Christiansborg er den fysiske arbejdsplads for folkevalgte politikere, men også for hundredvis af andre. Cirka 1000 mennesker har deres daglige gang på Borgen, og de udgør en sprudlende myretue af daglig aktivitet og fungerer næsten som et lille bysamfund.
Folketingets hjemsted Christiansborg, også kendt som Borgen, er – med blandt andet egen frisørsalon, cafe, kantiner og fitnesscenter – på mange måder som en lille by. I folketingsbyen arbejder fx tre malere på fuldtid. 18 chefer. En møbelpolstrer, 44 husbetjente, som tager sig af rengøring, og 87 folketingsbetjente, der står for sikkerheden og viser gæster rundt. Læg dertil diverse service- og vedligeholdelsespersonale og et hav af IT-, administrativt og akademisk personale. Og så selvfølgelig de 179 folkevalgte politikere, partiernes stab af ansatte samt en lang række eksterne spillere, så som journalister og mediefolk.
Borgen er på mange måder ikke en helt almindelig arbejdsplads. Det gælder også de fysiske rammer. Det mere end 800 år gamle slot Christiansborg udgør sammen med de omkringliggende bygninger Folketingets arbejdsplads, og der er en helt særegen charme og skønhed i de gamle statelige bygninger, hvor man tydeligvis befinder sig midt i historiens sus. Fra væggene kigger Thorvald Stauning, Anker Jørgensen og Helle Torning ned fra de store portrætmalerier, og som ansat færdes man hjemmevant på de ikoniske ’4 more years’- trapper og zigzagger sig rutinemæssigt forbi journalister og politikere på de højloftede gange med de karakteristiske farver. Christiansborg rummer en helt særlig stemning, hvor ingen dage er ens, og hvor tingene nogle gange pludselig skal gå stærkt.
Læs også: Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver eneste dag
En af dem der færdes hjemmevant i folkestyrets højborg, er Charlotte Ringbæk. Hun har arbejdet i Folketinget i knap tolv år, og som fysioterapeut er det hendes opgave at vejlede i arbejdsergonomi og yde fysioterapeutisk og træningsmæssig vejledning til alle Folketingets ansatte.
Det sammensatte personales mange forskellige opgaver betyder forskellige kropslige udfordringer. De mere end 400 administrativt ansatte er fx typisk udfordret af det ensidige fastlåste arbejde på computeren og lange stillesiddende perioder, fortæller fysioterapeuten. Modsat har man i Inventargruppen fysisk krævende arbejde med mange tunge løft. Her er udfordringen typisk gener i bevægeapparatet, relateret til overbelastning. Så er der portvagterne, som bruger mange timer siddende ved skærmen og stående ved adgangssluserne. De har derfor indført rokade-ordninger, så de veksler mellem opgaverne.
– Og hos den store gruppe af husbetjente forsøger vi blandt andet at forebygge gener med ergonomisk rengøringsudstyr og robotstøvsuger, hvor det er muligt. Her stammer sygefraværet hyppigst fra smerter i ryg, skuldre, arme og fødder, forklarer Charlotte.
Politikernes fysiske arbejdsmiljø er til gengæld sjældent belastende, for deres arbejde er ret varieret. For dem vil stress ofte være den største belastningsfaktor, fortæller Charlotte videre. Men de har naturligvis også gavn af ergonomisk vejledning og skærmbriller, ligesom fysisk træning er gavnligt både for kroppen og stressniveauet, tilføjer hun.
Én ting er viden om ergonomi, noget andet er hvad der lavpraktisk er muligt. For eksempel er de ikoniske højpolstrede stole i folketingssalen ikke nemme at tilpasse ergonomisk. Så de er som de er. Men det er faktisk lykkedes Charlotte i samarbejde med en møbeldesigner og møbelpolstrer at gøre Folketingets formandsstol indstillelig, så formanden hverken sidder for lavt eller for højt når der transmitteres fra Folketingssalen. For der er selvklart stor forskel på hvor højt de forskellige formænd rent fysisk stikker op fra den agtværdige talerstol.
Fysioterapeuten oplever generelt at Borgens medarbejdere gerne gør en indsats for at forebygge smerter og nedslidning. Eksempelvis benyttes Folketingets veludstyrede træningssal flittigt, fortæller Charlotte, som gerne hjælper med at udarbejde individuelle programmer. I lokalet findes en række træningsmaskiner, vægte, bolde, måtter og andet udstyr, som i et hvilket som helst andet fitnesscenter. Men det altoverskyggende centrum udgøres af tre store tv-skærme, der, med lyden på pænt høj, kontinuerligt viser TV2 News, som en reminder om hvor vi befinder os. En stor boksepude i midten af lokalet leder uvilkårligt tankerne hen på muligheden for at afreagere – og jo, der var vist også noget med nogle kettlebell-vægte der blev smidt lidt for meget rundt og derfor ikke længere er tilgængelige, fortæller Charlotte med et smil på læben.
Hendes klare indtryk er dog at de ansatte er meget glade for at arbejde i Folketinget.
– Her hilser man på hinanden, og generelt er der en rigtig god stemning. En følelse af fællesskab og af at være en del af noget større, siger hun.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.