Daniel Svensson fik 17 år i professionel håndbold før to kræftdiagnoser med få års mellemrum satte en stopper for sportskarrieren. De to kemoforløb har sat sig spor i hans krop, men selvom senfølgerne ikke sådan lige forsvinder, er han fuld af optimisme for fremtiden.

Da Daniel Svensson var 16 år gammel og stod foran et klubskifte, fik han et opkald. Det var håndboldforbundets ungdomsformand i København der ringede for lige at høre hvilken klub den unge Daniel regnede med at lande i. Så ville formanden nemlig seede den klub som nummer ét i den kommende sæson.
– Der indså jeg at jeg nok var ret dygtig til min sport. Indtil da havde det mest været leg for mig, men når de ligefrem ringede fra forbundet, måtte det betyde at nogen havde lagt mærke til mig.

Det havde nogen, og det var der flere der gjorde i de kommende år: Allerede i gymnasietiden fik Svensson sin første professionelle kontrakt, og siden blev det til både udenlandske klubkontrakter og en plads i den danske A-landsholdstrup. Succesen var i hus – lige indtil et fremmedlegeme på halsen pludselig en dag satte håndboldkarrieren på uopsættelig stand-by:
– Under en julepause opdagede jeg to hævelser på min hals, hver på størrelse med en peanut-m&m. De var ikke ømme, generede bare lidt. Da jeg kom tilbage til min tyske klub efter pausen, kunne jeg pludselig ikke løbe. Så startede en udredning, som viste at der var tale om kræft, fortæller den tidligere håndboldspiller.
Diagnosen var et chok. Så meget at Daniel Svensson i starten slet ikke kunne holde ud at kalde det kræft. I stedet instruerede han sin agent i at benævne sygdommen ved dens officielle term ‘Hodgkins Lymfom’ i den pressemeddelelse der skulle annoncere hans pause fra sporten:
– Det betød at alle ringede til ham for at høre hvad det der Hodg-hvaffornoget var, og så måtte han jo forklare at det var en form for lymfekræft. Så jeg lærte ret hurtigt at tale ud af posen og sige ordet ‘kræft’.

Netop åbenheden om sygdommen har – efter det første chok lagde sig – været vigtig for Daniel Svensson. I forbindelse med det første kræftangreb i 2013 lod han en journalist fra Jyllandsposten følge ham og dokumentere sygdomsforløbet, og da han tre år senere på ny blev ramt af cancer – denne gang af en anden lymfekræftform – valgte han selv at tage ordet mere aktivt:
– Jeg oprettede tre Facebookgrupper: en til mit hold, en til min familie og en til nogle venner. I dem kunne jeg dele hvad der skete i behandlingen, og hvordan det gik. Så var folk ligesom informeret uden at skulle spekulere over hvad de nu kunne spørge om og ikke spørge om, forklarer han.
Strategien viste sig ret god, for han har efter eget udsagn ikke mistet et eneste venskab i det langstrakte kræftforløb. Det er ellers velkendt at mennesker der rammes af alvorlig sygdom, kan opleve berøringsangst i omgangskredsen. Og Daniel Svensson kan da også komme i tanke om personer i sit netværk som aldrig blev i stand til at tale om hans kræftsygdom, men det har han ikke noget problem med:
– For nogle kan det være rigtig svært at tackle den der direkte konfrontation med døden. Der er det ikke mit job at pådutte dem følelsen af, hvad dødelighed er. Så med dem snakkede jeg om alt muligt andet – fodbold, politik, hvad som helst – mens jeg tog fat i andre venner hvis jeg havde brug for at lufte ud. Det gør ikke de første til dårligere venner, bare til venner der ikke var et sted i deres liv hvor de kunne tåle at tale om kræft, pointerer han.

Daniel Svensson finder det vigtigt at nedbryde tabuer og fortæller afklaret om både bivirkninger og senfølger af kemobehandlingen. Blandt de første oplevede han foruden velkendte fænomener som kvalme, hovedpine, opkast og diarré også fx et svampeangreb i munden, som betød at han i dagevis kun kunne indtage proteindrikke og suppe. Når det stod værst til, holdt han sig til et mantra om at gennemføre én dag ad gangen uden tanke på den næste.
Vejen tilbage til håndbold efter kemokurene gik over blandt andet en intensiv genoptræning monitoreret af klubbens fysioterapeuter:
– Jeg var så heldig at mit job også var min rehabilitering. I Skjern Håndbold var jeg omgivet af en dygtig, kompetent sundhedsstab, herunder to fysioterapeuter som vidste hvad det kræver at træne elitesportsmænd op fra knæ- og skulderskader. Vi valgte et udgangspunkt der hed at jeg havde haft en skade på min lymfe, og nu var opgaven at få mig og min krop tilbage til at spille håndbold igen, fortæller han.
Missionen lykkedes, men især efter den anden kræftomgang var vejen sej og bumbet:
– Da jeg fik kræft anden gang, måtte jeg have højdosis-kemo, hvilket er virkelig hårdt ved kroppen. Da jeg kom tilbage på banen, var min lungekapacitet helt i bund, og jeg kæmpede også med følelsesforstyrrelser i fingre og tæer. Det medførte dels nogle forstuvede ledbånd, dels at jeg ikke kunne styre mine skud. Det lykkedes at komme tilbage og spille noget god håndbold, men helt som før blev det aldrig. Så efter et år valgte jeg at sige stop, for jeg gad ikke være et ringvrag der fumlede rundt.

Følgerne af højdosis-kemoen kæmper han stadig med. Foruden følelsesforstyrrelser og nedsat lungefunktion døjer han også med rygsmerter og koncentrationsbesvær. Han udfordrer lunger og kondition ved at løbe, men ellers er den tunge træning skiftet ud med yoga og smidighedstræning – inspireret af hans nye kæreste, der arbejder med mindfulness og psykoterapi.
Også på karrierefronten søger han nye veje efter sit exit fra håndbolden. Hvad det skal være, har han ikke helt fundet ud af, og derfor har han hyret en erhvervscoach til at hjælpe sig med at afklare sine kompetencer:
– Selvom min eneste formelle uddannelse er en HH, har jeg masser af konkret erfaring med mig. Jeg kender alt til at manøvrere i gruppedynamikker, hvor en bunke kæmpeegoer skal fungere sammen under højt pres. Det er jeg sikker på at en arbejdsgiver kan bruge. Jeg har haft en del kaffemøder, men det rigtige har ikke vist sig endnu. Der er tid nok, så lige nu nyder jeg bare mit første forår i København i 14 år.

---

Kort om Daniel Svensson

• Født 1982 i København
• Professionel håndboldspiller fra 2000 til 2017. Vandt VM-sølv med det danske U21-landshold i 2003 og har også indgået i A-landsholdstruppen. Har spillet for en række udenlandske og danske klubber og sluttede karrieren i Skjern Håndbold efter to kræftforløb i 2013 og 2016
• Er i dag håndboldkommentator på TV2. Holder foredrag og har skrevet bogen Der er kun dage(med journalist Tonny Vorm) om sine kræftforløb. Ambassadør for Stafet for livetog Cycling for Cancer.
• Deltog i 2017 i Vild med danspå TV2, hvor det blev til en tredjeplads
• Bor i København

---

Læs også:

Motion kan hjælpe både krop og psyke når man har kræft

Kvinder træner sig videre efter kræften