Blink, blink! Sådan slipper du for tørre og irriterede øjne!

Tekst: Marianne Nørup, journalist, i samarbejde med Indeklimaportalen.dk

Foto: Shutterstock

20-40 procent af medarbejderne i kontormiljøer oplever kløe og irritation i øjnene. Et godt råd er at blinke mere! Og så er der meget at hente ved at kigge indeklimaet efter i sømmene.

Tørre, trætte øjne, der klør eller svier, er et problem for mange danskere, ikke mindst hvis man har et arbejde hvor man skal koncentrere sig og samtidig fokusere på skærm gennem længere tid. Europæiske undersøgelser angiver at mellem 20 og 40 pct. af medarbejderne i kontormiljøer oplever kløe og irritation i øjnene. Især i vinterhalvåret. Øjenirritation er ikke bare ubehageligt for den enkelte; en ny dansk videnskabelig artikel viser at tilstanden også spiller ind på vores arbejdseffektivitet.

Øjengenerne kan i høj grad forebygges eller helt elimineres gennem et bedre indeklima. I lokaler med et perfekt indeklima skønnes det at blot ca. 10-20 procent oplever øjenirritation, og i det tal skal man indregne overlap, idet mindst 5 procent af befolkningen har deciderede øjenlidelser som ikke skyldes omgivelserne.

Mange årsager

Der er flere årsager til øjenirritation. Tør luft, varme og træk udtørrer øjnene. Dårlige lysforhold, kemi i luften og støv kan forværre irritationen, det samme kan skærmarbejde, fordi det får os til at blinke mindre. Desuden bliver vores øjnes beskyttende tårefilm mindre stabil med alderen.

Tørt og varmt indeklima udtørrer øjnene

Tørre øjne er blandt de vigtigste årsager til irritation og træthed. Øjet er udstyret med en naturlig regulering af fugtigheden, og når det er varmt, vil de temperaturfølsomme nerver producere mindre tårevæske, fortæller tidligere professor i indeklima, dr.med. Peder Wolkoff fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), som er forfatter til den nye nøgleartikel.

Det er en effektiv mekanisme udendørs, hvor luften bliver mere fugtig når temperaturen stiger, men i et ventileret og opvarmet indeklima følger luftfugtigheden ikke nødvendigvis temperaturen. Om vinteren kan den tilførte udeluft være meget tør – samtidig med at den bliver varmet op. Er den tørre luft over 23 grader, falder produktionen af tårevæske, mens den lavere fugtighed i luften øger vandtabet fra øjet. Det gør hurtigere øjnene tørre og irriterede. Udfører man samtidigt intensivt arbejde ved skærmen, vil situationen forværres yderligere, forklarer professoren. En række indeklimafaktorer, som eksempelvis træk, kan ligeledes forværre stabiliteten af tårefilmen.

Holder man temperaturen på omkring 21 grader og en relativ fugtighed på 40-50 % og undgår træk, vil generne på slimhinderne til gengæld reduceres, råder Peder Wolkoff. Det er også tilrådeligt at holde holde lokalerne rene og være opmærksom på kemikalier fra eksempelvis printere, møbler mv., for hvis luften indeholder visse kemiske stoffer og støvpartikler, øges risikoen for irriterede øjne, tilføjer han.

Skærmarbejde giver tørre øjne

Når vi læser eller arbejder koncentreret ved en skærm, blinker vi omkring en tredjedel mindre end ellers. Dermed bliver øjets overflade ikke smurt med tårevæske så tit, og øjet udtørres hurtigere. Her hjælper det at holde hyppige mikropauser, hvor man ser længere væk fra skærmen – for eksempel ud gennem et vindue.

Skærmens placering betyder noget for hvor meget vi åbner øjenlågene. Jo mere øjet er åbent, jo hurtigere kan det udtørre. Skærmens overkant skal gerne være placeret cirka 10-30 grader under øjenhøjde, så vi kigger lidt nedad, påpeger Peder Wokoff.

Personlige forhold

Jo ældre vi bliver, jo mere tilbøjelige er vi til at få irriterede øjne, og midaldrende og ældre kvinder rammes oftere end andre, viser statistikker og undersøgelser. Desuden ændrer øjenmuskulaturen sig med alderen, og vi kan få behov for skærmbriller. Og endelig kan brug af makeup, visse typer medicin eller kontaktlinser forværre tårefilmens stabilitet og øge øjenirritationen.

Blink til din kollega! Sådan undgår du øjenirritation


Indeklimaet

  • Undgå for høje temperaturer – især om vinteren når luften er tør. Helst under 23 grader.
  • Undgå træk
  • Rummet bør have en relativ luftfugtighed på 40-50 pct.
  • Hold arbejdspladsen ren – især skrivebordene
  • Lad nyt inventar afgasse udenfor eller i et rum uden medarbejdere
  • Placer kopimaskiner og printere i rum uden medarbejdere
  • Undgå fugt og skimmelsvamp
  • Indretning af computer-arbejdspladsen
  • Placer computerskærmen så øjet skal se lidt nedad. Det hjælper ikke blot øjnene, men også nakken.
  • Placer ikke skærmen for tæt på ansigtet. Placer den, som tommelfingerregel, i en strakt arms længde.
  • Anvend en bogstavstørrelse der føles behagelig
  • Placer skærmen væk fra kraftige lyskilder, fx vinduer. Nethinden kan have svært ved at tilvænne sig den rigtige lysstyrke ved ekstreme lysforskelle.
  • Undgå at lys spejler sig i skærmen.

Gode vaner for øjet

  • Giv ofte øjet en mikropause á ½-1 minuts varighed. Se langt, så øjet slapper mere af. Kombiner pauserne med blinkeøvelser.
  • Fordel arbejdet så du ikke sidder hele dagen foran computeren
  • Vælg øjenmakeup af god kvalitet
  • Rens dine kontaktlinser grundigt, og undgå at sove med dem. Vælg linser der øger tilførslen af ilt til øjet, eller brug briller en enkelt dag om ugen.
  • Hold øjenlåget rent og massér øjenlåget med rene fingre. Undgå at gnide øjet.
  • Begræns om muligt brugen af vanddrivende midler
  • Undgå kunstige tårevæsker med konserveringsmidler, benyt øjendråber uden konserveringsmidler
  • En kost med omega-3 fedtsyrer er god til at stabilisere tårefilmen
  • Bliv tjekket for evt. øjensygdom

Kilder: Dr.med. et lic.scient. Peder Wolkoff. Indeklimaportalen.dk.  ”Dry eye symptoms in offices and deteriorated work performance – A perspective”, Building and Environment 172 (2020):106704. Miljø og sundhed, http://miljoogsundhed.sst.dk/

Læs meget mere om indeklima på www.indeklimaportalen.dk

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.