Hvorfor skal mit knæ ikke opereres?

Af: Leif Skive, praktiserende læge, foredragsholder og forfatter til bl.a. Motions-manualen

Foto: Shutterstock

Jeg faldt for nylig uheldigt ifm. en gåtur, og rev mit forreste korsbånd over. Jeg er nu sat i gang med træning. Jeg er 45 år. Er min alder mon grunden til at jeg ikke bare kan få en operation i mit knæ? Jeg mener det vil være lettere at få det ordnet med en operation, så jeg hurtigt kunne være i gang igen. Og det får alle fodboldspillerne jo i løbet af nulkommafem.

Hilsen Karen

 


SVAR

Der er ikke længere er et alderskriterium som kan stoppe for en operation. Men stigende alder vil i mange tilfælde påvirke sandsynligheden for en succesfuld operation. Succesen er meget afhængig af muskelstyrke, mobilitet og hele den fysiske form før uheldet. Derfor kan en professionel fodboldspiller umiddelbart blive opereret, fordi han er toptrænet og har både muskelstyrke og motivation for genoptræning efter operationen.

Måske har du ikke tilstrækkelig muskelstyrke til at gennemføre den krævende genoptræning efter en operation. Du skriver ikke om du senere skal have en operation, eller om den endelige behandling er optræning. I begge tilfælde er muskeltræning af afgørende betydning.

Man kan vælge at behandle ”konservativt” – uden operation – typisk hvis løsheden i knæleddet ikke er så udtalt, eller hvis patientens evne/villighed til at gennemgå det krævende, mindst 6 måneder lange genoptræningsforløb ikke er så stor. I det tilfælde skal man holde sig fra en operation, fordi træningen efter operationen er af helt afgørende betydning for resultatet. Den typiske komplikation ved ikke at gennemføre træning korrekt er manglende mulighed for at strække knæet helt. I det tilfælde er du dårligere hjulpet end hvis du havde undladt operation. Træningen er nødvendig for at gøre arvævet efter operationen fleksibelt og smidigt.

Læs artikel om korsbåndsskader

En operation er altså ikke bare noget som med et snuptag ordner sagen! Der skal arbejdes for at få et godt resultat.

Endelig er der ved operationer altid en (ganske vist lille) risiko for infektion, årebetændelse og blodpropper. En uundgåelig komplikation ved knæoperationen er følelsesløshed under knæet, idet man er nødt til at skære følenerver over.

Så – der er ingen vej uden om træningen, uanset om du senere skal opereres, eller udelukkende skal behandles med træning. Tag det fra den positive side – du vil opdage alle træningens positive aspekter når du hen ad vejen kommer i bedre form. Hverdagen bliver simpelthen lettere – alle gøremål kræver ikke så stor en del af din samlede energi. Der bliver overskud til andre aktiviteter.

Held og lykke med træningen.

Venlig hilsen Leif Skive

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.