Dejlige december – mørke januar

Hvis der er et tidspunkt hvor det berømte danske ord ”hygge” kommer på banen, så er det i december. Julefrokoster, æbleskiver, konfekt, gaver og mange andre ting. Det er jo sådan set fint nok hvis det handlede om et par dage. Som oftest strækker det sig dog fra november til et stykke ind i januar, og så kan man ellers nok nå at få sig et par ekstra kilo på sidebenene, hvis man bare følger med flokken. Det resulterer så i uendelige slankekure fra januar og frem mod badesæsonen.

Kunne man ikke slippe helt uden om alt det besvær? Jo, selvfølgelig! Der er jo immervæk mange der kommer helskindet gennem julehyggen. Og den berømte balance mellem hvad vi indtager, og hvad vi forbrænder, gælder også i december; dvs. lidt ekstra fysisk aktivitet kan give plads i regnskabet til udskejelserne!

Men sagen er at det normalt triste og mørke vejr gør at det ikke bliver til så meget bevægelse som i sommermånederne hvor det er mildt og lyst. Sidste år havde vi heldigvis en masse sne hen over vinteren. Det gav mulighed for langrend og andre udendørs aktiviteter. Min egen mand blev faktisk så vild med langrend at han nu drøner rundt på rulleski resten af året. Det gælder om at finde mulighederne for bevægelse, og det kan være langrend, lange gåture, løb, kælke (det er hårdt at løbe op ad bakken med kælken – specielt med et barn siddende på kælken!). Hvis det er indendørs man er mest til, så har alverdens fitnesscentre, svømmehaller, badmintonhaller etc. noget at byde på.

Kast dig ud i det, så kroppens balance kan holdes gennem julehyggen. På den måde kan du med god samvittighed skeje lidt ud i en periode, for det vigtigste er jo trods alt hvad du spiser mellem nytår og jul og ikke mellem jul og nytår!

Rigtig god fornøjelse og glædelig jul.
 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.