Det kræver en ekstrem arbejdsindsats og disciplin, men også særlige fysiske træk at blive en af verdens bedste dansere. Vejen dertil er fyldt med hårdt arbejde og enorme krav, men også af fællesskab, magi og tilfredsstillelsen ved at kunne præstere sit ypperste og være en del af noget større.

Den kæmpestore eventyrlige bronzedør der fører ind til Det Kongelige Teaters statelige bygning bag Kongens Nytorv, åbner sig automatisk – som med en usynlig kraft – men for at blive lukket helt ind i ballettens magiske univers skal man passere portvagten. På hans kommando åbnes endnu en dør, og man træder ind i en fortryllende tidslomme – et univers af dans, musik, kreativitet og hårdt arbejde, som umiddelbart ikke har ændret sig mærkbart siden balletkompagniet blev grundlagt i 1748.

Det er i disse historiske rammer balletskolen har til huse. En sort pailletbesat tylskjole på en gine, et skilt der peger mod ’hatte- og blomsterværksted’, og en miniatureudgave af scenografien til Svanesøen afslører at dette ikke er en hvilken som helst folkeskole. Taktfaste klap og klassiske klavertoner lyder fra alle retninger, selv gangene summer af aktivitet: Roligt, men målrettet, passerer ballettens aktører hinanden og hilser høfligt med et nik og et lavmælt hej.

På Det Kongelige Teater er der hilsepligt, også selvom man har mødt hinanden syv gange samme dag.

Det er vigtigt at alle føler sig som en del af et fællesskab og et fælles projekt, for ballettens frisører, hattemagere, pædagoger, fysioterapeuter, dansere, pianister og mange andre faggrupper er tilsammen en del af noget større: At skabe den ypperste kunst.

Historiske omgivelser

Balletskolens øvelokaler, i bygningens øverste etager, er storladne, højloftede og lyse, mange med en svimlende udsigt over København. Moderne arkitektur fører balletten ind i det 21. århundrede og forstærker elegant den gamle bygnings karakteristika og sjæl med ovenlysvinduer og glasvægge, synlige bjælker og stålkonstruktioner.

I et lyst lokale, hvis vinduer vender ud mod byens tage, har 2. klasse stillet sig i en halvcirkel. 12 piger og to drenge med ranke rygge, de små fødder drejet udad, armene formet som en cirkel foran kroppen. Pigernes hår er trukket stramt tilbage i en knold.

En kvindelige balletlærer tager hul på dagens første lektion:

”Og vi står elegante og venlige i udtrykket! God morgen!”

Et par af børnene har åbenlyst tankerne et helt andet sted.

”Hold koncentrationen”. Læreren, som tilsyneladende har et øje på hver finger, guider de små dansere med fagter og korte instrukser: ”numsen bagud”, ”knæene ud til siden”, ”runde arme”… Stemmen er klar og bestemt.

Der er to uger til den årlige eksamen, som er medvirkende for beslutningen om hvem af børnene der stadig er på skolen efter sommerferien. Det fylder naturligvis, og der er nerver på, men som regel har de børn det drejer sig om, fået et forvarsel, fortæller Karen Bonnesen. Hun har været fysioterapeut på Den Kongelige Ballet igennem 18 år og spiller en vigtig rolle i udskillelsen, fordi børnenes fysik er altafgørende for hvorvidt de er egnede til at gå videre.

Den ideelle balletkrop

– I den allerførste selektion, hvor børnene jo er helt ned til fem år, tjekker vi blandt andet at de kan dreje hofterne mindst 45 grader udad, at de kan strække foden i forlængelse af underbenet, og at tæerne er bevægelige. Ryggen må ikke være udtalt skæv, og den skal have god bevægelighed, fortæller Karen, der også kigger på om børnene er hypermobile – overbevægelige – i fx knæ og ryg.

