Vi kan alle komme ud for at skære os eller på anden måde få et sår. Og vi kender alle den smerte såret kan forårsage, og det besvær der kan være når man skal beskytte såret indtil det er helet. Heldigvis er generne som regel overstået efter få dage, og vi glemmer alt om det – eller har måske et evigt minde i form af et lille ar.
Men nogle gange heler såret ikke som forventet. Det kan eksempelvis være tilfældet hvis man har diabetes, hvor blodkredsløbet forringes. Omkring 15 % af alle diabetespatienter vil fx udvikle et fodsår på et tidspunkt i deres liv, og det kan, ud over at give smerter og besvær, nedsætte ens mobilitet og fysiske udfoldelsesmuligheder, og i værste tilfælde føre til amputation.
Almindeligt lys er karakteriseret ved at fotoner (partikler) bevæger sig med forskellige og uorganiserede bølgelængder. Laserlys (Light Amplification by Stimulated Emission of Radiation) adskiller sig fra almindeligt lys ved at fotonerne bevæger sig i arrangerede bølger med kun én længde, og derfor har synlig laser kun én farve. En lille procentdel af rødt og infrarødt laserlys kan trænge igennem kroppens hudbarriere og påvirke celler indtil flere cm i dybden. Benyttes de korrekte doser, kan lav-intens laser ifm. mange sygdomstilstande reducere inflammation (betændelsetilstande) og smerte, lokalt booste immunsystemet, forhindre celledød og accelerere sårhelingen.
Laserterapi udføres både som lav- og høj-intens. Lav-intens laserterapi er en smertefri behandlingsform uden væsentlige bivirkninger, som tilbydes af uddannede sundhedsprofessionelle, herunder fysioterapeuter. Høj-intens laserterapi, baseret på CO2, anvendes af bl.a. hudlæger til arvævsbehandling mm. Til forskel fra lav-intens laser absorberes al CO2-laserlyset i det øverste ca. 1 mm hudlag, der destrueres som følge af varmen for derefter at hele med et bedre resultat. Arvævsbehandling med høj-intens laserterapi opleves ofte smertefuld mens den står på, og man bør undgå kraftigt eller længerevarende sollys mens såret heler, da der ellers kan opstå permanente pigmentforandringer.
At laserstråler har sårhelende egenskaber, blev opdaget allerede i 1967 og er bekræftet i talrige forsøg sidenhen. Martin Bjørn Stausholm og kolleger har netop udgivet et systematisk review (opsamlende videnskabeligt studie, red.), som giver et overblik over 19 studier foretaget på mus, rotter og kaniner med sår. Overordnet set fik lav-intens laserterapi åbne sår til hurtigere at trække sig sammen, og sammensyede sår til hurtigere at blive stærke, sammenlignet med sår som ikke blev laserbestrålet – og forskellene var markante. De dyr der havde diabetes, fik tilsyneladende mest ud af behandlingen. Laserterapi kan med stor sandsynlighed på samme måde accelerere heling af akutte sår hos mennesker, om end med anderledes doser. Talrige forsøg med vævsprøver fra mennesker har da også vist at laser får hudens reparationsceller, fibroblasterne, til at producere en øget mængde kollagent væv, hvilket fremskynder sårheling.
Diabetes-sår er en tilstand karakteriseret af dårlig blodforsyning og dermed utilstrækkelig tilførsel af ilt. Lav-intens laserterapi kan accelerere helingen af diabetessår hos mennesker, viser systematiske reviews af kontrollerede forsøg. Forklaringen er sandsynligvis, ud over den øgede fibroblast-produktion, at laserlys kan frigive noget af den ilt der ellers er bundet til cellerne.
De fleste af de få studier af laserbehandling til tryksår der er lavet, viser ingen positiv effekt af laser. Det kan betyde at laserterapi ikke virker ved tryksår, eller at det endnu ikke er lykkedes at identificere de rette laserdoser.
