Al den tale om kroppen

Kroppen har gennem tiden givet os meget at tænke over, mener filosoffen og forfatteren Peter Thielst, som her funderer over kroppen som kulturfænomen.

”Ordene skrives med en tunge i en mund,” sagde filosoffen Jean-Paul Sartre engang for at minde os om at det at tænke og forme ideer begynder i kroppen og udtrykkes gennem kroppen. Det er ikke kroppen selv der taler eller bruger sprog, men uden kroppen ville der på den anden side heller ikke være noget der kunne bære ordene og tankerne frem.

Et interessant træk ved den menneskelige kultur – ved det at være menneske og udvikle kultur – er at noget af det første og vigtigste vi har tænkt over, netop er kroppen. Den er dels lige ved hånden, dels fuld af mysterier som vi gerne vil have styr på, fx om forplantning, menstruation og den sære lyst vi kalder seksualitet. Kroppen giver os meget at tænke over, og når svarene ikke er enkle eller ligger lige for, så må vi finde på nogle sammenhænge der giver mening.

Bekvemt at tænke i modsætninger

Den opgave har ledt os til mange indfald og – kan vi se senere – tossede ideer. Men selv tankens fejlskud har for en tid, undertiden i århundreder og årtusinder, givet os forestillinger som vi har brugt grundigt til at udvikle kultur, samfund og moral. Det forhold at der er forskel på mænd og kvinder, afføder at vi må finde ud af hvad denne forskel indebærer og nærmere består i. Som bekendt har den i meget lang tid ført til at vi ikke alene socialt og magtmæssigt har indrettet os patriarkalsk (mandssamfund), men også ideologisk har regnet mænd for mere intelligente og fornuftige end kvinder, der så til gengæld kunne gå for at være mere følsomme og omsorgsfulde.

Kroppens forskelle bliver let til modsætninger, for det mest bekvemme er at tænke i modsætninger, og på den konto har vi siden filosoffen Aristoteles i antikken klassificeret mænd som aktive og kvinder som passive, og det er der kommet mange sære tanker og ubehagelige fordomme ud af – og flere trives stadig i populærpsykologien, hvor man taler om at mænd er fra Mars og kvinder fra Venus, altså mere forskellige end ens.

Forsinkede erkendelser

Man kan også sige det på en anden måde: Kroppen åbner for flere spørgsmål end det umiddelbart er muligt at svare på – og så må man jo konstruere nogle passende svar. Det sker næsten altid med en eller anden interesse i baglommen, fx i forhold til kønsroller eller kønsideologi. Andre gange for at forsvare det klassedelte samfund der betjener sig af slaver (dumme mennesker med mere krop end hoved) eller af apartheid (racisme på samme præmisser).

Én ting er uvidenhed, noget andet en fordomsfuldhed, hvis omdrejningspunkt er at der er noget man faktisk ikke vil vide reel besked om. At forstå den menneskelige forplantning korrekt var hæmmet af at medicinen først i 1827 – takket være mikroskopets opfindelse og relevante brug – fik vished om eksistensen af det kvindelige æg, og at den først i 1876 kunne se den fusion af æg og sædcelle der afgør det hele. Medicinens historie er fuld af eksempler på sådanne ’forsinkede’ erkendelser, og der er jo stadig vigtige ting vi ikke ved – fx om kræft – og derfor lever på hypoteser om. Kroppens skæbne er knyttet til alle disse ideer, især om hvad der er det rigtige og sunde at gøre.

Kroppen kultiveres

Men kroppen har også af en anden grund måttet lægge – ja, netop – krop til mange ideer og som en anden påklædningsdukke finde sig i at kulturen skiftede mode og drapering. Det hænger sammen med at ikke blot kroppen, men hele menneskets forråd af evner, behov og vaner er uhyre plastisk, dvs. formbart. Mennesket er nok et dyr, men uden de andre dyrs faste instinkter og genetiske adfærdskoder. Mennesket kan formes, og det er hvad kultur går ud på – at kultivere: opdyrke og disciplinere, fremme og hæmme.
Kroppen har gennem tiden derfor været den vigtigste genstand for netop denne øvelse. Som sagt fordi den er så formbar og parat til at lære og indøve nye måder at agere på, men også – og måske især – fordi mennesket ved at tage sin egen krop som træningsgenstand samtidig får demonstreret i hvilken udstrækning det har styr på sig selv, dvs. mestrer at være sin egen herre og dermed vise sig duelig til fællesskabet. Kroppens mange disciplineringer – fra spiseritualer til sexualmoral, fra sundhedsforskrifter til straffeformer (inkl. dødsstraf og tortur) – er kulturarbejde i den helt store stil.
Vi kalder det vaner, men vaner opretholdes ikke kun af læringsprocesser; der skal ideer til, motiverende og retfærdiggørende forestillinger. Engang mente man – dels pga. kristendommens syndsbevidsthed, dels pga. ønsket om mere flid og pligt – at onani var en forfærdelig ting, og så fandt man på det ene skræmmemiddel og den ene kur efter den anden. I dag har piben fået en anden lyd, og sex i alle former er snarere blevet en sport man holder sig sund gennem. Til gengæld er rygning og fedme nu af det onde, begge kropslige (u)vaner vi i øvrigt selv har fundet på.

Ja, det er en længere historie jeg her åbner lidt for. I bogen ”Kroppens idéhistorie” (DET lille FORLAG 2008) går jeg mere i detaljer og giver flere eksempler. I kortere form gælder det også mit bidrag til ”Basisbog i fysioterapi” (red. Lund, Bjørnlund & Sjoberg, Munksgaard 2010).