– Hvis de helt basale fysiologiske krav ikke kan opfyldes, giver det ikke mening at starte på en balletkarriere. Kun den ideelle krop kan holde til de store belastninger og krav der stilles til en professionel balletdanser, forklarer hun. Dertil kommer nogle æstetiske krav som man, per tradition, gerne skal opfylde. Eksempelvis er lange arme og ben en fordel, og også halsen må gerne være lang.

En del fysiske faktorer viser sig dog først senere i livet, og de kan betyde at børnene må stoppe på balletskolen.

Drenge og piger

Skolen følger anbefalingerne fra sportens verden om aldersrelateret træning, fortæller Karen. Det betyder blandt andet at 0. klasserne kun danser ballet et par gange om ugen, og dertil har nogle timers drama og motorik. Træningsmængden stiger så med alderen, og fra 4. klasse træner børnene også om lørdagen. Dagene er lange – i 9. klasse er der 14 timers træning om ugen, foruden skoleundervisningen.

Efter 7. klasse træner drenge og piger hver for sig. Der stilles nemlig meget forskellige krav.

– Drengene skal springe meget. Og så skal de som voksne dansere kunne løfte en kvindelig danser i én arm strakt over hovedet. Det kræver lidt, siger Karen Bonnesen med et smil.

Pigerne skal til gengæld lære tåspidsdans. De starter roligt op i 4. klasse med at tilvænne sig skoene – og sideløbende træne fødderne, fortsætter hun.

– Mange tror at balletdansere har grimme og deforme fødder, men sådan er det sjældent længere. Faktisk har de ofte smukke fødder, fordi de er så stærke og fleksible.

Teenageliv i trikot

På vejen mellem træningslokalerne passerer danserne en lang gulv-til-loft-glasvæg, bag hvilken man kan følge arbejdet i ballettens skrædderi. Symaskiner, arbejdsborde, tegninger, løse fjer og pailletter blander sig med rækker af farverige kostumer, som fortæller hver sin historie – og minder eleverne om hvilke eventyr der måtte vente dem, hvis drømmen om at optræde på Det Kongelige Teaters sagnomspundne Gamle Scene går i opfyldelse.

I et lille loftslokale sidder 8.-9. klasses piger i en rundkreds og venter på træning med fysioterapeuten. To af pigerne spiller høj musik på deres telefoner, og flere skråler med. Ser man bort fra de karakteristiske frisurer og de ens rosafarvede trikot’er og lilla dragter, kunne det være en hvilken som helst gruppe teenage-piger.

Da træningen går i gang, fremgår det tydeligt hvor langt pigerne er nået i deres ballettræning, og at der har været en ikke ubetydelig udskillelse undervejs. Hvert år sies nogle fra – og to af de ti piger i gruppen ved allerede nu at de efter sommerferien ikke skal vende tilbage til balletskolen og kammeraterne, men starte et helt nyt liv uden for Det Kongelige Teaters velkendte mure.

– Mine fødder er ikke fleksible nok, forklarer den ene af dem, og strækker en fod frem.

Hårdt for fødderne

Der er et klart overtal af piger på alle skolens årgange. De få drenge er et beklageligt, men uundgåeligt faktum, som pigerne må leve med, fortæller de, mens de varmer fødderne op.

Et par plastre og røde trykmærker afslører hvor balletskoene trykker… Gør det ondt at danse i tåspidssko?

Ja, svarer pigerne i munden på hinanden. Og det er krævende. Ikke blot når man står i de velkendte graciøse positurer med al sin kropsvægt på tåspidserne, men også når man danser på fuld fod. For skoen er meget stiv.

– Det er ligesom at danse i træsko, lyder det nøgternt fra en af pigerne, idet hun viser et par vabler frem.

Tessas flabede rapmusik fylder rummet mens pigerne laver squats og synger med. Og da de lidt senere står i plankeposition med bagdelene i vejret og kaster bolde til hinanden, fyldes rummet med hvin og skrig og grin. 10 almindelige teenagepiger i en ualmindelig kontekst. Lige om lidt er de to færre, og om tre år, når de er færdiguddannede, er kun mellem en og fem af dem tilbage i det magiske hus bag den store bronzedør.