Mit liv gik i stå

Af: Marianne Nørup, journalist

Foto: Karsten Bidstrup

Angsten blev styrende efter at Henrik Stage blev akut opereret for en hjertefejl – også selvom han efterfølgende blev erklæret helt rask. I dag træner han næsten dagligt og er godt på vej tilbage til livet igen.

Henrik Stage er 64 år og i gang med en kundesamtale i sin mekanikervirksomhed da hans hjerte pludselig begynder at slå. Meget, meget hurtigt.  

Henrik bliver akut indlagt og hasteopereret – det viser sig at han har en sjælden hjertelidelse, som afhjælpes ved operationen. 

I løbet af ganske få dage er han gået fra at være fuldstændig frisk og rask, til at være i akut livsfare og blive hasteopereret, og nu, efter operationen, får han besked på at han er helt rask. Lægerne har fikset problemet! 

Det er nu to et halvt år siden. 

”Du fejler jo ikke noget” 

 Efter sygehusopholdet venter Henrik flere uger på at blive indkaldt til genoptræning på sygehuset. Det er lang tid for ham. Han prøver at komme til tidligere, men får afslag: ”Du fejler jo ikke noget”. 

Men Henrik er bange. Han har tidligere været meget fysisk aktiv, men han tør ikke starte på motionen igen. Faktisk tør han ikke engang gå en tur. Hans liv går mere eller mindre i stå. 

Fem uger efter han er kommet hjem, får Henrik lov til at deltage i 12 ugers genoptræning på sygehuset. Det er godt at komme i gang, men Henrik er stadig ikke tryg. Cykeltesten er ellers fin, og alt ser ud som det skal. 

– Det er oppe i hovedet det er galt, fortæller Henrik Stage.  

– Jeg har altid dyrket meget motion. Tidligere løb jeg en tur efter en travl dag, jeg var på vandreferier, dyrkede jagt og fiskeri. Men nu var jeg bange for at gøre noget som helst. Hvis jeg befandt mig i værkstedet, hvor jeg var da jeg fik mit hjertetilfælde dengang, fik jeg næsten angstanfald – jeg fik åndenød, svedte og blev helt tør i munden. 

Henrik henvises til en psykiater, som giver ham recept på noget beroligende medicin. 

– Det var rigtig godt. Jeg fik ro på igen. 

Henrik starter derefter på Lindevejens hjertehold. Det er et lille års tid siden, og han er her stadig. 

– Jeg føler mig tryg ved at træne her. Og så er der nogen at snakke med. Jeg har fået det meget bedre efter jeg er begyndt at træne, siger Henrik, som i dag træner tre gange om ugen på hjerteholdet og dertil dyrker gymnastik i Hjerteforeningen. 

– Man siger at ”kroppen husker” – og det har jeg virkelig oplevet. Men i dag er angsten aftagende. Nu kan jeg gå en tur for mig selv igen. Og jeg har været på ferie med min søn, hvor vi har fisket og gået på jagt, og jeg har gået ture på fjeldet. Mit liv er ved at vende tilbage. 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.