Aktive fridage: Vinterferie stemning i Danmark

Tekst: Redaktør Marianne Nørup

Foto: colourbox, Kommandørgården, Martin Jørgensen

Hvis budgettet eller temperamentet ikke er til skiferie, er det let at dømme begrebet aktiv vinterferie ude. Men tøv en kende – der er faktisk muligheder. På Rømø kan en enkelt weekend fx forvandle sig til en mini-vinterferie med familieridetur, østers-plukning i Vadehavet, legeland og svømmeture.

I mit hoved er kroophold noget med folk i deres bedste alder der spiser en masse god mad, drikker øl, snaps eller rødvin og får sig en svingom lørdag aften til hammond- orglets forudsigelige toner.

Hyggeligt. Men ikke oplagt noget for en børnefamilie!

Men det var faktisk sådan scenariet var på Kommandørgården på Rømø da vores lille familie besøgte den, den sidste weekend i november. Blot var der også en masse andre muligheder som råbte på at blive brugt.

Vi har denne vinter hverken budget til sydens sol eller sneklædte fjelde eller alper. Men vi ville alligevel gerne lidt hjemmefra med ungerne og opleve noget aktivt sammen. Danske ”tropiske” badelande er ikke lige os, og sidste vinter var vi på museumsoplevelsestur i København, hvilket bestemt var fint, men det havde ikke det der helt særlige der opstår når man er fælles om fysiske oplevelser.

Det var derfor med store forventninger vi fredag eftermiddag drog vestpå og sidst på dagen bogstaveligt talt kørte gennem havet ud til Rømø, for at tilbringe et par dage på Feriecentret Kommandørgården, som er et meget stort foretagende, der kan huse utallige gæster. Men ikke mindst er der en lang række muligheder for at holde aktiv ferie. Mange af dem ganske vist baseret på sommervejr – og vejrudsigten denne weekend var horribel!

Men præcis som når man tager på skiferie, havde vi – med udgangspunkt i at der som bekendt ikke findes dårligt vejr… – pakket det varme, praktiske tøj og stoppet vanter, huer, overtræksbukser, lag-på-lag-tøj osv. i en stor kuffert.

Ild i pejsen

Vi havde valgt en hytte frem for et familieværelse i hotelafdelingen, og ilden knitrede lystigt i brændeovnen da vi låste os ind i miniaturehuset, som var meget komprimeret, men med alt man havde brug for. Inklusiv udsigt til vandet og den barske natur.

Vi fik fluks fundet badetøjet frem, så vi kunne nå en tur i det lille indendørs badebassin inden middagen. Poolen ligger i et hus for sig, hvor også hotellets wellness-afdeling holder til. Og som min datter konstaterede, så har det aldrig været så nemt at gå i svømmehal – vi var de eneste gæster, omklædningsforholdene var fine, og det lille bassin indbydende. Det er meget langt fra et badeland (der findes store udendørs bassiner til sommerbrug), men helt okay til et dyp. Og således forfriskede stillede vi en times tid senere op i hotellets store restaurant. Weekendpakken indbefattede en treretters menu den ene aften og stor buffet den anden. Begge dele var yderst lækkert og ”pakket ind” i god stemning, ikke mindst takket være det søde og imødekommende personale.

Familien til hest

Efter et dejligt morgenmåltid næste morgen kom vi til weekendens mest imødesete højdepunkt, rideturen fra Kommandørgårdens Islændercenter. Det er sjovt at prøve nye ting, og det bliver ikke mindre sjovt når noget er nyt for både børn og voksne. I dette tilfælde havde vores datter på 11 år dog et forspring, da hun er hestepige og har redet i halvandet år. Vi andre – vi to voksne og vores søn på 9 – ved dårligt hvad der er for og bag på en hest.

Rideturene foregår sådan at man selv er med til at gøre hestene klar. Så vi striglede, børstede og sadlede op – og fik undervejs en fornemmelse af hestene, som godmodigt fandt sig i vores famlende tilgang. For på begynderturene er hestene heldigvis rolige og har – som min mand bemærkede – både automatgear, autopilot og GPS. Og sædevarme! Vi fik dog en ganske kort introduktion i hvor ”rat”, ”bremse” og ”gear” kunne findes på hestene, og så var det ellers op på islænderne og afsted i en række efter rideguiden. I starten med lidt kriller i maven, men det viste sig som nævnt hurtigt at hestene næsten kunne selv. Først i skridtgang, hvilket jeg hurtigt lærte at nyde, for selvom islændere måske ser små ud, så er udsigten god fra toppen af dem, og jeg nød at det var dem og ikke mig der måtte skridte gennem de ofte plørede veje og stier. I korte perioder gav guiden tegn til ”tølt”, hvilket betød at hestene skruede op for tempoet. Jeg har altid hørt at tølt er en fantastisk gangart, fordi man sidder stille og roligt i sadlen mens hesten suser af sted under en, så jeg var noget overrasket over at opleve mig selv bumpe rundt på sadlen og febrilsk klemme lårene sammen for ikke at tilte af i svingene. (Jeg fik bagefter at vide af min datter, at det var fordi jeg ikke havde tøltet, men travet!) Men det lykkedes mig dog (undertiden) at komme ned i en mere behagelig position og – næsten – nyde farten.

