At blive mor har gjort mig til en skarpere atlet

Af: Antje Gerd Poulsen, journalist

Foto: Das Büro for Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark

De færreste topatleter synes de har tid til både sportskarriere og barn. Men Sara Slott Petersen vil begge dele, og da hun fik sin søn, blev hun benhård til at prioritere. Det har resulteret i både guld- og sølvmedaljer – endda med færre træningstimer om ugen.

Før trænede hun to gange om dagen, fem dage om ugen. Nu træner hun halvt så mange gange. Og alligevel er atleten Sara Slott Petersen fra Århus 1900 på toppen af sin karriere. Det skyldes for en stor del sønnen Tobias.

For alle forældre betyder ankomsten af det første barn en kæmpe omvæltning. Sådan var det også for Sara Slott Petersen og hendes kæreste, Thomas Cortebeeck, da de for fire år siden fik ønskebarnet Tobias. Men for Sara Slott Petersen betød omvæltningen også et kæmpe ryk i atletik-karrieren. I 2016 vandt hun guld ved EM og sølv ved OL, den første løbemedalje for danske kvinder ved et OL nogensinde.

– Jeg er blevet en skarpere atlet siden jeg blev mor. Jeg er rykket til et helt andet niveau, fra amatør til professionel, siger den 31-årig sprinter og hækkeløber, der i dag lever af sin sport.

Til august skal hun forsvare sin guldmedalje ved EM i Berlin. Og hvis det hele klapper, og hun kan holde formen, er det næste mål OL i Tokyo i 2020.

Krop+fysik møder atleten i blæst og solskin på en bænk uden for den lille cafe ”Go` Kaffe” på Ingerslev Torv i Århus mellem to træningspas. Det var eneste hul i kalenderen. Hun kommer lige fra TRX træning (styrke- og stabilitetstræning med slynger, red.) og skal videre til løb. Med en dampende kop kaffe mellem hænderne er hun parat til at fortælle om sin træning, og om karrieren før og efter Tobias.

Sara Slott Petersen er vant til at være travl som mor, kæreste og verdensklasseatlet, men lige nu er hendes timeregnskab ekstra udfordret fordi hun også er ved at færdiggøre sit speciale i idræt, fortæller hun.

Det hele hænger kun sammen fordi hun udøver en ekstrem kalenderdisciplin, og desuden har en familie som er parat til at træde til, og en kæreste som er enig i at far er lige så vigtig som mor. Og hvis hun overhovedet kan, så tager hun Tobias med på de lange træningslejre.

”Mama power” gør træningen mere effektiv

Danske kvindelige topatleter med børn er et særsyn, men I USA er de ikke så usædvanlige, og herfra stammer også begrebet ”mama power”, altså at atleter somme tider bliver endnu stærkere når de har fået børn. Det kan Sara Slott nikke genkendende til:

– Man bliver mere kompromisløs i sin planlægning og træning når man får børn. Især da Tobias var yngre, var det jo meget tydeligt at man tog afsted fra et lille individ som bare havde brug for at man var der. Så hvis jeg vælger at tage væk fra ham i to timer, så skal jeg altså også have noget ud af det, siger Sara Slott Petersen.

Og det får hun. Efter barslen havde hun ikke så meget tid til træning, og da hun havde en historik med mange skader igennem 15 år, valgte hun og træneren Mikkel Larsen at gå i gang med et helt nyt træningsregime, bygget på den nyeste idrætsfysiologiske viden. Færre træningspas, men mere intensiv træning og god tid til restitution var opskriften.

Og det med den intensive træning passer hende godt.

– Jeg kan bedst lide noget med power, noget eksplosivt over kort tid. Og det bedste er når man er i god form og føler at man svæver over banen i sprint. Det er fedt!

Nu træner hun – bortset fra om mandagen – én gang om dagen i halvanden til tre timer med høj intensitet, løb, styrketræning eller TRX.

