Silas Holst kan mærke sine 39 år – men en skemalagt hverdag med de rette mængder af styrketræning, konditionstræning, sund kost og ‘små mirakler’ fra fysioterapeuten hjælper ham igennem det fysisk hårde arbejde på dansegulvet og de skrå brædder.

Med et halvt år til premieren på teaterforestillingen Kinky Boots begyndte hovedrolle-indehaveren Silas Holst for alvor at opbygge den form og muskelmasse som det kræver at optræde aften efter aften i langskaftede, højhælede støvler. Et halvt år med særligt fokus på lægge, ankler – og vippebræt.

– Jeg er vant til at gøre min krop klar på den måde. Det er bare hverdag og ikke noget jeg tænker over, fortæller Silas Holst.

Han er både professionel danser, skuespiller og sanger, og han ved godt at i hvert fald de to første titler kræver en god, sund og veltrænet krop, som han skal passe og pleje.

– Min krop er altafgørende for at jeg har et arbejde. Jeg har ikke et stillesiddende job.

“Mit er aktivt og fysisk, så den dag kroppen ikke dur mere, skal jeg finde på noget andet at lave.”

– Skuespil er også hårdt for kroppen, min metier er jo den del af skuespillet der kombinerer dans og skuespil, siger han.

Rytmer og rutiner

– Jeg bruger altid minimum et halvt år på at træne min krop op før en stor danseforestilling. En masse styrketræning, og så løber jeg en masse for komme i form, og for at få smidt de overflødige kilo, så min krop ikke skal slæbe på det ekstra, forklarer han.

Det er nu ikke fordi det er mange kilo det drejer sig om, for Silas ligger ikke helt på den lade side når han ikke optræder.

– Hvis jeg for eksempel har et halvt år med koncerter og fjernsyn, så tillader jeg mig at… jeg lader ikke stå til, men jeg skærer ned på det ekstreme niveau, fortæller han.

Løbeturene rundt om søerne i København eller rundt om Damhussøen i Rødovre beholder han dog. Dem har han med tiden lært at elske.

– Der er noget i at lade kroppen fortsætte i den rutine og den rytme som den kender. Det er tit hårdt hvis du holder pauser og skal i gang igen. Så kræver det mere arbejde end hvis den er kontinuerligt i gang. Jeg lægger pauser ind og giver kroppen tid til at restituere, men for mig handler det om at den hele tiden er i gang, så den ikke mærker det, siger han.

Alderen kan mærkes

Silas Holst kan dog alligevel godt mærke den, kroppen. Det har ændret sig med alderen.

– Jeg kan mærke at jeg ikke er 27 år længere. Ting tager længere tid. Det tager længere tid at komme i gang om morgenen, og det er hårdere end for 10 år siden, siger han.

Ligesom alle andre der lever af at bruge kroppen i så ekstrem grad som han, er han også stødt ind i sin del af skader undervejs.  Her kommer fysioterapeuterne ind i billedet – dog en kende for sent, erkender han selv.

– Jeg ville elske at sige at jeg får forebyggende behandlinger, men det er desværre oftest først når skaden er sket, og så bliver det noget med at reparere på skaden. Det andet ville være klart federe, siger han.

– Jeg kan mærke at mit fag er ret fysisk, jeg har haft mange skader i min karriere, og jeg kan mærke at det begynder at gøre mere ondt. Jeg har for eksempel en venstre skulder som ikke altid fungerer optimalt når jeg skal løfte. Jeg løfter tit på min partner når vi danser, og det kan jeg altid mærke, men det er bare at bide smerten i mig, siger han og fortæller at skulderskaden kom på et særdeles uheldigt tidspunkt – i et ret legendarisk øjeblik.

– Den kom da vi lavede Dirty Dancing. 300 gange! Der er sådan et ikonisk løft, hvor jeg skal løfte en pige op i strakt arm, og der skal ikke gå meget galt – men det gjorde der dagen før premieren, husker han.

“Indtil for et par år siden hadede jeg at løbe, men så fik jeg en personlig træner, som også lærte mig at løbe, og nu nyder jeg det helt vildt meget. Det giver mig meget overskud.”

The show must go on – smerter eller ej

Og hvad gør hovedrolle-indehaveren så aftenen før premieren? Han siger selvfølgelig ‘The show must go on!’

– Jeg tog til en sportsfys, og så tapede vi skulderen ind i hudfarvet kinesio-tape. Og så tog jeg to panodiler inden forestillingen, fortæller Silas Holst med et grin.

– Det var jo lige det modsatte fysioterapeuten sagde. Han sagde bare ‘Ja, jeg skal jo sige det: 14 dages hvile!’ men det vidste han godt at jeg ikke kunne. Så han tapede min skulder ind, og så fik jeg gentagne behandlinger hos ham undervejs, mens vi fortsatte med at opføre forestillingen. Han udrettede virkelig mirakler!, mindes Silas Holst.

– Jeg så ham et par gange om ugen de første mange uger, og der fik han min skulder på plads igen. Det er ikke sådan at jeg vågner i smerter hver dag, men når jeg løfter over 90 grader, så kan jeg mærke det. Jeg har også fødder, knæ og hofter der begynder at gøre ondt, men det er meget naturligt, og det er ikke noget jeg piver over. Men det gør helt naturligt at inden for ikke så mange år, så skal finde på noget andet at lave, siger han og lyder helt afklaret om sine fremtidsplaner:

– Jeg drømmer ikke om at slutte med at være patetisk. Der er led i kroppen som udvikler sig anderledes.

“De bliver mindre fleksible og smidige med alderen, så jeg er meget opmærksom på at min krop har en udløbsdato.”

– Det er dog en dato som han med fysioterapiens hjælp forsøger at udskyde.

– Jeg får behandlinger i perioder. Når det er presset ud i ekstremerne, og jeg kan mærke at nu gør det nas, så har jeg en sportsfysioterapeut, som er genial og dygtig. Han kan alt, han er en troldmand, siger Silas Holst om sin mirakelmager, der hjælper når det gør meget ondt.

Det gør naller

Silas kan i øvrigt godt leve med at det bare ‘gør nas’, som han siger.

– Jeg kunne ikke drømme om at pive, for jeg er lykkelig for mit arbejde. Jeg tror at mange dansere over 35 kan mærke at de har en krop som de har været afhængige af i mange år. Men dansere har en sindssygt høj smertetærskel. De er vant til at gøre det umulige muligt. Jeg kender min krop, og jeg kender de signaler den sender, så jeg ved hvornår det ikke er så alvorligt. Jeg har et godt samarbejde med min krop, siger han.

Det er dog ikke altid at kroppen takker ham for det han udsætter den for. Som for eksempel at optræde aften efter aften i høje knælange lakstøvler med høje hæle.

– Det er skidehårdt, og det gør naller. Jeg tror aldrig mere jeg kommer til at gå forbi en kvinde på Vesterbrogade der har taget dem på frivilligt, uden at klappe ad hende, siger han.