Det ser så sejt ud når Katniss Everdeen spænder buen og styrer begivenhederne i The Hunger Games. Og det virker så nemt når Robin Hood gør det.
Så da min redaktør spørger: ”Kan du ikke lige prøve bueskydning, og skrive lidt om det?”, er min reaktion begejstring – endelig kan jeg udleve min indre rebel!
Alligevel er det med en vis forsigtighed jeg møder op på den store græsplæne, hvor Vejle Bueskytte Laug træner. I min sommerferie prøvede jeg nemlig at skyde med bue og pil på en vikingelejr, og jeg fik et gigantisk blåt mærke, fra overarmen og ned til mit håndled. Men jeg får lov at låne en armbeskytter, en stor læderlap der holdes fast på min arm med burrebånd, og således beskyttet kaster jeg mig ud i at prøve en recurve-bue, som er den mest almindelige bue og den der bruges til konkurrencer.
På den lange række står jeg blandt børnene og får vejledning af instruktør Kim Bjørumslet, som med sine 25 års erfaring er en af klubbens mest erfarne bueskytter. Vi står med en fod på hver side af snoren, der markerer udskydningsstedet, mens vi sigter på en stor målskive ca. 12 meter væk. Som Tommy Gude, formanden i Vejle Bueskytte Laug, siger med et smil: ”Det er den eneste sport hvor man må overtræde”.
I den anden ende af rækken står de mere seriøse bueskytter og skyder med compound-buer (mere komplicerede jagtbuer), dels på en lille målskive 30 meter væk, dels på nogle mærkværdige terninger, der ligger i græsset 20-30 meter væk. Da jeg får lov at prøve Kims bue, kan jeg slet ikke trække strengen tilbage, og jeg får forklaret at det er fordi buen er konstrueret så den har et langt større træk end recurve-buen, dvs. det kræver langt flere kræfter at trække strengen tilbage. Til gengæld ”låser” den når man er nået ud i position, så man kan bruge kræfterne på at sigte.
Terningerne er mål for det man kalder 3D-skydning. Hver gang en pil hamrer ind i terningen, flytter den sig og ruller rundt. Og efter en runde ligner den et pindsvin med pile stikkende ud fra alle sider. Efter sigende er 3D-skydning den hotteste trend inden for bueskydning i øjeblikket, og der bliver skudt med alle typer buer mod terningerne.
Jeg spænder buen endnu engang. Det er sjovt det her. Jeg kan mærke mit konkurrencegen blive udfordret – jeg VIL ramme, og jeg vil ramme spot on! Men må erkende at her på min første dag ryger en ud af tre pile i jorden under skiven.
Bueskydning er for alle, uanset køn, alder og fysik. På mit spørgsmål om hvilket udbytte man kan forvente af bueskydning, set fra en sundhedsvinkel, er det gennemgående svar at fordi man skal fokusere så meget på mål og teknik, glemmer man alt andet. Aftenens deltagere er slet ikke i tvivl om at det er det koncentrerede fokus der gør at bueskydning er så godt for stressramte, mennesker med ADHD og folk der gerne vil være bedre til at koncentrere sig. Som Laine Hail og Mikkel Knudsen, der begge skyder med langbue, forklarer, så kæmper man med sig selv, og det kræver fokus, disciplin og koordination.
Ifølge fysioterapeut for Team Danmark, Alejandro M. Bugge, er det vigtigt som bueskytte at kunne holde fokus på målet og teknikken, slippe det fokus, for så igen at komme tilbage til fokus, for ellers fører det til mental træthed. Desuden fortæller han at man træner arme, ryg/skuldre og core-muskulaturen, når man igen og igen trækker strengen på buen tilbage. En ting man skal være opmærksom på, er dog at undgå at blive højre-venstre-”skæv”, derfor anbefales det at ind imellem at træne den modsatte side end den man trækker med.
Og ud over mit blålige sommerferieminde er skader sjældne. Oftest er der tale om en overbelastning af skuldre, nakke og håndled, og det kan for det meste klares ved at tilpasse træningsmængde og tage hånd om problemet i tide.
Skiveskydning kan foregå inde eller ude. Man skyder til måls efter skiver og lign.
3D-skydning kan foregå på særlige 3D-baner, som regel i skovområder, hele året rundt. På banen er der opsat 3D-dyr i skummateriale, som der skydes efter på forskellige afstande, afhængigt af alder, buetype og dyrets størrelse
Buetyper
Recurve-bue: Konkurrencebue, som består af tre dele og en streng. Kan tilføjes sigtekorn og stabilisatorer.
Compound-bue: Kompliceret, konstrueret bue, der har en mekanisme der kan låse trækket, så man har mere ro til at sigte. Har et langt hårdere træk end recurve-buen.
Langbue: Oprindelig, mere primitiv bue, der består af et stykke træ.
Målafstand: 12 m – 70 m
Find en klub nær dig på https://bueskydningdanmark.dk – i de fleste klubber er det gratis og/eller uforpligtende at prøve de første gange, og man kan leje bue og pile.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.