Hvor langt vil man gå for sin passion? For Morten Ankerdal er svaret: Meget langt. Han lever og ånder for sporten. Så meget at kroppen samler på skader fra fodbold, håndbold, tennis og badminton, privatlivet har været ofret, og det mentale helbred konstant bliver presset til det yderste for at dække vigtige sportsbegivenheder.

Et liv drevet af sport. Det har altid været sportsjournalist Morten Ankerdals største drøm. Men hans forestilling om hvordan det liv skulle udfolde sig, har ændret sig. Som barn gik han til fem sportsgrene på én gang. Han var god til badminton og fodbold. Tennis og håndbold var han heller ikke helt dum til. Og bordtennis var også meget sjovt. Det der med at fokusere på én ting faldt ikke helt naturligt. Men hvis han skulle blive professionel sportsmand, vidste han at det krævede dedikation til én sport. I hjemklubben Brøndby blev han tvunget til at vælge, og det blev badminton.

Morten Ankerdal nåede dog aldrig helt i mål og måtte søge andre veje. På sidelinjen stod Mortens far. Han havde også valgt sport som karrierevalg – men på den anden side af banen. Han var nemlig sportsjournalist. Alligevel var det ikke noget som inspirerede Morten. Som alle andre unge skulle han ikke være som sin far, og han søgte i stedet ind på jurastudiet, indtil han også måtte kaste håndklædet i ringen her. For han trivedes aldrig i det.

– Jeg er opdraget til at gøre ting færdig, så det var et stort nederlag for mig og et knæk på selvtilliden, fortæller han.

Nysgerrigheden flyder i årerne

Morten prøvede igen nye udfordringer og rejste til Val Thorens som skiguide. En uge efter stod han som leder og havde ansvar for 2.000 gæster.

”Dit liv, Morten, skal handle om mennesker,” tænkte han. Han søgte ind på journalisthøjskolen, men blev ikke optaget, og guideeventyret måtte fortsætte. I foråret 1998 opstod en ny mulighed. En chance, der omsider satte kursen for fremtiden. TV2 TekstTV manglede en journalist på sporten til en tre måneders ansættelse. Tre måneder som ændrede alt. Pludselig var Morten en del af en redaktion bestående af andre nysgerrige hoveder med samme passion for sport som han selv.

– I mit barndomshjem kom der fem aviser ind ad døren hver dag, og der var jævnligt tyske journalister der ringede til min far. Det var et helt særligt miljø at vokse op i, og da jeg sad blandt de andre journalister, gik det op for mig, hvor meget den nysgerrighed på verden lå dybt i mig, siger Morten.

Jeg er en klassisk sportsnørd, som har slidt min krop op i 50 år. Jeg har været nådesløs, men det har været det hele værd, fordi jeg har elsket det.

Grib chancen og tag konsekvensen

Halvandet år senere blev Morten ansat som journalist på TV2 Sporten. Han knoklede så meget at arbejdet fortsatte om natten i hans drømme.

– Jeg opgav alt omkring mig. Jeg ville bare det her hundrede procent.

Morten boede i København, men TV2 lå i Odense, så han mistede sin daværende kæreste, og badminton rykkede også ned i anden række. I 2001 tog han et helt særligt fravalg, da hans søster blev gift. Samme dag som brylluppet var der semifinale i en badmintonturnering, som han med kort varsel havde fået mulighed for at kommentere. Kampen skulle slutte 15:50 i Farum, og vielsen startede 16:00 i Gladsaxe. I forvejen et optimistisk sats. Kampen endte med at gå en time over tid, og Morten måtte troppe op senere til festen, uden at have set sin søster sige ja til sin mand.

– Jeg var toastmaster, så det var ikke en fed følelse. Det gav dårlig stemning i familien fordi jeg i situationen ikke fortrød mit valg. Fordi jeg ikke havde journalistuddannelsen, mente jeg at jeg skulle gribe de chancer der kom. I dag er jeg ked af det valg, fortæller han.

Mortens børn, Emilie på 19 år og Mikkel på 17 år, har også mærket at have en far med en travl karriere.

