Er løb godt eller skidt for knæene?

Tekst: Christian Barton, fysioterapeut, ph.d. og Senior Postdoctoral Research Fellow, Melbourne, Australien og Ewa M. Roos, fysioterapeut, ph.d. og professor i muskel- og ledsundhed

Foto: Shutterstock

Hos motionsløbere er knæet det mest almindelige sted at få smerter. For nogle, især ældre løbere, kan smerten være et symptom på artrose (slidgigt). Men forværrer løb knæsmerter og artrose?

En undersøgelse fra Canada viser at mange mennesker – herunder sundhedspersonale – mener at løb kan være skadeligt for knæleddene, især for mennesker med knæartrose (slidgigt). En ud af to mener at den gentagne belastning forbundet med løb, især hvis man løber meget ofte eller meget langt, vil fremskynde knæartrosen og forkorte tiden før man bliver nødt til at få indopereret et kunstigt knæled.

Er løb skidt for knæene?

Men er frygten for at løbe understøttet af videnskaben?

Som udgangspunkt nej.

Motion ser ikke ud til at være skadeligt for knæbrusken

Tværtimod er motion vigtigt for bruskens sundhed, fordi motion stimulerer knæets væv og bringer næringsstoffer til leddene. Folk der træner moderat, er faktisk mindre tilbøjelige til at få knæartrose – der ses langt færre tilfælde af knæartrose blandt motionsløbere end hos ikke-løbere. Så man kan faktisk sige at ikke at løbe kan være dårligt for dine knæ.

Imidlertid har professionelle og elite-løbere, der løber meget og med høj intensitet, en højere risiko for knæartrose sammenlignet med motionsløbere, så det tyder på at der sandsynligvis er et balancepunkt, hvor kurven knækker.

Skal jeg stoppe med at løbe hvis mit knæ gør ondt?

Har du allerede knæsmerter eller artrose i knæene, står det endnu ikke klart om det er dårligt for dine knæ at fortsætte med at løbe, og mange forskere rundt om i verden undersøger dette spørgsmål.

Men at fortsætte med at løbe, hvis du kan, vil hjælpe dig med at opnå de mange sundhedsmæssige fordele ved regelmæssig fysisk aktivitet, herunder forebyggelse af mindst 35 kroniske sygdomme, såsom hjertesygdomme, slagtilfælde, type 2-diabetes og depression. Generelt lever løbere tre år længere end ikke-løbere, og fordelene ved at løbe er uafhængige af andre faktorer, såsom alder, køn, vægt, alkohol og rygning. Med andre ord: hvis to personer regelmæssigt røg cigaretter eller drak for meget alkohol, og en af dem var motionsløber, ville løberen stadig leve længere end ikke-løberen.

Tilbage står at løb og anden fysisk aktivitet som udgangspunkt er godt for vores led. Og hvis flere danskere løb, uanset hvor meget, ville det sandsynligvis føre til betydelige forbedringer i vores folkesundhed og levealder. Selv en enkelt gang om ugen er bedre end ikke at løbe – og højere doser af løb fører ikke nødvendigvis til større sundhedsgevinster.

Denne artikel er bragt på TheConversation.com og oversat fra engelsk.

TIPS TIL AT LØBE HVIS DU HAR KNÆSMERTER

Du kan træne sikkert ved at følge nogle simple regler.

1. Hvis du skruer ned for løbevolumen eller intensitet (fx sætter farten ned og/eller undgår at løbe ned ad bakke), mindsker du belastningen på knæene og kan reducere smerterne.

2. Hjælp og vejledning fra en fysioterapeut eller anden kvalificeret professionel kan reducere knæsmerter relateret til løb og andre aktiviteter, også hos mennesker med knæartrose. Den terapeutiske træning vil fx bestå af specifikke øvelser for knæ- og hoftemusklerne.

3. Overvej nøje at ændre din løbeteknik med vejledning fra en professionel. Ændring af din løbestil til at lande på forfoden i stedet for på hælen kan fx mindske belastningen på knæene og afhjælpe de løberelaterede knæsmerter. Det vil dog øge belastningen på anklen, hvilket øger risikoen for at skade andre led og væv. Øget løbekadence (at tage flere, men kortere skridt) eller ændring af kroppens position kan også reducere belastningen på knæet og hjælpe med at reducere smerter.

Søg vejledning hos en idrætsfysioterapeut.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.