Leddegigt: Må jeg træne?

Af Leif Skive

Jeg har leddegigt, som især har været slem ved mine hænder, men jeg har også smerter i knæ og skuldre. Nu har jeg hørt og læst så meget om at motion skulle være godt for snart alt muligt. Det gælder vel også mig? Hvad må jeg? Vil mine led tage skade af motion? Jeg har fået lidt forskellige råd fra dem der har behandlet mig.

Gammel gymnast

Svar…

Ja, motion vil også gavne dig.
Du skal endelig se at komme i gang. Det er faktisk meget mere vigtigt for dig end for folk uden ledsygdomme. Du skal nemlig sørge for at bibeholde den funktion du har i dine led.

Det er blot vigtigt at du tager hensyn til dine led og ikke starter for hurtigt. Det vil være en rigtig god ide at bede om en henvisning til en fysioterapeut, som kan vejlede dig i starten. Der vil du måske også have muligheden for at træne i varmtvandsbassin, som jo er en helt ideel træningsform for patienter med ledsygdomme.

Du skal vælge en motionsform som ikke belaster for meget, og som du kan lide. Det må være oplagt for en ”gammel gymnast” at vælge motionsgymnastik. Du skal blot afholde dig fra spring og kraftige påvirkninger i leddenes yderstillinger. Du må godt få let træningsømhed dagen efter, men det må ikke være kraftige smerter eller hævelser af leddene – så tager du for hårdt fat. Hvis der er opblussen i sygdommen, skal du holde pause.

Med venlig hilsen Leif Skive

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.