødemterapeut

Foto: Colourbox

Lymfødem er en frygtet senfølge af kræft, hvor typisk en arm eller et ben kronisk er hævet. Med den korrekte behandling kan generne begrænses

Ødem betyder hævelse. Lymfødem betyder ophobning af lymfevæske, og tilstanden er en meget frygtet senfølge til kræfttyper hvor det har været nødvendigt at fjerne lymfekirtler. Derved bliver lymfesystemet, som er en vigtig del af kredsløbet, delvist ødelagt, og der vil være risiko for at udvikle lymfødem. Typisk drejer det sig om bryst-, prostata-, underlivs- og forskellige former for hoved/hals-kræft. Strålebehandling og nogle kemo-former øger risikoen.

Hvem der får lymfødem, kan ikke forudsiges. Det kan ikke helbredes, men det kan altid mindskes, kontrolleres og holdes nede med passende behandling.

Vigtigt at reagere

Lymfødem viser sig som en hævelse af en del af kroppen. Det kan forekomme overalt, afhængigt af hvor sygdommen har været. Lymfødem kommer som regel langsomt og snigende. Arm eller ben føles tungt, det spænder, ringen passer ikke mere, eller skoene strammer op ad dagen. Det bliver værre når du har siddet længe, været mere på benene end du plejer, eller måske har overanstrengt dig i forhold til dit træningsniveau. Hos mange vil det fortsætte på denne måde i årevis, hos andre udvikler det sig videre, og hævelsen bliver mere konstant og kan, hos ganske få, udvikle sig til monstrøse former. Det er ikke muligt at forudse eller måle hvordan det enkelte lymfødem vil udvikle sig, så det er vigtigt at patienten lærer sig hvordan det ramte sted reagerer, og får hjælp til at træffe sine forholdsregler.

Behandling hjælper

Vejledning og behandling foregår hos en fysioterapeut der har eksamen i Kompleks Fysioterapeutisk Lymfødembehandling, en internationalt anerkendt uddannelse og behandlingsmetode. Behandlingen forløber i to faser: Fase ét foregår hos lymfødem-terapeuten på hospitalet, hvor hævelsen fjernes eller mindskes. Fase to er vedligeholdelses-behandlingen, hvor patienten skal bære kompressionsstrømpe, lave forskellige øvelser og meget andet.

Lymfødem er en lidelse med mange ansigter, derfor må behandlingstilbuddet også være komplekst og tage udgangspunkt i den enkelte. Behandlingen bygger på fire hovedelementer: Manuel lymfedrænage (en blid, meget systematisk form for massage), kompressionsbandage (forbinding eller strømpe), hudpleje og træning. Som supplement kan andre fysioterapeutiske behandlingsformer være nødvendige for at opnå det bedste resultat. Hos nogle skal alt tages i brug, andre kan nøjes med et godt råd.

Endnu ikke særlig udbredt

I vore nabolande er det almindeligt at patienten fra starten af sin kræftsygdom bliver tilknyttet en lymfødem-terapeut, og at kontakten bevares i årevis, indtil alt er stabilt. I Danmark er viden om lymfødem ikke særligt udbredt, og som regel bliver man desværre først henvist til en lymfødem-terapeut på hospitalet når ødemet er meget generende. Herefter bliver patienten igen typisk overladt til sin egen omsorg og behandling. Der findes dog enkelte privatpraktiserende lymfødem-terapeuter, som ikke er bundet af hospitalernes begrænsede muligheder for opfølgende behandlingstilbud. Det gælder altid om at få det bedste ud af situationen, og her kan fysioterapi hjælpe!

Du kan læse mere om lymfødem på cancer.dk og dalyfo.dk og finde en lymfødem-behandler på www.lymfoedembehandling.dk

Kirsten Hedeager er fysioterapeut, exam. lymfødemterapeut og ejer af Lymfeklinikken i Vejle. www.kirsten-hedeager.dk

Kilder: Canser.dk, Lymfebehandling, Dalfo, Kirsten Hedeager                                

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.