Gravid på job

Tekst: Marianne Nørup

Foto: Shutterstock, ATP

Mange gravide sygemeldes under graviditeten eller er nervøse for om jobbet har en uheldig indvirkning på deres graviditet. Ofte skyldes det usikkerhed og manglende viden, mener en fysioterapeut, som med succes har startet træning for gravide på en stor arbejdsplads.

Rolig musik fylder det aflange kælderlokale, hvor fire kvinder står på ét ben, mens de efterligner fysioterapeut Charlotte Bowall Hovgaards bevægelser og laver cirkler med det løftede ben. Ser man bort fra deres lidt særprægede positurer, ligner de det de er – helt almindelige medarbejdere som lige er mødt ind på arbejde. Bortset fra at fire maver af forskellige størrelser stikker frem under arbejdstøjet.

Frederikke, Sarah, Ida og Tina krummer sig, strækker sig bagover, drejer og balancerer. Klokken er 8.18, og træningen for gravide medarbejdere hos ATP i Allerød er i gang.

ATP’S INDSATS FOR GRAVIDE MEDARBEJDERE

For nogle år siden blev alle medarbejdere i ATP der havde været gravide eller på barsel de seneste to år, spurgt hvad der havde størst indvirkning på deres generelle velbefindende på jobbet, og på hvad der havde haft indvirkning på om de blev sygemeldt eller ej. Svaret var i begge tilfælde: ’nærmeste leder’ og ’fysioterapeuter’. Undersøgelsen blev startskuddet på en indsats, som, ud over informationsfoldere til såvel ledere som gravide medarbejdere, inkluderede opstarten på gravidtræning i slutningen af 2022, fortæller Maria Vahr Glorvigen, som er HR-Udviklingskonsulent på arbejdspladsen, der rummer knap 3000 medarbejdere fordelt på 8 adresser.

Mange gravide sygemeldes

Her i de gravides fællesskab tæller man i uger og dage. ’13+1 uger’ eller ’22+3 uger’, hører man kvinderne sige til hinanden. Forventning og glæde er heldigvis en typisk følgesvend til en graviditet – men det samme kan bekymringer også være. Og sidstnævnte kan være en af grundene til at mange danske kvinder sygemeldes i løbet af deres graviditet, mener Chalotte Hovgaard.

Der findes ingen opdaterede tal, men den seneste opgørelse, som er fra 2010, har vist at to ud af tre gravide ender med at blive langtidssygemeldt, og at gravide kvinder i gennemsnit havde 48 sygefraværsdage. Blandt de mest almindelige sygemeldinger er lænde-bækkensmerter, plukveer og kvalme.

Graviditet er da også en kæmpe belastning for kroppen, og derfor reagerer den anderledes end man er vant til, forklarer fysioterapeuten.

– Lettere smerter og ømhed er helt normalt, og det er vigtigt at vide at det som regel er helt ufarligt, og at langt fra alle smerter i lænd og bækken er ’bækkenløsning’, som er et fænomen jeg oplever at de gravide er meget nervøse for at få, fortæller Charlotte, som mener at en af hendes vigtigste opgaver er at hjælpe de gravide med at kunne ”sortere i smerterne”.

Læs også: Gravid og på job: Godt at vide

Træning styrker

Kvinderne stiller sig på alle fire, så de runde maver vender ned mod måtterne under dem. De drejer, bøjer og svajer rygsøjlen. Træningen skal gøre de gravide stærkere, mere udholdende og stabile, men varieret bevægelse skaber også tryghed og opbygger en kropsbevidsthed, som er yderst gavnlig, både under graviditet og fødsel og når de har født, påpeger Charlotte Hovgaard. –

Når man er gravid, ændrer kroppen sig på mange måder. Blandt andet flytter kroppens tyngdepunkt sig, hvilket typisk fører til at den gravide ændrer holdning – hun læner sig måske lidt bagud for at modvirke tyngden af den voksende mave, og det gør så at hun svajer mere i lænden end ellers. Samtidig kan de spændinger i nakke, skuldre eller ryg, som man måske har haft i forvejen, forværres, og man kan komme til at vralte. Vralten sker typisk fordi man, på grund af den ændrede vægtfordeling, ’glemmer’ at bruge ballerne, forklarer fysioterapeuten.

