Hvordan kommer jeg i gang med at leve sundt?

Af Mette Jacobsen

Jeg lever et ”almindeligt” travlt liv med arbejde og halvstore børn. Vi spiser nogenlunde almindeligt, tror jeg, og får nok ikke motioneret nok – det har aldrig rigtig sagt mig noget. Jeg læser ofte om sund mad og sund livsstil, og vil med min fornuft gerne i gang med at leve sundere, både for mig selv og min familie. Men det virker totalt overvældende. Der er så mange ting man skal tænke på, og det virker helt uoverskueligt. Også fordi der er så mange bøger og artikler som hver især prædiker forskellige veje, og alt i alt så enormt MANGE ting man skal huske på. Jeg prøver som sagt at følge lidt her og lidt der, men som regel løber det ud i sandet fordi det er så uoverskueligt for mig. Har du et bud på hvordan jeg kommer i gang?
Hilsen Pia

Svar…

Hej Pia
Ja, du har fuldstændig ret i at det prædikes i mange forskellige retninger, så jeg forstår udmærket at du finder det uoverskueligt. Jeg tror det vigtigste for dig er at have et par overskrifter for at få projekt sundhed i gang. Det kunne se således ud:
 

Søvn: Meget vigtigt med ca. 8 timers søvn for at have overskud til dagen. Samtidig er det ikke ligegyldigt hvornår man sover. Den bedste søvn skulle efter sigende være mellem 22 og 06!
 

Kost: Tænk på tre mellemmåltider ud over morgen-middags- og aftensmad. Gerne gulerødder, groft brød og lign. som mellemmåltider. Laver du fx aftensmad med fars, så riv ekstra grøntsager i. Laver du en dressing, så brug fx fromage frais. Når du har brug for noget sødt, så vælg mandler eller nødder, der har mange gode fedtstoffer, eller tag lidt svesker, som er fyldt med antioxidanter og fibre.
 

Motion: Tænk i bevægelse. Cykl eller gå frem for at tage bilen. Trapper frem for elevator. Gå en rask tur og nyd skoven eller hvad der nu er i nærheden af hvor du bor.

Jeg synes ovennævnte er det vigtigste sammen med glæde. Og glæden kommer jo hvis du har energi og hvis du gør noget du kan lide.

Jeg håber dette kan hjælpe dig lidt. Det er selvfølgelig meget forenklet her, men dybest set handler det om at ovennævnte ikke skal fylde en masse tanker i din hverdag, men blot være naturligt for dig at vælge på den måde.
 

De bedste hilsner Mette
 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.