Automatiserede robotter kører frem og tilbage og henter, afleverer og stabler kasser. I gulvet er markeret kørebaner og hajtænder, så man kan se hvor man som gående skal stoppe op og tjekke om der kommer en robot kørende, inden man går videre.
Robotterne er en vigtig ressource, men de udgør kun en lille brøkdel af virksomheden Schurs store arbejdsstyrke. Hver dag sørger medarbejdere af kød og blod for konstruktion, tryk og pakning af et utal af emballageløsninger, som leveres til Schurs kunder. I kontorafdelingerne tager medarbejderne sig af projektledelse, design, salg, kommunikation og alt andet uden om. Der er mange forskellige funktioner på arbejdspladsen og både stillesiddende og fysiske arbejdsgange, og blandt medarbejderne støder man jævnligt på fysioterapeut Tina Falk. Selvom hun ikke arbejder direkte med emballagen, er hun alligevel et vigtigt led. Hun holder nemlig øje med medarbejdernes ergonomi og sundhed, og står klar når de har behov for hende.
– Schur har loyale medarbejdere med en høj anciennitet, og familien Schur vil gerne give noget tilbage til dem. Derfor har der altid været et stort fokus på sundhed og trivsel blandt de hårdtarbejdende medarbejdere, fortæller Tina, hvis titel hos Schur er sundhedsmanager.
Schur har tre lokationer i Danmark – to i Horsens og en i Vejle. Her har medarbejderne adgang til et stort fitnessrum med et pænt udvalg af redskaber og maskiner. Derudover kan man booke tid til behandling hos Tina Falk i hendes klinikrum, hvis det bliver vurderet at der er behov for det.
Det var en sej kamp, men nu kan jeg holde til mit arbejde igen. Dennis Sørensen
En af dem der er blevet anbefalet et forløb hos Tina, er Dennis Sørensen, som er supervisor for fabrikkens robotter. Han havde haft smerter i nakke og skuldre over længere tid, og smerterne var blevet så slemme at han ikke længere kunne koncentrere sig om sit arbejde. Hver dag når han fik fri, gik han direkte hjem og sov. For han kunne ikke andet. Ikke engang være sammen med sin familie.
– Jeg var ved at blive depressiv og gav op på mit arbejde. Jeg kunne ikke se nogen fremtid, fortæller Dennis.
Tina startede derfor med manuel behandling af Dennis, i kombination med øvelser for skulder og nakke. Dennis fik også øvelser til at styrke hoften, for han havde en skæv holdning når han bevægede sig. I samme omgang blev han opereret i skulderen, som var blevet slidt.
– Det var en sej kamp, men nu kan jeg holde til mit arbejde igen. Ellers er jeg ikke i tvivl om at det var endt med en langtidssygemelding. Jeg fik hjælp på det sidste hængende hår, fortæller Dennis.
Nakkesmerterne var dog svære at komme til livs. Tina besluttede derfor at tage med på fabrikken for at se hvordan Dennis’ arbejdsgange forgik. Højt oppe hang en skærm med information, som Dennis reelt set ikke skulle forholde sig til, og han mente derfor at han aldrig kiggede på den. Men Tina observerede at han ubevidst registrerede det der skete oppe på skærmen, og det fik ham til at kigge op flere gange og dermed belaste nakken.
– Vi fik fjernet skærmen, så den ikke forstyrrede Dennis. På den måde er det guld værd at jeg er fast på arbejdspladsen, for det betyder at jeg kan spotte nogle uhensigtsmæssige mønstre som medarbejderne ikke selv er klar over, siger Tina Falk.
Dennis er desuden blevet rigtig gode venner med den såkaldte foamroller, der kan massere de ømme triggerpunkter i skulderen. Han træner tre gange om ugen i Schurs fitnessrum, som han kan gå direkte ned i ved fyraften. Når smerterne trækker op igen, booker han en tid hos Tina. Der går cirka 4-6 uger mellem hver behandling, og nu er bare 10 minutter nok til at gøre underværker.
