Der er en blanding af humor og klare meninger i stemmen, når Sebastian Klein fortæller om den lærestreg han fik for godt otte år siden, hvor han blev indlagt på psykiatrisk afdeling. I dag er hans indre pleaser blevet mere egoistisk. For det er den eneste måde han kan passe på sig selv.

”Sundhed? Det har jeg sgu aldrig rigtig forholdt mig til!”

Sådan lyder det fra Sebastian Klein. Han dyrker sport, bevares. Spiller volleyball, tennis og paddle og har også spillet fodbold. Men han ville aldrig gøre det for motionens skyld alene. Det skal være sjovt, og det skal give mening for ham, hvis han skal bevæge sig.

Alligevel er der en del af hans sundhed som har fået et eftertjek de seneste år. Den mentale del. For i 2014 resulterede synsforstyrrelser og en sovende finger i højre hånd i en indlæggelse på psykiatrisk hospital. Med angst, stress og depression. I starten syntes Sebastian Klein selv at det var noget pjat. For der måtte jo være noget fysisk galt. Også selvom alverdens læger, undersøgelser og scanningsmaskiner intet kunne finde. Psykiske lidelser var for mennesker der var skrøbelige i forvejen. Sådan en type var han jo ikke. Og han ’havde det jo pissegodt’.

Sådan var mindsettet – indtil han fandt sig selv stå og råbe og skrige i panik på psyk, mens personalet stod på den anden side af en glasvæg og holdt øje med at han ikke gjorde skade på sig selv. For de kunne ikke hjælpe. Det var som om at han levede i en anden virkelighed og så det hele udefra. Som en dårlig film. Men han kunne ikke slippe væk eller stoppe det.

– Mine angstanfald var så voldsomme at jeg engang slog hovedet ind i en dørkarm for at banke det på plads. Det er en meget mærkelig oplevelse når man kommer så langt ud. Og set i bakspejlet er det interessant hvordan hjernen ændrer sig når den bliver presset over lang tid.

Et lille, men vigtigt ord

På trods af mange psykologtimer var der kun én ting der virkede for Sebastian. Medicin. Antidepressiva fik ham fra at ligge på gulvet uden at se en udvej, til at være jublende glad og nærmest danse på bordene.

– Det var skræmmende for mig at opleve at medicin kan ændre dig fra den ene dag til den anden. Det har også været mærkeligt for folk omkring mig at opleve det markante skift. Derfor var jeg fast besluttet på at skulle ud af det igen, fortæller Sebastian Klein.

Efter halvandet år var Sebastian trappet helt ud af medicinen igen, og hans fokus blev rettet mod årsagen til at han blev syg. Den psykiske reaktion blev udløst efter Sebastian mistede begge sine forældre, som døde af kræft få år forinden. Pludselig stod han forældreløs og følte sig alene. Selvom han havde sin egen familie, manglede den betingelsesløse kærlighed fra to af de mest væsentlige personer i hans liv.

Samtidig var der et ord som ikke fandtes i hans ordforråd: Nej. Det betød at han fræsede mellem foredrag, tv-programmer, interviews og bogskrivninger. Uden at stille sig selv spørgsmålet: Er det her noget jeg vil, og har jeg overhovedet tiden til det?

– Min kone og jeg lavede mange ændringer. Før var jeg en enkeltmandsvirksomhed, som selv stod for alt det praktiske. Nu er min kone kommet ind i firmaet og har taget over på kontorarbejde, faktura, kontrakter og aftaler. Hun er blevet mit filter og min rådgiver, og det har løftet en stor byrde fra mine skuldre, siger Sebastian og tilføjer:

– Mit pleasergen fik mig til at sige ja til alt. Jeg ville have at alle skulle være glade. Nu er jeg blevet mere egoistisk. Jeg er blevet en dummere skid, siger han og reflekterer over sit eget svar.

– Det er sjovt, for egoistisk er jo et negativt ladet ord. Men i det her tilfælde er det positivt, fordi det handler om at beskytte mig selv. Den evne manglede jeg før.

Nogle går til fodbold, andre jagter oplevelser i naturen

Når vi snakker om mental og fysisk sundhed, er det ikke til at undgå at snakken falder på naturen.

– Ja, du forestiller dig nok at jeg går ud i naturen for at få ro omkring mig. Sådan er det slet ikke, siger Sebastian Klein og tilføjer:

– Naturen er som en sport. Jeg går på jagt efter fantastiske oplevelser og spændende dyr. Det er målet. Jeg bliver så fokuseret på at finde en fugl, et insekt eller et andet dyr at jeg slår alle andre tanker fra. Så på den måde giver det mig alligevel ro i sindet og sætter også kreative tanker i gang. Da jeg var psykisk syg, forsøgte jeg også at søge ud i naturen. Men det hjalp ikke, og så vidste jeg at det var slemt, siger han.

Da Sebastian havde det værst, prøvede han alverdens alternative behandlinger. Kraniosakral terapi. Akupunktur. Yoga blev også testet af, for det skulle jo være godt for sindet.

– Det føltes åndsvagt at sige: namaste. Det er ikke mig. Jeg er ikke et åndeligt menneske. Jeg misunder dem der er, og det er godt når det kan hjælpe nogle. Men jeg har altid haft en generel skepsis over for ting som ikke er videnskabelige.

Privilegeret 50-årig

Som nævnt er fysisk sundhed ikke noget der optager Sebastian. Alligevel vil han gerne bevæge sig. Han holder øje med antallet af kilometer, han går hver dag og vil gerne have passeret minimum fire kilometer når dagen er omme. Nogle gange tvinger hans søn på 17 ham med ud og løbe.

– Jeg synes det er røvsygt at løbe. Jeg gider det ikke. Min søn er meget sporty, og det er helt ydmygende når han lunter baglæns for at få sin gamle far med. Han er en nederen lorteunge når han løber så meget bedre end mig. Men bagefter kan jeg jo mærke at jeg har det fedt i kroppen, fortæller Sebastian med et glimt i øjet.

I juli måned fyldte naturformidleren 50 år. Og det har da også fået ham til at tænke over tingene.

– Det er helt vildt at jeg er blevet 50 år. Jeg føler mig privilegeret når jeg kigger på min omgangskreds. Hvis jeg skal finde en makker til tennis eller paddle, er der mange jeg må springe over, fordi de fx har ondt i ryg eller knæ og ikke har den fysiske form til det længere. Der føler jeg at jeg stadig er godt med, og jeg vil gerne blive ved med at holde mig i gang.

Vi torturerer os selv

Selvom Sebastian har lært at sige nej til flere ting, kunne han ikke andet end at sige ja da han blev tilbudt at deltage i sjette sæson af TV2’s underholdningsprogram Stormester. Her dyster fire kendte mennesker i en række umulige opgaver, som skal løses på kreativ vis.

– Det er et fedt program fordi det ikke kun er min generation der synes det er sjovt. Det synes mine børn også. Jeg kan generelt godt lide tv-programmer hvor vi samler folk og ikke hader nogle. Og så var det sjovt at prøve opgaver, hvor man bagefter sparker sig selv i hovedet over at man kunne have løst dem meget smartere, siger han.

Noget han ikke længere sparker sig selv i hovedet over, er at det er ok at sige fra. Når han i dag kigger på sit livs lærestreg, vil han ønske at mange flere havde mere viden om psykiske lidelser.

– At drive folk psykisk til vanvid er jo en brugt torturmetode. I dag, hvor vi hele tiden skal være på, torturerer vi os selv. Jeg har lært at det er noget der kan ske for alle, hvis vores psyke bliver presset for meget.