På job med rygsmerter: Jeg er nødt til at tilrettelægge min dagligdag

Da Birgitte Ettrup fik en diskusprolaps, blev hun blevet nødt til at omstrukturere sin arbejdsdag og sit liv. I dag planlægger hun aldrig flere møder i træk, overholder sine nødvendige pauser og har lært sine grænser at kende – både de fysiske og psykiske.

Præcis klokken 13 hver dag lukker Birgitte Ettrup døren til sit kontor, hænger mødeskiltet på dørhåndtaget, lukker for persiennen ind til nabokontoret og ruller sit grønne liggeunderlag ud på gulvet. Ikke for at tage sig en lur, men for at arbejde – liggende – den næste halve time.

– Der er altid nogle papirer jeg skal læse igennem, og folk kan jo ikke høre at jeg ligger ned og snakker i telefon… Løsningen fandt jeg selv frem til – hårdt presset – for når jeg havde fri, tog jeg jo en pause midt på dagen fordi den var nødvendig. Men det er den altså også når jeg er på arbejde, fortæller Birgitte Ettrup, 44, der er miljøchef hos Dansk Retursystem A/S.

Da Birgitte Ettrup fik en diskusprolaps, havde hun et aktivt liv med et krævende job, teenagebørn, hus og have, venner og masser af arrangementer. Arbejdet som miljøchef er stillesiddende, men Birgitte har aldrig haft rygproblemer før. Indtil hun en januardag for to år siden fik så ondt i ryggen at hun ingenting kunne.

– Jeg havde en flybillet til Frankrig, og først dagen før erkendte jeg, at jeg ikke kunne bevæge mig. Da blev der for langt mellem virkelighed og håb, og jeg var nødt til at kaste håndklædet i ringen. Jeg havde afsindigt ondt, men samtidig var jeg meget afvisende over for hvad det var. Jeg ledte efter en hurtig behandling og tænkte at hvis jeg ligger ned hele dagen i morgen, må det være nok. Jeg ville bare have det til at gå væk, husker hun. Birgitte fik en tid hos en rygkirurg, der hurtigt konstaterede at hun ikke var kandidat til operation, men derimod skulle træne under kyndig vejledning af en fysioterapeut.

– På det tidspunkt var det rart at få svar på hvad jeg fejlede. Men ingen sagde hvad jeg kunne forvente. Og måske var det meget godt, konstaterer Birgitte tørt.

Smerterne fyldte alt

Birgittes møde med fysioterapeuten var en stor lettelse. Han havde erfaring med lignende forløb, og fortalte hende ærligt at hun stod foran et langvarigt behandlingsforløb.

– Fysioterapeuten understregede at jeg skulle gå meget langsomt frem. Og det at han gav mig en vej, var en stor lettelse. For smerterne fyldte alt! Jeg kunne kun ligge ned, og hele mit vågne døgn gik med at kravle ned på gulvet fra sofaen og lave mine øvelser. Sådan gik der nogle måneder, og det eneste jeg kunne gøre, var at tage mit øvelsesprogram vildt alvorligt, fortæller Birgitte Ettrup.

Efter fem måneders sygemelding begyndte Birgitte Ettrup igen gradvist på jobbet. I dag arbejder hun 33 timer om ugen og håber snart at være tilbage på fuld tid. Under hele forløbet har hendes arbejdsgiver været en stor støtte.

– De har mødt mig med forståelse og givet mig plads til at prioritere og sige fra og bidrage hvor jeg kunne. Det betød meget for mig! Men det er en konstant udfordring for mig ikke at tage mere ind end jeg kan løbe i land. Sidste år efter sommerferien skruede jeg op for bådearbejde og træning – og fik tilbagefald. Det var dælme ikke sjovt, for jeg troede på at min ekstra indsats kunne være slutspurten, og så ville det hele være overstået. Men gør jeg for meget fysisk, er der kontant afregning, forklarer hun.

Efter tilbagefaldet, der sendte Birgitte tilbage til det træningsprogram hun havde fulgt fi re måneder tidligere, foreslog fysioterapeuten at hun skulle gå ned i tid på arbejde, men det bliver aldrig en mulighed, fastslår hun. I stedet gennemgik hun sin arbejdsdag minutiøst for at tilrettelægge den efter sin nye situation.

– Mit arbejde er mit faste holdepunkt, så jeg måtte finde mine barrierer og bygge videre på det der fungerede. Jeg kan for eksempel ikke tåle at være oprejst i for mange timer hvis vi har flere møder i træk der hver varer et par timer. Derfor forsøger jeg at planlægge møderne så der ikke er for mange i træk – og helst ikke mere end fi re timer på en arbejdsdag. Jeg har også lært at de fleste møder godt kan rykkes en dag eller to, smiler hun.

Birgitte arbejder ikke hjemmefra særlig tit selv om hun har muligheden. I stedet husker hun at variere sit bevægemønster og går, som under interviewet med Krop & Fysik, også gerne rundt på kontoret.

– Jeg tænker afveksling konstant og bruger mit hæve-sænkebord meget. Jeg har en skråpude med til møder, selv om jeg lige skulle vænne mig til dét. Det ligger jo kun i dig selv at du synes at du er svagelig.

Ekstremt disciplineret

Diskusprolapsen har betydet at Birgitte er nødt til at være ekstremt disciplineret. Både når det gælder planlægningen af hendes dagligdag, men også med hensyn til udførslen af øvelser.

– Det har jeg opdraget mig selv til, for jeg har været vant til at alt kan lade sig gøre. Men skal jeg yde optimalt, er jeg nødt til at styre mig selv. Jeg laver øvelser hver dag og overholder mine pauser – også nogle gange til kvalmepunktet. Det er en udfordring at have fået et mindre råderum, men jeg vil have mest muligt ud af det jeg kan, siger Birgitte Ettrup beslutsomt. På trods af to års nedsat funktionsevne har Birgitte Ettrup bevaret optimismen. Ud over at hun har lært sine, nye, fysiske grænser at kende, har hun også lært at hun besidder en enorm stædighed og styrke.

– Jeg har hele tiden en forventning om at det bliver bedre. For jeg vil have det bedre om tre måneder og endnu bedre om fem. Jeg er heldig at jeg har fået den særlige plads som jeg havde behov for – både fra min arbejdsplads og min familie. Det hjælper mig til at holde energien og humøret oppe. Jeg kan ikke ændre på mine forudsætninger, men jeg kan forsøge at gøre mit bedste inden for de rammer jeg har, siger hun.