At forebygge tab af førlighed og faldulykker, der koster dyrt menneskeligt, er også samfundsmæssigt god økonomi. Læs historien om min 89-årige far, som med den rette træning igen har fået et godt liv

I dag har min far på 89 år et godt liv. Selvom hukommelsen stadig ikke er hvad den har været, så er den faktisk blevet lidt bedre de senere år, hvor han er blevet genoptrænet af en fysioterapeut hjemme hos sig selv – og i forlængelse heraf samtidig et par gange om ugen er begyndt at komme i et godt aktivitetscenter, hvor han også træner kroppen.

Han har i dag masser af gode stunder og er nærmest aldrig i dårligt humør. Min far synes også selv han har et godt liv. Som pårørende føles det værd at have kæmpet for. Det har været hjertegribende og en stor lettelse at opleve at der igen let bliver tændt for lyset i øjnene, og at gense smilet på hans læber.

På skift har to dygtige, lydhøre og empatiske fysioterapeuter de senere år bidraget til at forebygge alvorlige faldulykker, der ellers kunne have endt med at blive meget behandlingskrævende – eller, hvis uheldet var ude, have kostet min far livet

De fald han tidligere havde en del af, blandt andet på trapper inde og ude, tærede på kræfterne. Også min mor og jeg var udmattede og påvirkede af konsekvenserne af dem.

Var stærkt på vej ned ad bakke

Da fysioterapien startede, havde min far nærmest ingen energi til motion og bevægede sig ikke ret meget. Han havde mistet tilliden til sin krop. De lange traveture på stranden var erstattet af en skildpaddelangsom tur ned for enden af haven.

Især min mor og jeg er taknemlige for den dag hvor den første fysioterapeut kom ind i hans og dermed også vores liv. Hun var et entusiastisk, engageret lyspunkt, og hendes afløser ligeså. Både min fars bevægelsesevne og motivation til at bevæge sig var, ligesom hans hukommelse, på det tidspunkt helt i bund.

Efter mange fald – hvor blandt andet en muskel i min fars arm blev revet over og var med til at skabe ballade i kropsbalancen, fordi han i en lang periode nærmest helt holdt op med at bruge armen – var det begyndt at gå hurtigt ned ad bakke for ham. Ikke kun med hensyn til energi og førlighed – også livskvalitets- og humørmæssigt. Han blev mere og mere indadvendt og stille og var begyndt at trække sig mere og mere ind i sig selv. Og de færdigheder man ikke bruger, risikerer man jo at miste i den alder.

Den tiltrængte aflastning

Mine forældre havde inden fysioterapeutens ankomst været igennem en del der var svært. Venner der blev begravet, livstruende sygdom og sorg i familien – bl.a. fik deres søn, min storebror, i 2020 konstateret kræft og døde efter nogle måneder i mine forældres stue. Vi havde passet ham de sidste måneder af hans liv. Livet var kommet ud af balance. De ekstra opgaver og ”skrækken” forbundet med min fars mange fald var en til tider uoverskuelig belastning midt i sorg og træthed. Jeg har i mange år taget mig af min fars lægebesøg, og der var mange ting at forholde sig til, som jeg ikke er uddannet i.

Enhver form for aflastning var tiltrængt

Jeg bad derfor kommunen om hjælp, og min far fik bevilget et genoptræningsforløb hjemme. I starten kom fysioterapeuten to gange om ugen og trænede med ham. Fremgangen var hurtigt overbevisende, og mine forældre blomstrede op undervejs. På grund af min fars mange fald og år med varierende hukommelsesproblemer, der til tider havde krævet en del ekstra pleje, opsyn og støtte, var både min mor og jeg på det tidspunkt ofte udmattede. Det var tidskrævende og følelsesmæssigt anstrengende, og vi havde virkelig brug for nogle hvilestunder uden ansvar. Og for livsbekræftende oplevelser for at genskabe overskud til pligter og ansvar.

Da det første vellykkede hjemmetræningsforløb sluttede, begyndte min far kort efter at falde igen. Efter et par fald begyndte det igen at gå helbredsmæssigt nedad. Derfor fik han bevilget endnu et træningsforløb – og holdt igen op med at falde.

Snart begyndte han endda at gå længere ture med fysioterapeuten på stranden. Der blev sat mål, og der var glæde over fremgangen.

Det var og er helt utroligt og glædeligt at opleve hvad træning kan gøre

I dag træner min far stadig hjemme med en fysioterapeut en gang om ugen og vedligeholder desuden sine sociale og fysiske færdigheder i et virkelig godt aktivitetscenter med et fint lille motionsrum, hvor han støttes af et godt, positivt og flittigt personale. Frivillige her sørger for et godt billigt måltid til brugerne, så min mor ikke behøver sørge for varm mad de dage. En tiltrængt aflastning.

Alle i familien håber han får lov til at fortsætte med fysioterapien hjemme, fordi den er med til at skabe balance i regnskabet. Også for min mor er ugedagen med hjemmetræning af min far en god og hyggelig oplevelse, hvor der sker noget positivt i deres hjem. Hun glæder sig over de små samtaler undervejs – over besøget, hvor der sker noget godt, og hvor hun motiveres til lige at få ordnet lidt ekstra forinden.

Kvalitet i alderdommen

Nogle gange skal der små ting til for at opgradere livet i alderdommen. At der kommer en fysioterapeut forbi, eller en hjemmehjælper der assisterer med praktiske opgaver, en havemand eller rengøringshjælp, en samtaleven eller et ledsaget cafébesøg.

Med min far har jeg erfaret at fysioterapeuter er virkelig gode til også at skabe tryghed og ro undervejs i træningen – og til at indgyde håb og tillid til at det nytter at træne, uanset alder og evner

Ud over også at aflaste pårørende undervejs skaber deres forståelse for kroppen tryghed for alle parter. Min families åbenlyse erfaring er at fysioterapi og fysisk træning hjemme eller ude er livsvigtig helbredspleje og kan medvirke til at sikre et mere værdigt liv og bedre mulighed til at blive i eget hjem.

Læs også artiklen: Når fysioterapeuten kommer hjem til dig