Få et afslappet forhold til mad med intuitiv spisning

Tekst: Stine Kjær

Foto: Shutterstock

Lær at lytte til din krops signaler, så du kan nyde maden og spise alt med god samvittighed.

Du beslutter dig for at spise sundt, men så er der kage på arbejde, og du tænker at et lille stykke nok kan gå an. Inden dagen er omme, har du spist en del små stykker kage, og når du kommer træt hjem, tænker du at nu er det med sundheden alligevel ødelagt, og så kan du lige så godt fortsætte med at tømme slikskabet (det slik du havde købt til hvis du skulle få gæster). Du går i seng med ubehag i kroppen og dårlig samvittighed og lover dig selv at i morgen bliver det hele anderledes…

Alle kan lære det

Hvis du kan genkende dig selv i denne historie, så har du samme forhold til mad og søde sager som mange andre danskere. Og måske har du et ønske om at bryde dette mønster og få et mere afslappet forhold til mad. Løsningen kan være intuitiv spisning, som er en metode der træner dig i at lytte til din krops egne signaler, og som tillader dig at spise alt med god samvittighed. Målet er ikke vægttab, men for mange vil der automatisk ske et vægttab i takt med at metoden bliver integreret i hverdagen. For nogle tager det en kort periode at lære det, for andre kan det tage adskillige år – men alle små skridt i denne retning vil formentlig gøre dig mere tilfreds. Alle kan lære det, hvis viljen og lysten er der!

Med intuitiv spisning øver du dig i at mærke hvornår kroppen er sulten, og hvornår den er mæt. Du øver dig også i at kende forskel på forskellige typer sult og grader af mæthed, og måske det vigtigste: du lærer at nyde maden og ikke have dårlig samvittighed.

Mærk din sult:

Hvis du er vant til periodevist at leve sundt, har du sikkert også nogle regler for hvad der er sundt og ikke mindst usundt. Mærker du lysten til noget der – efter din opfattelse – er usund mad, vælger du i stedet noget der – efter din overbevisning – er tilladt, men bagefter er du måske stadig sulten fordi du faktisk ikke fik den mad du havde allermest lyst til. I intuitiv spisning vil du glemme alt om tilladte og ikke tilladte madvarer, og i stedet fornemme hvad din krop har lyst til. Har den lyst til noget sødt eller salt? Noget blødt eller hårdt? Noget flydende eller knasende? I starten kan det godt være at du stadig spiser for meget – men husk at du øver dig i at mærke efter hvad kroppen beder om. Et eksempel: Du har lyst til kagen på arbejdet, men det er ikke tilladt, så du spiser et æble. Du har stadig lyst til kagen, så du tager knækbrød med ost. Kagetrangen vil stadig ikke forsvinde, så du ender med at spise kagen, ærgrer dig fordi du ikke fulgte dine regler, og spiser mere kage, for ”nu kan det være lige meget”. Havde du lyttet til din egen krops signaler og spist kagen i første omgang, havde du sparet kalorier fra de andre madvarer, og du havde undgået den dårlige samvittighed der fik dig til at spise mere.

Mærk din mæthed:

Hvis du er i gang med en sundhedskur, så kan det være du har tilladt dig selv en snydedag. Måske har du slet ikke særligt lyst til søde sager, men fordi alt er tilladt netop i dag, så skal du spise det, og du gør det. Forestil dig nu at alt er tilladt alle dage, blot du øver dig i at mærke hvornår du er mæt, og hvornår du er tilfredsstillet. Kagen fra før kan altså spises hver dag – teoretisk behøver du altså ikke spise til sidste krumme, for den er der også næste gang du får lyst. Måske vil du opleve at fordi det ikke er forbudt, så forsvinder magien, og det er nemmere at mærke efter hvornår du har fået nok. Måske vil du også opdage at kagen ikke bliver ved med at smage lige godt. I hvert fald lærer du at bare fordi du kan, behøver det ikke betyde at du skal. Igen har du sparet kalorier, og måske føler du dig styrket af at have lyttet til din krop.

Hvilken sult mærker jeg?

Sult kan mærkes forskelligt fra person til person. Nogle føler en rumlen i maven, andre bliver fx ukoncentrerede. Og så er der alle de signaler som ikke nødvendigvis føles i maven, men hvor lystentil mad er stor. Optimalt spiser man primært når man oplever denne fysiologiske rumlen-i-maven-sult. Det betyder i praksis igen at du skal mærke din krops signaler – mærker du den rigtige sult, hvor en simpel leverpostejsmad lyder tillokkende, så er det helt fint at spise. Mærker du derimod en lyst til mad, som ikke ligger i maven, og som får dig til at drømme om særlige madvarer, så skal du undersøge hvad dit egentlige behov er. Er du i virkeligheden træt? Keder du dig? Er du trist? Glad? Mange mennesker spiser på følelser, og for nogle kan det blive en uhensigtsmæssig spiral, hvor følelserne dulmes kortvarigt med mad, og derefter kommer skyldfølelsen, og så spiser man mere for at dæmpe dén følelse… Målet i dette tilfælde er i første omgang at blive bevidst om at det er følelser og ikke sult du spiser på.

Bevidstheden alene kan medføre at du spiser i færre tilfælde. Hvis du alligevel spiser, så omfavn at du gjorde noget godt for dig selv. Dette kan du kun hvis du er bevidst om hvorfor du spiser. Efter bevidstheden kan du arbejde med om der er en anden aktivitet der kan give dig samme omsorg for dig selv som maden kan. Måske kan du ringe til en veninde, gå en tur i solskinnet, tage et varmt karbad. Ofte handler det om at gøre noget godt for sig selv, som kan medføre at man ikke behøver at bruge mad som selvforkælelse.

Vær tålmodig

Intuitiv spisning vender sig på denne måde indad mod kroppens signaler, og tager afstand til ydre regler (fx slankekure og sociale normer). Det kan tage lang tid at lære, men når du lytter til din krop, bliver det med dit indre sundhedskompas nemmere at sige ja (og nyde) eller nej (og ikke føle afsavn) til mad.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.