Kroppen skal spille optimalt hvis man skal klare sig blandt verdens allerbedste atleter. Forberedelserne har været i gang i årevis, men når OL rykker rigtig tæt på, øges fokus på at holde sig fri for skader og få de små vigtige detaljer på plads.

Tiden tæller altid ned hvis man er eliteatlet – der er altid en konkurrence eller et stævne forude. Alligevel er noget anderledes lige nu. For OL, som i stort set alle sportsgrene er det ultimative mål, foregår kun hvert fjerde år, og hvis du misser det, er der dermed også fire år til du – måske – kan få en chance igen.

Atleter i hele verden er her og nu i gang med slutspurten på mange års forberedelse til den præstation, som for nogles vedkommende på blot få sekunder skal omsættes til sejr eller nederlag. Og lige nu er vi så tæt på OL 2024 i Paris at selv umiddelbart ubetydelige faktorer kan betyde forskellen. En manglende hundrededel af et sekund på dagen eller en pludselig skade kan betyde alt for om års hårdt arbejde omsættes til en OL-billet eller en plads på sofarækkerne, til medaljer eller ingenting.

Arbejdet med at træningsoptimere og ikke mindst forebygge skader er derfor af god grund højt prioriteret, og for de danske atleter foregår en stor del af det arbejde på Team Danmarks to sportsmedicinske klinikker, en i Brøndby og en i Aarhus.

Forebyggende indsats

På klinikken i Aarhus huserer fysioterapeut Alejandro Martinez Bugge og hans kolleger. Alejandro hjælper topatleter fra så forskellige discipliner som atletik, taek­wondo, sejlsport og cykelsport med at ­holde skader fra livet, og få dem tilbage i gamet hvis skaden er sket.

Så vidt muligt tjekker atleterne med ­jævne mellemrum ind til en snak om hvordan det går, så eventuelle skader optimalt kan tages i opløbet.

– Mange rejser dog meget og har mange konkurrencer, så ofte er det desværre først når det er gået galt, at jeg ser dem. Min ­primære opgave er så at få dem så hurtigt som muligt tilbage, for skader sætter dem bagud med træningen, fortæller Alejandro, som også arbejder sammen med Team Danmarks træningsfysiologer om at optimere de enkelte atleters træning.

At den skadesforebyggende tilgang kan have en afgørende betydning, er der ifølge Alejandro ingen tvivl om.

– Et godt eksempel er orienterings­løberne. Da jeg i sin tid startede i Team Danmark, var der virkelig mange ankel­skader blandt løberne. Det er forståeligt, fordi de løber uden for stierne og let kan vrikke om på foden. Efter at have testet ­løberne kunne jeg se at de manglede basal styrke omkring deres ankelled, akilles­sener og læg. Vi igangsatte regelmæssig styrke­træning og stabilitetstræning omkring fodleddene – og i dag vrikker meget få af dem om, og hvis de gør, kommer de
hurtigt tilbage.

En hårfin balance

Alejandro bekræfter at der i tiden op mod OL er en stigende intens stemning i miljøet.

– I princippet er mit og atleternes arbejde ikke så meget anderledes end resten af tiden, men det er klart at der er mere pres på at få folk klar. Vi presser citronen lidt ekstra, fx i forhold til helingstiden, fordi de er nødt til at være i den bedst mulige forfatning når de kommer til Paris. Er der en skade, og er vi for langsomme i progressionen af deres genoptræning, kan det betyde at vedkommende præsterer under niveau i Paris – eller slet ikke kommer med. Presses citronen omvendt for meget, stiger risikoen for at skaden bliver værre eller kommer igen. Så det er en hårfin balance, forklarer han.

Både træner, fysisk træner og læge er med ind over hvis der er svære beslutninger der skal tages, men i sidste instans er det altid atletens egen beslutning. Som fysioterapeut er det så Alejandros opgave at beslutningen tages på et veloplyst grundlag.

– Fire år er meget lang tid i elitesport, hvor man, alt efter disciplin, kun har et begrænset antal år at toppe i. Og især i sidste del af karrieren bliver nogle mere risikovillige for at opnå deres mål, fortæller fysioterapeuten.

Med kun uger tilbage før OL-faklen tændes i Paris er intensiteten altså i top. Men kan man overhovedet nå at ændre noget?