– Det betyder alt at jeg nu ved hvad jeg selv kan gøre for at forebygge at det bliver så slemt igen, siger Dennis.
For Dorte Skovlund Jensen var det en hælspore i venstre fod samt hoftesmerter og snurrende smerter ud i højre ben der fik hende i Tinas retning. Hun er teknisk assistent, og meget af tiden går foran en skærm. Til sidst var smerterne så slemme at hun knap kunne gå til og fra sin kontorstol. Heldigvis blev problemet løst hurtigt. Manuel behandling og træningsøvelser hjalp med det samme, og som sidegevinst har Dorte nu fået sig en meget mere aktiv livsstil med lange gåture og et hjemmetræningsprogram, skræddersyet af Tina.
Jeg var ikke kommet i gang med at bevæge mig hvis ikke jeg havde mulighed for hjælp gennem min arbejdsplads. Dorthe Skovlund Jensen
– Jeg var ikke kommet i gang med at bevæge mig hvis ikke jeg havde mulighed for hjælp gennem min arbejdsplads. Vi får det serveret på et sølvfad. Jeg er blevet meget mere mobil, og alt er blevet nemmere. Det giver mere energi og livskvalitet, fortæller Dorte.
Ud over behandlingen hos Tina er hun også meget begejstret for Schurs mange sociale motionstilbud som fælles gåture, løbe- og cykelkampagner og elastiktræning, igangsat af Tina.
– Det giver noget rigtig godt socialt, hvor vi får et afbræk fra arbejdet og lærer kollegaer at kende fra andre afdelinger. Jeg har inviteret mine kollegaer til elastiktræning hver dag klokken 10, så det popper op i alles kalendere. Et lille prik på skulderen – eller kærligt svirp med elastikken – kan også hjælpe med motivationen, siger Dorte.
Schur har også etableret en gå-rute rundt om fabrikken og tilbyder samarbejde med den lokale svømmehal, en frugtordning og ti minutters elastiktræning hver dag. Det hele er Tina Falk tovholder på, og hun holder hele tiden øje med hvilke andre tiltag der kunne være relevant. For eksempel observerede hun en afdeling der spiste kage mange gange om ugen, og som havde et lavt energiniveau.
– Vi fandt frem til at det var hyggen ved kageordningen der gav dem værdi i løbet af arbejdsdagen. Derfor fik jeg indført en smoothieordning i stedet – så fik de spist mere frugt, og bevarede stadig det sociale element og fik mere overskud, siger Tina.
Hun tager også rundt blandt kollegaerne for at tjekke op på ergonomien. For eksempel har hun bedt nogle af medarbejderne i produktionen om at rotere mellem arbejdsstationerne, så de får mere varierede arbejdsgange, og Tina vejleder dem i hvordan de belaster kroppen mindst muligt. Når nye medarbejdere kommer til, er det en del af indkøringen at få ergonomivejledning hos Tina.
– Hver gang vi etablerer nye tiltag, tager det tid. Det er en proces at få folk ud af komfortzonen, men jeg oplever kun medarbejdere der gerne vil, siger hun.
I en periode var der ekstra travlt hos Schur, og det betød mere overarbejde end vanligt. Det kunne tydeligt ses på Tinas briks, som fik besøg af flere skader.
– Jeg tog en snak med ledelsen om det, og de reagerede med det samme. De er meget lydhøre når jeg kommer med input, siger hun.
Selvom opgaverne er mange og varierede, er Tina ikke i tvivl når hun bliver spurgt til den vigtigste mening med hendes job hos Schur.
– Det er at sikre mine kollegaers sundhed og trivsel, så de er glade for at gå på arbejde. Der er mange af mine kollegaer som har tendens til at gå med problemerne længe. Fordi de kender mig og er trygge ved mig, kan vi nu sammen fange tingene tidligere og undgå sygedage.
Måske netop fordi skaderne bliver taget i opløbet hos fysioterapeuten, bruger Schur sin sundhedsforsikring mindre end andre virksomheder. Og derudover kan arbejdspladsen glæde sig over en høj tilfredshed i medarbejderundersøgelserne og få sygedage.