Jeg sitrer i samme takt som havet

Af Vivi Sjøner

Skuespilleren Trine Pallesen er afhængig af naturen. Specielt havet er centralt for hende og hendes velbefindende. Hun bader året rundt og finder ro, overskud og energi ved at bevæge sig i og ved havet.

En iskold februardag i 1992, hvor himlen gavmildt dryssede sne over Århus Bugten, stod Trine Pallesen og klædte sig af på badebroen i kvindeafdelingen ved badeanstalten Den Permanente i Århus. Ved siden af hende stod veninden og kollegaen fra skuespillerskolen ved Århus Teater, Andrea Vagn Jensen. Temperaturen og vejrforholdene var for de fleste til friskbagte boller og varm kakao indendørs, men ikke for Trine. Hun havde taget imod venindens invitation og anbefaling om at forsøge sig som vinterbader. Som nybegynder inden for vinterbadning bliver man som regel opfordret til at starte ud i sensommeren, for derefter at vænne sin krop til vandets faldende temperatur. Men ikke Trine.

– Nej, når jeg først har sagt ja til noget, så gør jeg det. Og at stå udenfor på badebroen i snevejr og klæde mig af var ok med mig. I den retning er jeg ikke en kylling, fastslår Trine Pallesen, der i dag har rundet de 40 år.

Det kolde gys i vandet var en fantastisk oplevelse denne februardag. Og i dag, 18 år senere, er Trine Pallesen nærmest afhængig af et dyp i vandet og bader så vidt muligt hver dag.

– I starten var det grænseoverskridende at skulle i det kolde vand – hurtigt op og ned, i sauna og op og ned i vandet igen. Men med tiden udviklede jeg en nysgerrighed i mig selv, der handlede om at finde ud af hvor længe jeg kunne svømme rundt. Og i dag når jeg bader, tager jeg mig lige tid til at mærke mig selv og min krop i vandet, siger Trine og tilføjer:

– Den vinter vi har haft, har været en fest for mig med grødis i vandet og frossen is op ad stolperne ved vandet. Det har været så flot.

Før i tiden var vinteren ikke en fest for Trine. Da hun var yngre, var de kolde, mørke måneder bare nogle hun skulle igennem.

– Jeg hadede vinteren – som så mange andre. Kulden og mørket… Jeg havde det dårligt med det. Men efter jeg begyndte at vinterbade, fik jeg et helt andet forhold til vinteren. Jeg har fundet ud af at den ikke bare er noget jeg skal igennem, men noget jeg kan ”være” i og nyde, forklarer hun.

Fitness i vandkanten

Året rundt er Trine Pallesen et aktivt udendørsmenneske. Hun elsker at være aktiv i naturen – ikke mindst ved havet.

– Havet er centralt for mig. Jeg sitrer i samme takt som havet. Havet kan være voldsomt det ene øjeblik og roligt det næste. Havet og mit temperament følges ad. For halvandet års tid siden begyndte jeg at løbe. Det skete også ved havet. Førhen fik jeg kvalme og blev aggressiv når nogen foreslog mig at jeg skulle begynde at løbe. Men for de der halvandet års tid siden begyndte jeg stille og roligt at løbe lidt når jeg gik ture langs vandet. For hver dag løb jeg lidt længere og lidt længere. Pludselig en dag løb jeg syv kilometer. Det var en kæmpesejr. Jeg kan også træne ”fitness” ved vandet. Så ligger jeg og tager mave- eller armbøjninger. Jeg har gået i fitness-centre før, men det er altså slet ikke mig. Jeg skal ud! smiler Trine.

At være aktiv udendørs handler ikke hovedsageligt for Trine om at holde sin krop i form. For hende er det lige så meget det psykiske velvære der bliver plejet.

– Nogle dage har jeg ligesom et filter der gør at jeg ikke lige kan gennemskue hvilke beslutninger jeg skal tage, men når jeg så kommer udenfor og mærker luften i kinderne mens jeg bruger min krop, så er det som om der kommer et sendebud – jeg kan tænke klarere, og pludselig ved jeg hvad jeg skal gøre. Dén fornemmelse kan jeg ikke få i et fitness-center.

Livet som skuespiller kan være en broget affære med stor omskiftelighed, så for Trine er hendes forhold til naturen et holdepunkt der giver ro og stabilitet.

– Når jeg arbejder med teater, er det ofte i et mørkt rum, derfor er det skønt at komme ud og få masser af frisk luft. Mit arbejde er også så flygtigt. Den ene dag har jeg en hovedrolle, den næste er der ikke noget at lave. Så det er vigtigt for mig at jeg har noget andet at fylde i min identitet, fortæller Trine.

Godt familieliv i naturen

Naturen er ikke vokset ind i Trines liv i takt med at hun voksede op. Sammen med sine forældre skuespillerne Kirsten Peuliche og Per Pallesen.

– Specielt min mor elsker naturen, men det er ikke sådan at jeg er blevet ”lært op” til at være naturelsker. Det at jeg holder af at opholde mig udendørs, er ligesom mit eget projekt, som er kommet senere i livet, forklarer Trine.

Men i dagligdagen som enlig mor til Sylvester på syv år og Mathilde på seks år lægger Trine stor vægt på at hendes børn får nogle gode naturoplevelser og at udendørslivet bliver en grundlæggende base i deres liv.

– Mathilde går i skovbørnehave, og det gjorde Sylvester også, og det synes jeg er en kæmpe gave til mine børn og deres forhold til naturen. De ved alt om blomster, dyrene i skoven, og de er blevet udfordret godt udendørs, så de har en super god fantasi når de bevæger sig i naturen. Det er også en rigtig god måde at være sammen på når vi er sammen udenfor. Jeg forsøger virkelig så meget jeg kan, både i dagligdagen, men især i weekenderne, at komme ud med børnene. Så tager vi ned til havet og hygger os med picnickurv. Jeg bor på Amager, så vi er så glade for det de har lavet nede ved Amager Strandpark. Jeg har tit pakket en gang kærnemælkskoldskål, sat ungerne i cykelanhængeren og trampet ned til vandet. Når så det er blevet lidt sent, og børnene er blevet trætte, har vi lavet en ”seng” til dem i cykelvognen. Men desværre er vores cykelanhænger blevet stjålet, siger Trine og vrænger på ansigtet.

Stille skov – uroligt hav

I Trines familie har de et sommerhus på den jyske højderyg, og her ”flygter” hun gerne hen når dagligdagen brænder på.

– En uge der uden tv, computerspil og alt det lort der kan være i hverdagen, gør underværker. Her er vi bare sammen. Vi går tur i skoven eller ligger i græsset og ser på en lille mus som vi måske er så heldige at få øje på. Det er fantastisk, fortæller Trine, der drømmer om at tage på cykelferie med børnene til Bornholm når Mathilde liiiige er blevet et par år ældre.
Når turen går til huset i Jylland, er det skoven der bliver udforsket.

– Jeg bliver mere og mere glad for skoven. Det er som om den ”vokser” på mig. Som yngre følte jeg mig lukket inde når jeg var i skoven mellem alle træerne. Men nu kan jeg godt nyde at vandre rundt i stilheden. For mig er der stor forskel på den energi der er i skoven, og den der er ved havet. Skoven kan være helt stille, og jeg skal være mere ”i vater” for at kunne nyde den rigtig. Ved havet er der altid en bevægelighed som passer til mig, der hvor jeg er nu i mit liv.

TRINE PALLESEN

• Født den 9. juni 1969.
• Uddannet fra Århus Teater 1995.
• Spillede ”Gaby” i DR’s ”Rejseholdet.”
• I 2009 havde hun stor succes i musicalen ”Mød mig på Cassiopeia.”
• Er ivrig guitarspiller.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.