Fra hård junkie til blød jernmand

I ti år var Kenneth Carlsen narkoman. Han levede et dobbeltliv, hvor den ene løgn tog den næste. Han stjal fra sin familie og stod på grænsen til at blive gigolo, da han endelig kom i behandling. Efter en måned med nedtrapning og opkast, startede en lang vej frem mod en ukendt hverdag som stoffri. I dag er han mangedobbelt ironman og uddannet fysioterapeut med egen klinik.

”Det gik ad h… til”, er det kontante svar på det obligatoriske spørgsmål om hvordan det gik. Vi har fanget Kenneth Carlsen få dage efter at han er vendt hjem fra Lanzarote, hvor han har forsøgt at kvalificere sig til VM i triatlon.

”Jeg syntes ellers selv at jeg havde ret godt styr på det, men nogle gange er kroppen bare ikke med. Jeg blev overophedet og måtte udgå undervejs”, fortæller han ærgerlig.
Men der skal mere til at slå 37-årige Kenneth Carlsen ud af kurs, for han ved at selvom tingene ikke altid går som de skal, så flasker de sig som regel alligevel, hvis man bare bliver ved med at forsøge.

Ti år med kaos og smerte

Kenneth Carlsen var kun 13 år gammel da han begyndte at tage stoffer. Den første flirt tog den næste, og ti år senere var han blevet den mand han havde lovet sig selv aldrig at blive.

– Jeg løj, stjal og tømte min kærestes dankort. Jeg var helt derude hvor mit næste skridt var at sælge mig selv. Løsningen på mine umiddelbare problemer var at blive gigolo. Det var et fuldkommen grænseoverskridende liv jeg levede, fortæller han.

Denne absolut mørkeste periode i hans liv stoppede den 13. april 1998. Den dag tog han sit sidste fix og kom i behandling på afvænningscenteret Egeborg på Lolland. Det lykkedes ham at blive clean, og nu stod han der helt stoffri og skulle til at lære sit nye jeg at kende. Hvilken vej skulle han tage?

Rastløsheden vendte tilbage

Kenneth Carlsen tog en terapeutisk uddannelse og arbejdede for en tid med stofmisbrugere.
Han ville hjælpe andre med at opnå det som han selv havde præsteret. Undervejs fik han undervisning i neuroanatomi, og det fangede hans interesse.

– Jeg tænkte at jeg ville være læge. Så jeg sagde op, tog en HF-eksamen og søgte ind på medicinstudiet. Jeg kom ikke ind, men det gjorde jeg til gengæld på min 2. prioritet, som var fysioterapi. Så prøver vi det, sagde jeg.

Men at sidde stille og studere var næsten for meget for Kenneth. Han havde en enorm overskudsenergi, som han måtte af med. Han begyndte at løbe, og kom hurtigt i en ret imponerende form.

– Så løb jeg en maraton. Bare for at prøve, griner Kenneth.

– Senere mødte jeg nogle triatleter og så VM på Hawaii i fjernsynet. Derefter var jeg solgt. Jeg kørte mit første tri-stævne i 2007, og tre år senere var jeg en af 12 danskere som deltog i VM.

Men de sportslige resultater var ikke det eneste han fik ud af træningen. Pludselig kunne han koncentrere sig om sine studier. Han fik sin eksamen og endte med at åbne sin egen biks, Biomekanikeren i Helsingør. Her giver han både fysioterapeutiske behandlinger og coacher
sportsfolk til at nå deres mål.

Sport eller herion

Kenneth Carlsen træner op til 25 timer om ugen. Jamen, har du ikke bare erstattet herion med træning? Det spørgsmål får Kenneth Carlsen ikke sjældent. Træning kan være afhængighedsskabende – og kan overdrives så det bliver destruktivt – parallellen ligger lige for. Kenneth Carlsen ved det godt, men han mener ikke selv at træningen er en direkte erstatning for heroinen.

– Jeg har arbejdet meget med min afhængigheds-personlighed, men fjerne den helt, kan jeg jo ikke. Det er sådan jeg er. Det handler om at jeg skal finde en måde at håndtere det på. Da jeg kom til den erkendelse, så jeg det som en ressource i stedet for en begrænsning, og som ressource betyder det jo masser af træning. Jeg er afhængig af træningen, men det er på et helt andet niveau end herionen. Jeg har ikke erstattet heroin med træning, men træning har givet mig livskvalitet og identitet, siger han.

Overtræning er også farligt

To gange har Kenneth Carlsen presset sin krop for hårdt. Så kom advarselstegnene. Han sov dårligt, blev ked af det og fik ondt.

– Der er kun én ting at gøre, og det er straks at skære ned på træningen, også selv om det er lige før en stor konkurrence.

Det er ikke kun kroppen der reagerer på overtræning. Også psykisk og socialt kan det have konsekvenser, og den del er Kenneth Carlsen meget bevidst om. Han har én gang haft mere end ondt i sine relationer. Det skal ikke ske igen.

– Når man overtræner, går det også ud over dem man holder af. Man ser ikke sin kæreste, sin familie og sine venner. Man kan blive deprimeret og umulig at være sammen med. Jeg lytter meget til hvad mine omgivelser fortæller mig. Det er ikke altid de har ret, men møder jeg flere der siger det samme, så lytter jeg. Jeg gør også meget ud af at se de mennesker der betyder noget for mig, i de perioder hvor jeg ikke træner så meget. Det skal man huske.

Stol på processen

Kenneth Carlsen fortryder intet. Dårlig samvittighed over for dem han har såret, jovist. Men i forhold til de ting han har gjort mod sig selv og sit liv, har han ro.

– Jeg har været på et sort sted, men det har gjort mig til den jeg er i dag, og har bragt mig herhen hvor jeg befinder mig nu. Det ville jeg ikke være foruden, slår han fast.

Kenneth Carlsen låser døren til sin klinik for at holde fyraften. Forude venter endnu et forsøg på at kvalificere sig til VM på Hawaii, og hjemme venter kæresten og hunden. Det sidste han mangler, er at give et godt råd. Hvordan ændrer man et dårligt mønster? Hvordan undgår man at give op når det ser umuligt ud?

– ”Trust the process”, siger jeg altid til mig selv når det ikke lykkes. Man skal ikke give op, men i stedet stole på processen. Jeg har for eksempel ikke mistet troen på at jeg kommer med til VM, selvom jeg fik noget af en mavepuster sidste weekend på Lanzarote, griner han.

…

OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres som udgangspunkt ikke!