Mistede sine ben i krigen

Christian S. Richardson var ganske ung da en vejsidebombe i Afghanistan tog begge hans ben fra ham. Han var faktisk stort set på vej hjem fra udsendelse og skulle kun lige ud på en sidste patrulje for at vise de nye soldater området. Patruljen blev skæbnesvanger, for en skjult vejsidebombe detonerede under ham og sendte ham hjem i en redningshelikopter i overhængende livsfare.

Livet beholdt han heldigvis, men benene var væk. Forude ventede et langt hospitalsophold, gentagne operationer og mange måneders genoptræning:

– Da vi, de første amputerede, kom hjem fra Afghanistan i 2009, var sundhedssystemet slet ikke gearet til at tage imod os. Sårede soldater var ikke noget man var vant til i dansk sammenhæng, og Rigshospitalet, hvor vi kom ind, havde en genoptræningsafdeling der var lagt an på ældre, fx hofteopererede, patienter. Den ene times daglige genoptræning med fysioterapeut var langt fra nok for os soldater, der er vant til bare at klø på, fortæller Christian S. Richardson.

Så da to kongelige balletdansere viste sig på banen med et utraditionelt tilbud, faldt det på et tørt sted. De to ballerinaer, Josee Bowman og Jessie Lee, havde fået den idé at stille balletverdenens lange erfaring med genoptræning af skadede kroppe til rådighed for de sårede soldater. Og selvom det umage match mellem ballet og militær virkede overraskende i starten, viste ballerinaernes ekspertise sig snart frugtbar for soldaterne:

– I starten tænkte vi at det vist var lidt for piget, det dér pilates (som udgør grundstammen i DWWP’s genoptræning, red.). Men vi opdagede hurtigt at teknikken virkelig kunne noget. Josee lærte mig muskelgrupper at kende som jeg dårligt nok anede at jeg havde. De små muskler i maveregionen er alfa-omega at få fat i når man skal lære at gå på proteser, fortæller krigsveteranen.

I dag er pilates-træningen et redskab på lige fod med andre i Richardsons træningsværktøjskasse. Han er snart færdig med den række af benforlængende operationer som ulykken har ført med sig. Og selvom han selvsagt hellere ville have beholdt sine ben, er der ingen bitterhed at spore hos den amputerede soldat:

– Jeg har det sådan at jeg egentlig skulle have været død i en ørken som 23-årig. Det liv jeg lever nu, er en slags bonusliv – noget jeg har fået ekstra. For eksempel har jeg i dag en lille søn, hvis mor jeg traf på Riget, hvor hun arbejder som sygeplejerske. Det var måske ikke sket hvis jeg var kommet uskadt hjem fra krigen, slutter Richardson.