Bag den høje låge med alle sikkerhedsanordningerne udfolder sig en stor naturgrund med god plads til 60 børnehavebørn og 14 vuggestuebørn. Spredt bag børnehuset boltrer de ældste sig med cykel-ræs, tovtrækning, ”bjergbestigning”, dyrefodring, historier i tipien, sandkasseleg, hulehygge og meget mere.
Indenfor er vuggestuebørnene i gang med en forhindringsbane, mens et par af børnehavebørnene er optaget af hvad Sussie laver i køkkenet, for der dufter så godt af spaghetti…
Umiddelbart er der måske ikke meget usædvanligt ved Kirkeby Børnehus, men det der er sket siden efteråret 2016, er anderledes. Samtlige medarbejdere har nemlig været igennem et efteruddannelsesforløb i krop og bevægelse, og Kirkeby Børnehus er blevet et af Svendborg Kommunes GazelleBørnehuse. Børnehusene er en del af en samlet indsats, ”Aktive børn i dagtilbud – sundere, gladere og klogere børn”, og er en udløber af Danmarks største idrætsskoleprojekt, Svendborgprojektet, hvor alle kommunens børn i 0.-6. klasse har seks lektioners idræt om ugen.
– Alle vi ansatte er opmærksomme på at tænke leg og bevægelse ind i alt hvad børnene gør, fortæller Tove H. Rasmussen, leder af børnehuset.
– Det er med i samtalerne på teammøder og personalemøder, og det er et fundament uanset hvilke læreplanstemaer vi arbejder med. Hele tiden tænker vi kropskultur, pædagogik og didaktik ind i hverdagens mange rutiner, fortæller hun.
Børnene øver eksempelvis grovmotorik når de kravler over en trappe ind til kaningården, de bruger alle sanser mens de fodrer og gør rent ved fårene, de bruger finmotorik når de samler og pudser æg – og når de lukker deres sko med velcro og lyner deres jakke.
Sådan er der hundredvis af situationer hver dag som er blevet en naturlig del af en mere bevidst indsats efter Gazellekurserne.
Det sidste modul på Gazellekurset foregik i Kirkeby Børnehus, hvor motorikkonsulent Mads Brodersen kom til en pædagogisk dag.
– Efter hans rundtur på legepladsen tænker vi mere over hvordan vi kan bruge løse genstande til kreative udfordringer, siger Tove, mens hun viser en forhindringsbane på legepladsen af oversavede træstammer, brædder og gamle bildæk.
– Indenfor har vi hidtil forbudt børnene at lege med de voksnes kontorstole, men det må de gerne i dag. Vi har også haft forbudt løb indendørs, men i stedet har vi nu lavet sjove forhindringsbaner, hvor gangene frister til fart, forklarer hun.
Gazellebørnene i børnehavealderen bliver fulgt af forskere fra Syddansk Universitet. Forskningen har fået meget stor opbakning fra forældrene i Kirkeby, og en stor procentdel svarer løbende på sms-spørgsmål. Forældrene giver også en hånd til arbejdsdage og i husrådet.
– Vi er fælles om at skabe rum for at børnene kan udvikle nysgerrighed, mod og livsglæde ved at udfordre sig selv i forskellige relationer og situationer, ligesom vi skaber rum og plads til ro, fordybelse og afslapning i form af mindfulness og massageforløb, siger Tove.
– Vi arbejder med alle ”Gazellehop”, og det bliver vi aldrig færdige med. Lige nu arbejder vi især med udfordringen i at få pulsen op hos alle børn, siger hun.
Alle i Kirkeby glæder sig til at se hvad forskerne får ud af at følge Aktive børn i dagtilbud, og kommunen får ros for det langsigtede perspektiv.
– Det er spændende at være med i et så seriøst projekt, og jeg håber blandt andet vi kan få ny viden om betydningen af at fokusere lige så meget på følelser og det sansemotoriske, som vi har gjort på det kognitive og sundhedsmæssige i længere tid, siger Tove H. Rasmussen.
Kilde: Svendborg Kommunes Sport & Uddannelse jubilæumsmagasin 2017
Svendborgs vision er at have Danmarks mest aktive 0-6-årige. Udvalgte børnehuse og dagplejere medvirker i Aktive børn i dagtilbud og defineres som et sted hvor der er særligt fokus på fysisk aktivitet og brugen af kroppen som pædagogisk redskab. De motoriske udfordringer og intensiteten i aktiviteterne tilpasses de enkelte børns udviklingsniveau.
Herudover er der fem konkrete krav til de deltagende børnehuse og dagplejere:
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.