– Grundstenene er lagt mange år tilbage. At blive OL-kandidat kræver mange års træning, konkurrencer og erfaring, og at opbygge en god motor tager adskillige år. Så når vi kommer tæt på OL, handler det i høj grad om at holde sig fri for skader – og så er der detaljer man kan forsøge at optimere for at opnå den sidste brøkdel af et sekund eller det lille ekstra power i et kast eller svømmetag.

Lasse kan slå dansk medaljerekord

Et af Danmarks helt store medaljehåb er ­cykelrytteren Lasse Norman Leth. Han er indehaver af hele to OL-guldmedaljer – en i omnium fra 2012 og en i parløb fra 2021
– og med i alt fem OL-medaljer tangerer han den danske OL-medaljerekord, som han kan slå hvis han kommer på podiet i Paris i år.

Lasse blev i januar far for første gang, da hans kone, Julie Norman Leth (som også er cykelrytter og tidligere OL-medalje­vinder), fødte sønnen Alfred.

– Situationen er ændret for Lasse i år. Dels har han skiftet hold og sportsligt fokus, og er derfor mere hjemme i Danmark, hvor vi kan følge ham mere tæt end vi plejer – hvilket er en stor fordel. Og dels kan det at have en baby i huset ikke undgå at indvirke på hans træning. Søvnen bliver påvirket i perioder, og det bliver mere udfordrende at holde en fast plan, fordi man fx ikke bare kan forvente en times afslapning midt på dagen uden afbrydelser. Det kan tære på kræfterne, og derfor er Lasse og hans træner i perioder nødt til at justere på træningsmængden, så kroppen ikke ­siger fra, siger Alejandro.

Målet er at 32-årige Lasse skal deltage i 4000 m forfølgelsesløb plus det legenda­riske parløb med Michael Mørkøv.

– At cykle 4000 meter, i hvad der ligner én lang sprint, kræver en motor der kan holde til at du hele tiden ligger på grænsen af hvad du formår. Det gør ondt i hele kroppen når du skal fastholde en høj kadence længst muligt uden at tabe fart. Det er ikke for sjov, påpeger Alejandro.

Derfor er der også mere muskelfylde på banerytterne end på en typisk landevejs­rytter som vi kender dem fra fx Tour de France.

– Men samtidig må de ikke veje for ­meget, for det sænker farten, forklarer Alejandro, og uddybder:

– Muskler og styrketræning er vigtigt for at være udholdende på banen, men en for stor muskelmasse kan hæmme hastigheden på cyklen. Derfor skrues der op og ned for antallet af ugentlige styrketræninger henholdsvis timer på cyklen. 

Fit for fight

Banecykling foregår altid kun én vej. Rundt og rundt. Det betyder at der stilles forskellige krav til højre og venstre side af kroppen.

– Rytterne sidder konstant på indersiden af cyklen, mens de påvirkes af centrifugalkraften i mange timer sammenlagt, og det kan nemt føre til en ubalance i kroppen, siger han.

Derfor er en af de ting Alejandro og ­Lasse kontinuerligt arbejder med, at Lasse ikke spænder op i den ene side og bliver låst og stiv i sine bevægelser – og at han dermed kan køre så afslappet som muligt.

Lasse arbejder også målrettet med at opretholde en god bevægelighed. Baneryttere har nemlig brug for at have fri bevægelighed i hofte, fod og knæ, fortæller Alejandro. Den fastlåste foroverbøjede stilling på cyklen kan desuden let føre til stivhed i nakke, lænd og brystryg, og også skuldrene skal være mobile, så rytterne kan sidde med ­armene i den såkaldte aerodynamiske ­position på cyklen.

– Vi går meget op i at få rettet rytterne ordentligt ud efter træning, så de ikke e­nder som duknakkede og krumryggede, siger Alejandro.

Rytterne har vænnet sig til den anstrengende stilling på cyklen gennem mange års intensiv træning, men hvis de har holdt pause fra træningen, fx pga. skader, må de langsomt tilvænne kroppen til cyklingen igen. Derfor er det også altafgørende efter en skade at komme tilbage på cyklen så hurtigt som overhovedet muligt, så de ikke skal starte for meget forfra.