Bitterhed. Det er et livssyn skuespiller Vigga Bro ikke kan have med at gøre. I stedet søger hun lysten og nysgerrigheden i livet – et synspunkt hun har taget med fra sin elskede mor.

Når Vigga Bro åbner døren til sin charmerende christianshavner-lejlighed med brændeovn, kakler på køkkenvæggen og snedkermøbler, som hun har fået lavet da hun var ung, står fortællingerne i kø. Eller rettere: de lapper ind over hinanden som et kludetæppe, hvor hver en lap har sin berettigelse. Man kan ikke undgå at blive betaget når hun skifter mellem begejstring, alvor og forargelse i stemmen. Som bliver man suget ind i en anden verden. Viggas verden.

Og netop den magi er også det der har fascineret Vigga ved fortællingens kunst, siden hun var en lille pige. Hendes farbrødre var begge historiefortællere, ligesom hendes afdøde far. En gammel skolekammerat husker at Vigga allerede fortalte historier i underskolen. ”Når vi andre børn så dig komme gående, tav vi stille. For så vidste vi at du begyndte at fortælle”, har hun sagt. Selv husker Vigga det ikke.

Vigga slår ud med armene og bruger sit ansigt og hele sin krop når hun fortæller. Et redskab hun også bruger på scenen – uanset om det er i et teaterstykke, på et filmset eller under et foredrag.

– Det er de små ubevidste træk der betyder noget når vi taler. De siger mere end ordene. Jeg har altid vidst det rent intuitivt, men så læste jeg en fantastisk bog, ”Mærk Verden”, der beskriver den videnskabelige forskning på netop det område, og nu giver det endnu mere mening for mig, siger hun og tilføjer:

– Men publikum gør halvdelen af arbejdet. Det er deres medskaben der gør historierne levende.

Dialog mellem generationer

Med et langt liv bag sig som skuespiller og ordkunstner er fortællinger noget af det Vigga er mest rig på. Selvom hun mener at fortællinger er til for at inspirere, gøre klogere og udvide vores horisont, oplever hun også at fortællinger på film og teater kan være ret ensporede.

– Og det er jo egentlig lidt perverst: Jeg er i kassen med gamle. Og så skal man være småsenil og døv.

Jeg synes det er mærkeligt når folk råber mig ind i ansigtet, når jeg ellers hører udmærket, fortæller Vigga

Rollerne hun kan få, er også ensporede, mener hun. Hun har fem gange spillet en kvinde med demens, og hun er lidt træt af at ældre mennesker på film altid skal være demente. Derfor var det også forfriskende at spille en kun lidt senil gammel i årets julekalender.

– Hvis der er noget jeg ikke kan have, så er det fordomme og kassetænkning. Det er som om at når man bliver ældre, så tror folk at man ikke længere ved noget om verden. Det gør mig irriteret. Man kan være ældre på mange forskellige måder, og det glemmer folk, lyder det fra Vigga, mens hun bliver alvorlig i blikket. Inden hendes humoristiske side slår til igen.

– Når folk siger at jeg som 85-årig er for gammel til at arbejde, så siger jeg bare at jeg ikke forstår mig på tal, siger hun med et smil.

Vigga oplever at der er en stor aldersopdeling i samfundet i dag.

Tidligere havde man en fornemmelse af at erfaring og mange års viden havde værdi. Nu er det som om den yngre generation ved bedre end alle andre

– Når det kommer til klima og bæredygtighed, virker det til at kun de unge har forstået det hele, og at alle ældre mennesker er skyld i ulykkerne. Man glemmer at vi også er mange i vores generation der har råbt op om det samme i mange år, men hvor ingen lyttede. I stedet for at pege fingre ad hinanden, burde vi gå sammen. Dialog er altid bedre end at råbe ad hinanden, for det er der vi lærer noget, mener Vigga.

Udadvendte gåture, økologi og croissanter

Der er ingen tvivl om at Vigga ikke passer ned i fordommenes kasse med ældre mennesker. Så hvad er opskriften på et aktivt og positivt liv når man for længst har passeret den officielle pensionsalder? Vigga
har aldrig tænkt så meget over det selv. Hun har lige haft en fibersprængning i låret, som hun har fået bugt med på en uges tid. Gymnastikøvelser, selvmassage og en balance mellem bevægelse og ikke at presse kroppen for hårdt var det der skulle til.

Hun har også gennem livet prøvet forskellige motionsformer og behandlinger som for eksempel Mensendic og BodySDS. I det daglige nyder Vigga at gå ture.

– Jeg kommer aldrig til at løbe, det synes jeg man bliver så indadvendt af. Men når jeg går i et raskt tempo, ser jeg verden omkring mig, siger hun og fortæller at hendes vigtigste vej til motion foregår på scenen.

– To timer foran et publikum er som at løbe et maraton, siges det

Kosten har hun også altid tænkt over.

– Jeg spiser økologisk, lidt mindre kød og især fjerkræ og fisk. Der er tendens til overvægt i min familie, så jeg holder mig fra søde sager. Men croissanter er min favorit, så det tillader jeg mig selv at spise, siger hun og tager endnu en bid af den croissant som ligger på den smukt dekorerede porcelænstallerken foran hende.

Glæde og lykke – med plads til en skygge af sorg

Det er ikke kun samfundet der kan skabe de negative historier om det at blive ældre. Det er der også mennesker som klarer fint selv. En egenskab som Vigga har svært ved at forstå.

– Hvis du vil fortabe dig i bitterhed, kan du lige så godt være høflig og sige ”farvel og tak”. Jeg sagde en gang at jeg vil blive 90 år. I stedet for at sætte mig ned og vente, finder jeg de steder hvor jeg kan leve livet til det sidste, forklarer hun.

Selv søger hun nysgerrigheden og lysten i livet.

– Det er en livslang læring, men du skal gå efter din lyst, og så skal du anstrenge dig for at gøre det du er gået i gang med godt. Forleden holdt jeg et foredrag i Aarhus, hvor jeg skulle optræde om aftenen og så igen tidligt næste morgen. Jeg sover dårligt i nye senge, så jeg fik kun to timers søvn. Næste dag var jeg træt og tænkte at det ville blive hårdt at gennemføre næste foredrag. Men da jeg trådte ind på scenen, blev jeg så inspireret af publikum, så det først var på vej hjem på færgen at jeg opdagede jeg var træt. Men det var det hele værd, fortæller Vigga.

Da Vigga mistede sin elskede mand Erik for godt ti år siden, ville det have været fristende at fortabe sig i sorgen. Hun boede i deres fælles hjem i Hellerup – men huset var blevet som en tom kulisse uden Erik. Så hun flyttede tilbage til Christianshavn for at gøre sit nu halve liv helt igen.

– Min mor mistede min far mens jeg lå i hendes mave. Hun valgte at skabe glæde og lykke for sig selv og andre, i stedet for at forfalde til selvmedlidenhed. Men der lå alligevel altid en lille skygge af sorg bagved, og hun fik altid dådyrøjne når hun talte om min far. Det, tror jeg, jeg tog med mig da Erik døde. Jeg valgte at fortsætte med at leve mit liv, for det ved jeg at han også ville ønske for mig. Men jeg vil altid elske ham og savne livet med ham, fortæller Vigga, mens hendes øjne lyser af minder.

Når croissanterne er spist, de sidste historier er fortalt, og Vigga igen har lukket døren ind til sin lejlighed, skal hun smide benene op på sofaen. Ugen har været tæt pakket, og der skal også være plads til at slappe af midt mellem optrædener, møder og interviews.