Fantastisk ridetur

Vi red gennem krat og forblæste landskaber ud til stranden. En smuk tur og en stor oplevelse, ikke mindst da vi en overgang red gennem vandet, på et tidspunkt så dybt at vandet nåede op til stigbøjlerne.

Vejret var os nådigt – vi fik et par dryp, og vinden gav turen ekstra kolorit, men ingen af os frøs overhovedet (hurra for god indpakning!).

En ulempe ved at ride på række er at det er svært at snakke sammen undervejs, og specielt ærgrede det mig at jeg ikke kunne holde mere kontakt til vores søn, som både før og under turen var ret nervøs. Under hele rideforløbet ville en del mere opmærksomhed og indlevelse fra rideguiden bestemt have været ønskværdigt.

Efter at have sadlet hestene af og lukket dem på fold gik vi hjem – med ømme lårbasser og bagdele, men også en helt særlig oplevelse rigere. Vi har talt om den flere gange senere, og selv vores søn følte – efter der lige var gået et par timer – at det var en stor oplevelse.

Afslapning og nydelse

Efter en hurtig håndmad var det tid til ”after-ride”: massage i wellnesscentret for min datter og mig, mens far og søn tog endnu en svømmetur. Bagefter var det min mands tur til at komme under massørens kyndige hænder; og klokken 15 stod vi alle klar til næste højdepunkt: Det sønderjyske kaffebord. Dette var set frem til med stor fryd af ungerne, og der ventede os da også et imponerende stort udvalg af torter, kager, lagkager og andet lækkert.

En hel del sødere kæmpede vi os en time senere gennem mørket og den tiltagende blæst hjem til vores hyggelige hytte, hvor den stod på kortspil, læsning og udflydning. Det var helt uvirkeligt at klokken kun var 16 lørdag eftermiddag, for det føltes som dagevis siden vi tog hjemmefra. Vi NØD at have tre hele timer til os selv hvor der hverken skulle købes ind eller laves mad; og efter middagen væltede vi dejligt trætte omkuld i de to dobbeltsenge.

Max udnyttelse

Næste dag stod turens to sidste indslag på programmet: en vadehavstur med naturguide (”pluk østers”-tur) og et besøg i Kommandørgårdens store udendørs legeland. Men ak, der var orkanvarsel, turen blev aflyst og Legelandet holdt lukket. Super ærgerligt, for vi havde glædet os meget til østers-turen. Men det var bestemt ikke med følelsen af skuffelse at vi kørte hjem, for vi følte vi havde nået rigtig meget på én weekend! Oven i købet var vi hjemme ved frokosttid og fik det meste af en dag til hjemmesysler og omstilling.

Vores hypotese om at man sagtens kan holde aktiv udendørs vinterferie/fridage i Danmark, uanset vejret, holdt ikke hundrede procent. Men på den anden side kan lifterne også lukke i alperne pga. snestorm eller tåge.

Og et par timer indendørs foran pejsen er altså heller ikke at foragte.

Aktive vinterfridage
I vinterhalvåret kan I købe ophold på danske kroer og feriecentre væsentligt billigere end i højsæsonen, og der er rigtig god plads! Vil I gøre opholdet aktivt, så vælg sted efter hvilke aktiviteter der udbydes. Tjek fx www.feriecenter-siden.dk, www.dayz.dk, www.danland.dk og
www.skallerup.dk. Prøv at udfordre jer selv med noget nyt – ridning, orienteringsløb, bowling, strandsejlere, golf osv. 

Vil I kun af sted en weekend, kan luksusudgaven med fuld forplejning være skønt, mens I kan gøre det ekstra billigt (uden for uge 7 og 8) i hytter/lejligheder med selvforplejning; også en hel uge.

Priseksempel fra Kommandørgården:
Weekendophold m. sønderjysk kaffebord, middag, natmad, brunch, vadehavstur og fri adgang til pool: 1 overnatning: 945 kr. pr. person, 2 overnatninger: 1495 pr. person. Børn 4-13 år halv pris, u. 4 år gratis.
www.kommandoergaarden.dk


OBS: Artikler fra Krop & Fysiks arkiv opdateres ikke

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.