Arvæv fra sårheling kan reduceres med høj-intens laser. Høj-intens laser har en relativt lang bølgelængde, hvilket betyder at al laserlyset absorberes i de øvre hudlag, og det forårsager en kraftig, men afgrænset opvarmning. Man kan sige at huden re-traumatiseres under kontrollerede forhold, hvilket som regel efterlader en pænere hud.
Et systematisk review med 51 studier af varierende kvalitet viser at høj-intens CO2-laser kan reducere arvæv fra brandskader. Det samme ser ud til at gælde for akne-ar.
Kronisk eller akut Et sår kategoriseres som akut de første uger og herefter som kronisk, med mindre det er helet inden 6-12 uger. Når sår bliver kroniske, skyldes det ofte sygdom og/eller utilstrækkelig blodtilførsel.
Ar Kirurgiske sår heler med minimalt arvæv, i modsætning til åbne sår, der trækker sig sammen med større risiko for arvævsdannelse.
Sårhelings-processen kan inddeles i tre tidsmæssigt delvist overlappende faser: I inflammationsfasen, de første ca. 4 dage efter vævsødelæggelsen, er huden rød, hævet, varm og øm som følge af inflammation, kroppens akutte respons på alle typer vævsødelæggelse. I nydannelsesfasen, de ca. 3 efterfølgende uger, dannes nye blodkar, som skal sikre øget metabolisme i skadesområdet, så såret kan trække sig hurtigt sammen. I modningsfasen, når såret er lukket, forstærkes vævet med en varierende mængde arvæv.
Ved kroniske sår afløses inflammationsfasen ikke af nydannelsesfasen. Her bør de bagvedliggende problemer afhjælpes; fx skal trykket fjernes ved tryksår, og der bør anvendes kompressions-bind/strømper ved venøse ben-sår.
Almindelige (akutte) sår som bløder, bør indtil der er kommet sårskorpe på, beskyttes ved tildækning af plaster. Faktisk går der ca. to dage fra skaden er sket, til de mange fibroblaster kommer til området og igangsætter reparationen af det ødelagte væv, og først efter ca. 5 dage begynder såret at trække sig sammen.
Kroniske sår heler hurtigst ved almindelig kropstemperatur, hvilket en bandage kan sikre. Denne bør som hovedregel derfor kun skiftes et par gange ugentligt. Et afdækket sår opleves mere smertefuldt, fordi de ødelagte smertenerver kommer i kontakt med luft (ilt), og desuden vil blodkarrene trække sig sammen pga. temperaturforskellen. I forbindelse med anden behandling – fx laserterapi – bør såret kun være afbandageret kortvarigt. Lav-intens laserterapi tager typisk kun få minutter.
Tør eller fugtig bandage? Forskning har vist at sår med tætsluttende fugtighedsbevarende bandager heler ca. 40 % hurtigere end sår der behandles luftigt. Fugtig sårheling er blevet praktiseret på hospitaler siden år 1948, men faktisk er denne praksis nævnt af Hippokrates (lægekunstens fader) allerede 400 år f.Kr.
Martin Bjørn Stausholm forsker i laserbehandling, er fysioterapeut, cand.scient. i fysioterapi og ph.d.-studerende ved Institutt for Global helse og Samfunnsmedisin,Universitetet i Bergen, Norge. Martin.
Lina S. D. Lernevall forsker i støtte til forældre med brandskadede børn, er sygeplejerske, cand.cur. og ph.d.-studerende vedAvdeling for plastikk, hånd og rekonstruktiv kirurgi, Nasjonalt Brannskade Center, Haukeland universitetssjukehus og Institutt for Global helse og Samfunnsmedisin, Universitetet i Bergen, Norge. Lina er desuden bestyrelsesmedlem i Norsk Interessefaggruppe for Sårheling (NIFS) www.nifs-saar.no
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.