– Når jeg træner så intensivt som jeg gør, så slider jeg rigtig meget på min krop. Derfor får jeg massage hos en fysioterapeut og går fast til behandling hos min osteopat og fysioterapeut, Tommy Hedelund. Det betyder at jeg kan blive ved med at træne. Det er lidt som at sende en bil til mekaniker – at man hele tiden er godt kørende, og at man tager tingene i opløbet inden de sætter sig.

Blandt de skader hun tidligere har kæmpet med, er en diskusprolaps og tre træthedsbrud i samme knogle i foden.

– Før opsøgte jeg jo først fysioterapeuten når jeg ikke kunne gå mere. Og jeg trænede alt for meget. Men det var kulturen i klubben. Jo mere, desto bedre. Det kan man måske holde til hvis man er fuldtidsprofessionel, og har et godt behandlings-set-up med fysioterapeuter på banen. Men det har vi bare ikke i Danmark, og det duer altså ikke at være professionel lige når man træner, og så ellers være drønhamrende amatør med alt det andet, siger Sara Slott Petersen, hvis osteopat og fysioterapeut også har hjulpet hende igennem seriøse bækkenproblemer efter hendes fødsel

En togtur kan være den største luksus

Forandringerne i forhold til ”før” handler også om hvad der sker ”oppe i hovedet”, som Sara Slott Petersen udtrykker det. Hun tænker mere over hvad hun byder sin krop, og så har hun opdaget kvaliteten ved tålmodighed. KAN KOBLES TIL BILLEDTEKST OM TRÆTHEDSBRUD

– Tålmodighed er nok noget af det vigtigste. At det er OK at erkende at i dag er ikke min dag, hvis man har været oppe om natten med et feberhedt barn, eller har ondt i foden. At respektere at man har brug for hvile. Og at man ikke tror man skal være verdensmester hver dag, siger hun.

I kalenderen er der også blevet plads til at koble af, bl.a. med hot yoga en gang imellem. Det meditative arbejde med åndedrættet giver en helt anden ro end for eksempel en løbetur, forklarer hun.

Men den bedste modvægt til den pakkede kalender er alene-tid, hvor hun lader op. Det sker dog kun i afmålte doser. Men hvad ville hun egentlig gøre hvis hun havde en hel dag for sig selv?

– Jeg ville lave absolut ingenting. Måske tage en ”dynedag” og ligge med dynen i sofaen, som jeg gjorde da jeg var yngre. Det er jo helt komisk, men jeg opdagede forleden at en togtur alene til København og hjem samme dag kan være den største luksus. Syv timer hvor du ikke skal andet end at kigge ud ad vinduet, lytte til musik og spise snoller.

Glæde er mere værd end en stram kostplan

Med en bachelor i ernæring og sundhed kunne man tro at Sara Slott følger en særlig præstationsfremmende diæt. Men faktisk spiser hun lige hvad hun har lyst til.

– Masser af atleter går voldsomt op i mad og kosttilskud, men jeg ved at meget af det som andre forsøger sig med, ikke har hold i videnskaben. Jeg spiser helt almindeligt, normale portioner og udelukker ingen fødevarer. Jeg kan også godt spise en burger eller en pizza. Og i perioder har jeg lyst til cola og masser af bland-selv-slik, og så giver mig selv lov til det. Hvis man nægter sig selv noget, får man bare mere lyst til det. Det kan godt være jeg kunne hente en halv procent ved at spise på en bestemt måde, men det ville koste alt for meget på glæden.

Kaffen er drukket. Sara Slott Petersen skal videre, for hun skal løbetræne. Snart skal hun på tre ugers træningslejr i Tyrkiet. Og Tobias? Han skal med som den naturligste ting i verden.


Kort om Sara Slott Petersen

  • 31 år – født 9. april 1987 i Nykøbing Falster
  • Studerende ved Århus Universitet. Bachelor i ernæring og sundhed, i gang med speciale i idræt
  • Har dyrket atletik siden hun var 14
  • Klub: Århus 1900
  • Har vundet adskillige mesterskaber og medaljer. Bl.a. guld ved EM i atletik i 2016 i 400 meter hæk og sølv ved OL i Rio i 2016.
  • Bor i Aarhus med kæresten Thomas Cortebeeck og deres søn Tobias

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.