Jeg har hos en fysioterapeut fået konstateret rotator cuffskade efter et fald, og nu har det udviklet sig til en frossen skulder.
Jeg lever med daglige smerter og tager Ibuprofen og Panodil, men intet af det virker desværre, og jeg har fået tilegnet mig mange mærkelige måder at få tøj på, gå i bad osv. I alle daglige aktiviteter må jeg beskytte min arm, for bare den mindste bevægelse gør så ondt. Jeg føler at min læge tror jeg overdriver (det gør jeg IKKE) – hun siger at det skal gå væk af sig selv, og jeg havde en kamp for at få en henvisning til en fysioterapeut.
Mit spørgsmål er: Skal jeg virkelig bare afvente? Jeg forstår ikke hvordan det kan gå i sig selv – jeg kan ikke holde min arm over hovedet, bevæge den ud til siden eller bagud, røre mit hår – den mindste bevægelse udløser et kæmpe jag, og der stråler smerter ned igennem armen.
Jeg har haft problemet siden faldskaden for knap 6 måneder siden, og har modtaget laserbehandling tre gange hos fysioterapeut, som så ikke vil gøre mere før jeg har fået en udredning fra min læge, men den vil min læge ikke give mig.
Hvad er dit råd?
Med venlig hilsen Marlene
Kære Marlene
Tak for dit spørgsmål. Hvis der er tale om en frossen skulder – og det tyder dine symptomer på – så er det et meget varieret forløb, alt efter forskellige faktorer. Der er desværre oftest tale om et længere forløb, men prognosen er som regel god.
Man plejer at opdele frossen skulder i 3 faser:
Første fase er som regel den mest smertefulde. Her bliver skulderen ’stivere’, bevægeligheden indskrænkes, og mange oplever smerter ved diverse aktiviteter og bevægelser. I denne fase er det oftest kun smertelindrende behandling som kan aflaste symptomerne.
I anden fase er skulderen mere stiv, men smerterne aftager. Her vil en fysioterapeut kunne hjælpe med mobilitetstræning og let styrketræning.
Tredje fase kaldes “optøningsfasen”. Her vil du gradvist opleve at din bevægelighed øges, og smerterne reduceres yderligere eller forsvinder helt. Her vil det fysioterapeutiske fokus være på at genvinde fuld bevægelighed, styrke og stabilitet i skulderen.
Det er svært at sætte en tidshorisont på, men oftest er man plaget af frossen skulder i et par år (dog med forskellige grader af påvirkning).
Ud fra din beskrivelse vil jeg anbefale dig at finde en fysioterapeut der i højere grad har din funktion og dine symptomer i fokus. Jeg vil bestemt mene at en fysioterapeut vil kunne hjælpe dig igennem de forskellige faser, så det hele ikke virker så uoverskueligt. Det lyder som om du befinder dig i den første fase, hvor fokus er på smertelindring. Det kan være meget individuelt hvilken slags smertebehandling der hjælper, men jeg synes I skal afprøve lidt forskelligt.
Du ønskes rigtig god bedring herfra!
Venlig hilsen Rasmus
LÆS MERE OM FROSSEN SKULDER HER
Se flere svar fra ekspertpanelet, eller stil selv et spørgsmål, her.
Læs blandt andet:
• Hvorfor skal mit knæ ikke opereres?
• Kan jeg løbe halvmarathon?
• Øm i lænden når jeg løber
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.