– Jeg har været nødt til at tilsidesætte mange fødselsdage. Der er mange oplevelser jeg ikke har fået, som andre forældre får. At være sportsjournalist er hårdt for privatlivet, vi arbejder når andre har fri, siger han.

Men det hårde arbejde har betalt sig. 2008 blev Mortens gennembrud. Her vandt det danske herrelandshold for første gang EM i håndbold.

– Jeg kan ikke tage ansvar for den sejr, men alligevel bliver jeg kædet sammen med det, og det har siden defineret mig som studievært, siger han.

Nådesløs sportsnørd

Selvom karrieren har betydet at Morten Ankerdals egne sportspræstationer måtte nedprioriteres, er de ikke lagt helt på hylden. Langt fra.

– Jeg er en klassisk sportsnørd, som har slidt min krop op i 50 år. Jeg har været nådesløs, men det har været det værd, fordi jeg har elsket det. Jeg er en af de der midaldrende mænd som spiller padeltennis, selvom min krop i virkeligheden ikke kan holde til det. Håndboldlandsholdets fysioterapeut ryster på hovedet ad mig over det, griner han.

Golf, styrketræning og cykling er også en del af hverdagen. Cyklingen begyndte han på i 2013 efter anbefaling fra en fysioterapeut, fordi antallet af skader havde hobet sig op.

– Cykling er den eneste sportsgren hvor jeg kan presse mig selv uden at få mén af det. Hvis jeg kørte mig selv helt ud på samme måde på et løbebånd, ville jeg have ondt en hel uge efter, fortæller Morten.

Skavankerne

Morten Ankerdal er opereret i menisken i begge knæ, har bruskskader i knæene og har ødelagt et ledbånd. Det hele som resultat af de dedikerede år med badminton og tennis. Det ødelagte ledbånd spillede han dengang videre på og har efterhånden vrikket rundt så mange gange, at mobiliteten i ankelleddene er dårlig.

– Min kone er nok lidt træt af at jeg render til behandling hele tiden. Jeg har været til mange fysioterapeuter, lyder det med et glimt i øjet.

Gennem sine mange behandlingsforløb har han blandt andet fået elastikog vippebrætsøvelser med fokus på balance og mobilitet. Han har også styrkeøvelser i det lokale fitnesscenter til den store lårmuskel, så den kan aflaste de svækkede knæ. Core, ryg og skuldre er også i fokus i træningen – blandt andet fordi Morten har nogle lændehvirvler som sidder tæt.

– Når jeg er hjemme, er det nemt at få passet min træning, men på farten er det svært. Når jeg dækker mesterskaber, er arbejdspresset så stort at jeg ikke får sovet ret meget, og så forsøger jeg at presse en times træning ind hver dag, så jeg kan holde mig kørende, siger han.

Morten tænker også en del over hvad han putter i munden. Det høje aktivitetsniveau har betydet at han altid har kunnet spise hvad han ville, uden det kunne ses på kroppen. Men i dag har han fået konstateret colitis ulcerose – en betændelsestilstand i tyktarmen, som betyder at for stort indtag af sukker, mælkeprodukter, hvidt brød, alkohol og rødt kød fører til ubehag, mavesmerter og træthed.

– Jeg har svært ved at slippe rødvin og rødt kød, for det kan jeg rigtig godt lide. Men jeg spiser for eksempel fermenteret havre, som er med til at genoprette tarmfloraen, og min kone er god til at putte mange grøntsager i maden, siger han.

Det er bare sådan jeg er

Det er tydeligt at både Mortens karriere og privatliv bærer præg af en mand som kan lide at performe. Da han bliver spurgt til det, lyder der en lille anerkendende klukken.

– Jeg tænker ikke over det, det er bare sådan jeg er.

– Jeg kan godt lide pres og trives i det. Jeg arbejder i en performancekultur, hvor du hele tiden kan gøre det bedre end du gjorde sidste gang. Når jeg dækker håndboldkampe, siger min kone at jeg ikke er kontaktbar. Jeg tror det er en koncentrationsboble jeg går ind i, hvor jeg sørger for at have styr på alle elementer. For når jeg har det, kan jeg både gå til højre, venstre og freestyle uden at blive væltet ud af kurs.