Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver eneste dag

Tekst: Marianne Nørup, journalist

Foto: Jeanne Kornum

Hver dag skifter masser af Christiansborgs borde, stole og sofaer plads. Møbler og inventar flyttes typisk fra lager til kontor – og tilbage igen – ad lange gange og snævre trapper, og den opgave tager Jimmi Grotto og hans kolleger sig af.

Jimmi Grotto er tydeligvis en mand i god form. Den 44-årige Borgen-medarbejder har altid haft hårdt fysisk arbejde og har altid dyrket masser af motion i fritiden. Hvad man ikke lige kan se, er at ryggen ikke har kunnet holde trit, og for et år siden fik han sin tredje diskusprolaps. Jimmi har haft dårlig ryg siden han var 19, så det lå ikke lige for at han skulle være flyttemand. Men det blev han. I Folketinget hedder det inventarbetjent, men grundlæggende er det det samme, og Jimmi har flyttet rundt på Christiansborgs møbler og inventar i snart otte år.

Glæde - Glæde - Hver dag skifter masser af Christiansborgs borde, stole og sofaer plads. Møbler og inventar flyttes typisk fra lager til kontor - og tilbage igen - ad lange gange og snævre trapper, og den opgave tager Jimmi Grotto og hans kolleger sig afDer flyttes forbavsende meget i Folketinget, fortæller han. Ikke mindst i forbindelse med folketingsvalgene, hvor et utal af stole, hæve-sænkeborde og sofaer skifter plads – ikke sjældent fra den ene ende af det 40.000 m² store bygningskompleks til den anden.

I forbindelse med folketingsvalg kan skridttælleren komme op og ramme de 30-40.000 skridt på en dag.

I den periode kan skridttælleren komme op og ramme de 30-40.000 skridt på en dag, fortæller Jimmi. Og selvom man skulle tro at hårdt løftearbejde og masser af skridt – 12-17.000 på en almindelig arbejdsdag – kunne gøre det ud for den daglige motion og lidt til, så forholder det sig nærmest omvendt: Mennesker med hårdt fysisk arbejde har brug for at holde sig i god form for at kunne klare belastningerne, viser forskning.

Læs også: På job på Borgen 

Ud over sin fritidsmotion bruger Jimmi næsten hver dag 20 minutter på at træne, inden han kører hjem til privaten i Køge. Øvelserne har han lært af Charlotte, og de træner kropsstabiliteten og smidigheden. For selvom Jimmi er stærk, er han ikke særlig bevægelig, fortæller fysioterapeuten, og Jimmi nikker bekræftende.

Afveksling i arbejdsopgaverne kan det være svært at få, for inventarbetjentene har stort set kun løftearbejde. Men Jimmi er, især efter prolapsen sidste år, blevet bedre til at lytte til sin krop, så han og kollegerne skiftes nu mellem de lettere opgaver og de svære, som fx når tunge sofaer skal bæres op ad trapper eller over lange afstande.

På trods af de høje fysiske krav er Jimmi meget glad for sin arbejdsplads.

– Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver eneste dag, siger han. Og Jimmis krop kan heldigvis se frem til en mere skånsom tilværelse. Efter sommerferien skifter han nemlig jobfunktion, idet han overtager jobbet som Christiansborgs låsesmed. For selvfølgelig har folketings-landsbyen sin egen fuldtids-låsesmed.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.