De graviditets- og hormonrelaterede ændringer i kroppen kan desuden i sig selv give ømhed og/eller smerter omkring bækken og lænd, og alt det kan, sammen med kendte symptomer som kvalme, træthed mv., få indflydelse på kvindens jobfunktion, alt efter hvad hun laver. Statistikker peger på at kvinder med fysisk krævende jobs har størst sygefravær under graviditeten, men også kvinder med administrativt arbejde bon’er ud i sygefraværsstatistikkerne.

Netop de stillesiddende kontorarbejdere er der langt flest af hos ATP. Her går tilretningen af arbejdsforholdene for de gravide typisk ud på at indrette kontorarbejdspladsen hensigtsmæssigt og sørge for variation, pauser og almen rådgivning.

Jeg har virkelig fået meget ud af det, og har – formentlig grundet gravidtræning – ikke haft nogle gener hverken i ryg, lænd eller bækken siden jeg begyndte med træningen i september.

Træning i arbejdstiden

Hos ATP har medarbejderne i forvejen mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen. Det gør arbejdsugen mere overskuelig som gravid medarbejder, mener Sarah Eichild, som er juridisk konsulent og gravid med sit tredje barn. Sarah var glad da hun så opslaget om træningshold for gravide, for med to små derhjemme er det svært at komme afsted til træning efter arbejdstid.

– Træningen giver også et dejligt afbræk i arbejdsugen, og det er skønt at få bevæget sig, siger hun, og tilføjer at fysioterapeut Charlotte også tilfører træningen en faglighed som de gravide sætter stor pris på.

Pregnant fitness

Rådgivning

Træningen har tydeligvis sat gang i blodomløbet hos kvinderne, men der er aldrig høj puls og masser af sved på panden. Det er et helt bevidst valg, for på den måde kan man deltage i træningen uden at behøve at klæde om eller have brug for at gå i bad efterfølgende.

– Vi ønsker ikke at skabe hindringer for at deltage – som fx hvis man har glemt sit tøj eller ikke synes man kan sætte tid nok af, forklarer Charlotte.

Til gengæld kan kvinderne i forbindelse med træningen få gode råd til hvordan de kan udbygge træningen derhjemme, ligesom de altid kan konsultere hende med individuelle spørgsmål, så eventuelle bekymringer kan tages i opløbet. Fysioterapeuten er tre dage om ugen hos ATP, hvor hun har sit eget kliniklokale, og alle ansatte kan frit booke tid hos hende.

Tina Verdelin er med sine 26 ugers graviditet en af dem hvis flotte mave stikker mest markant ud i rummet. Det er Tinas første graviditet, og hun nyder både træningen og samværet med de andre kvinder, fortæller hun. Til daglig er hun leder af ATP Serviceteam, og Tina har ud over holdtræningen også nydt godt af Charlottes faglighed gennem individuel rådgivning, fordi hun i sin graviditet har haft problemer med sit haleben. Fysioterapeuten har blandt andet givet hende input til alternative måder at sidde på, og hjælp til at variere sit arbejde og få mere bevægelse ind i arbejdsdagen.

pregnant training

God modtagelse

Både Charlotte Hovgaard og ATP’s ledelse oplever at de gravide er glade for arbejdspladsens tiltag. Tilbagemeldingerne fra de gravide lyder blandt andet på at træningen afhjælper deres lænde-og rygproblematikker, og at ’det er fedt at netværke med andre gravide i ATP’. Og så er det en stor fordel at træningen er en del af arbejdstiden:

– Mange har forståeligt nok ikke meget energi tilbage når de har været på arbejde hele dagen. En graviditet tærer jo på kræfterne, og måske har kvinderne i forvejen små børn derhjemme. Så når dagens pligter er overstået, er der ikke altid mere at give af, og så orker de ganske enkelt ikke at træne, siger Charlotte.

Langs væggene i træningslokalet står der stepbænke, bolde, elastikker, ribber og måtter, som giver mulighed for at variere træningen – noget som Charlotte er meget optaget af.

– Nu skal vi lave anti-vralte-øvelsen, siger hun med et grin, mens hun deler små træ-klodser ud. Alle er med på hvad hun mener, og stiller sig på ét ben på hver sin klods, mens de hæver og sænker kroppen. Og efter at have lavet venepumpeøvelser, liggende med fødder og ben i vejret, slutter kvinderne af med at ligge og trække vejret dybt og roligt med dæmpet belysning og beroligende musik.

’Deeejligt’, lyder det i kor fra kvinderne da de bliver spurgt hvordan de har det nu, hvor træningen er slut og de skal ud til deres respektive skriveborde. Frederikke, Sarah, Ida, Tina og deres fire små kommende verdensborgere.

Læs mere: