Sangerinden Julie Berthelsen elsker mad og hader begrænsninger. Hun har været toptrænet professionel langrendsløber, og hun har kæmpet en hård kamp med 25 uønskede kilo. Og så har hun skrevet en bog om at leve i fred med livets og vægtens svingninger.
Julie Berthelsen er vild med god mad. Hun elsker at lave den, servere den og nyde den og kan finde på at konstruere og tilberede en fed og lækker treretters menu på en ’røvkedelig’ hverdag’.
– Hvorfor skulle jeg ikke det? Samtidig vil jeg gerne være sund og passe godt mig selv og min krop. Jeg svinger altid i en slags sinuskurve mellem de to poler.
For sundhed er ikke noget statisk, og ingen bliver sundere af at skælde sig selv ud, mener den 36-årige sangerinde, der bor i Odense med sin kæreste, den professionelle håndboldspiller Minik Dahl Høegh. Sammen har de sønnen Casper på 4 år og den nyfødte datter Sia.
Julie Berthelsen har især i forbindelse med de to graviditeter kæmpet med vægten. Men endnu mere har hun kæmpet med en grim tendens til skælde sig selv ud for ikke at være mådeholden nok.
– Jeg ved, at jeg langt fra er alene om det problem. Vi er mange, der kan finde på at være rigtig lede ved os selv. Mit budskab er, at vi skal turde være tilfredse med os selv, og ikke tage os af, hvad andre tænker. Men er du oprigtig ked af, hvordan du ser ud, må du gøre noget ved det for at have det godt.
Julie Berthelsen er halvt grønlandsk, halvt dansk og voksede op i Grønland. Her tilbragte hun store dele af barndom og ungdom på ski og toppræsterede på det dansk-grønlandske junior-landshold i langrend.
Som 19-årig tog hun til Århus for at læse til læge, men afbrød studierne for musikken, da hun som 23-årig blev nummer to i musikkonkurrencen Popstars og tog Danmark med storm.
Musikken har sammen med sport og interesse for kroppen altid været vigtig for Julie Berthelsen. I foråret nedkom hun med bogen SUND BALANCE, der er hendes personlige recept på balance mellem nydelse og sundhed.
– Jeg har samlet nogle af mine bedste opskrifter og videregivet mine erfaringer og de metoder, jeg selv bruger, når jeg er kommet ud af balance.
Det har været vigtigt for hende at skrive en inspirationsbog og ikke en slankebog.
– Det er synd, at så mange stresser sig selv og altid er forstyrrede af en følelse af at være forkerte. Der findes ingen let diæt, og vi skal stile efter at være glade. Vi har brug for indimellem at sagtne farten og være gode ved os selv.
I sin bog fortæller Julie Berthelsen ærligt om at pendle mellem kontrol og given slip.
– Vi er desuden i min familie udstyret med et stofskifte, der gør det svært at holde vægten. Det mærkede jeg ingenting til, da jeg var elitesportsudøver. Dengang var radmager, og bryster fik jeg først, da jeg stoppede med elitesport.
Mens Julie Berthelsen var gravid med Casper, gav hun for første gang helt slip på kontrollen over sin krop. Hun nød livet og den gode mad, og de ekstra kilo lagde sig et for et.
– Jeg var helt uhæmmet, for det var første gang i mit liv, at jeg ikke skulle tænke på at holde min sportslige form, eller på, hvordan jeg ville se ud på en scene. Det var fedt at prøve. Med Sia fik jeg bækkenløsning og kunne slet ikke træne, fortæller Julie Berthelsen, der elsker fysisk aktivitet og skifter mellem løb, fitness, spinning og yoga.
– Mest af alt er jeg bare naturligt aktiv og farer omkring som en tornado derhjemme. Kan jeg ikke det, tager jeg på.
Første gang nåede vægten op over de 100 kilo, og en kamp for at slippe af med de 25 af dem satte ind, da den første barselsrus var ovre. Det blev nærmest en besættelse, husker Julie Berthelsen.
– Jeg behandlede mig selv meget hårdt. Jeg gik på kure, som var umulige at holde, og reagerede med at skeje ud i barnlig trods. Nu ved jeg, at det ikke dur. For jeg bliver bare ked af det og desuden en rigtig sur mokke. Det handler om at finde små og langtidsholdbare holdbare ændringer.
Lige nu har Julie Berthelsen orlov med sin lille datter.
– Denne gang har jeg nok en mere naturlig tilgang til det hele. Jeg har haft stor lyst til brød, smør og ost, frugt og smoothies. Første gang var det chokolade, kage, friture og så almindelig mad oveni.
Nu skal hverdagen og hverdagskroppen stille indfinde sig. Men ikke gennem fanatisme.
– Du må veje dine behov op. Hvad kan du undvære? Hvad gør dig glad? Er det din ostemad eller det daglige glas vin? Det nytter ikke at mishandle sig selv.
Det kommende år står den på foredragsturne, hvor Julie Berthelsen skal tale til kvinder om krop og sundhed. Samtidig skriver hun på et nyt album. Midt i alt arbejdet er det vigtigste at være der for sig selv.
– Jeg vil gerne gå foran i forhold til, at det er ok, at vi er forskellige. Og det er helt fint at få nye bryster eller botox-behandlinger, hvis det gør dig glad.
Selv farver Julie Berthelsen sit hår, for hun gider ikke se på de første grå strejf i det sorte.
– Indimellem må jeg på diæt. Så er der måske kun smør på panden og vin og fløde i sovsen en gang om ugen. Jeg gider ikke at nægte mig selv de dele af livet, der gør mig glad.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.