Man trives bedre når man ikke har ondt

Af: Carsten G. Johansen, journalist

Eurofins Miljøs medarbejdere er gode til at stille deres hæve/sænkeborde – for ellers kommer deres kolleger efter dem.

At skrue låg af og på.

At dryppe væske fra en pipette.

At vippe en 10 cm stor beholder frem og tilbage.

Det lyder ikke som et fysisk hårdt job at arbejde på et miljølaboratorium.

Men når man gør de samme bevægelser 600 gange hver dag, og man bliver ved at gøre det år efter år, kan det mærkes.

– Det er mange små, gentagne bevægelser vi laver. Så det gør virkelig en stor forskel at vi har fået forskellige tekniske aflastninger. Og at vi har lært om hvordan vi skal stå eller sidde når vi arbejder, siger laborant Heidi Pedersen, der til daglig arbejder i Eurofins’ metalafdeling.

Gør det rigtigt – hver gang

Tilbagemeldingerne fra hende og hendes kolleger førte til mange ændringer i deres daglige rutiner, som de har lært at sætte stor pris på. På baggrund af trivselsmøder i de enkelte afdelinger samt møder i arbejdsmiljøgruppen er mange tiltag blevet besluttet for at aflaste medarbejderne, så deres trivsel kunne hæves. Heidi mærker det fx hurtigt i den tommelfinger hun brækkede som håndboldspiller for en årrække siden.

– Når jeg ikke gør tingene på den rigtige måde, mærker jeg det rigtig hurtigt, smiler hun.

– Det er meget vigtigt med den aflastning vi har fået til rådighed. Det er klart at arbejdsglæden stiger, og man trives bedre når man ikke skal gå rundt og have ondt! siger Heidi.

Hvad kan jeg selv gøre?

Som led i det fortsatte trivselsarbejde blev der i 2010 indledt et samarbejde med fysioterapeut Dorthea Pedersen, som er blevet et kendt ansigt i hele virksomheden. Hun koblede sig på forskellige medarbejdere for at vurdere deres arbejdssituationer og komme med sine anbefalinger.

– Jeg har efterhånden været i alle afdelinger. Jeg har endda været med ude i bilerne hos de 45 prøvetagere som kører rundt og indsamler miljøprøver, fortæller Dorthea Pedersen.

Fysioterapeutens fokus var “Hvad kan jeg selv gøre?” Og der viste sig ikke overraskende at være en hel del.

– Grundlæggende har de tiltag jeg har indført, ikke kostet meget andet end min løn. Jeg har kigget på hvordan arbejdet blev udført. Der opstår hurtigt fastgroede vaner, så jeg har spurgt om man gør arbejdet sådan som det SKAL gøres, eller fordi “Sådan har vi altid gjort”. Ofte er det let at ændre på dårlige arbejdsstillinger bare ved at flytte lidt rundt på tingene, forklarer Dorthea Pedersen.

Hun har indstillet “utroligt mange” kontorstole og computerskærme, og der blev hængt fotos op af de rigtige og forkerte stillinger til mange af de daglige opgaver.
Mikropauser, motion og fællesskab

På grund af arbejdets karakter, hvor laboranter og kemikere hele tiden skal holde øje med analyserne, kunne der ikke holdes fælles pauser hos Eurofins Miljø. Derfor har Dorthea Pedersen lagt stor vægt på at introducere begrebet “mikropauser” – små pauser på måske 10 sekunder, hvor man læner sig tilbage og løsner led og muskler før arbejdet går videre.

– Jeg har haft meget gavn af mikropauserne. Det bruger jeg hver dag, fortæller kontorassistent Jane Sørensen, som desuden er en af stedets “mini-ergonomer”. Det betyder at hun via et kursus har fået blik for at det er vigtigt hvordan både hun og kollegerne udfører deres arbejde. Men Jane Sørensen vil også gerne fremhæve de fælles motionstiltag på arbejdspladsen.

– Man får det bare bedre af det! Og samtidig har de fælles motionsdage betydet en masse for fællesskabet. Vi kender hinanden bedre, og det er jo også godt for trivslen. Rigtig mange kommer pendlende hertil, så tidligere kunne man godt have svært ved at sætte navn på et ansigt. Men det har helt klart ændret sig, siger Jane Sørensen.

Eurofins har bl. a. også i flere år deltaget i Dansk Firmaidrætsforbunds projekt Arbejdspladsen Motionerer.

Mini-ergonomer
Fysioterapeut Dorthea Pedersen kan ikke være på Eurofins Miljø hele tiden. Så hun har hjulpet med at uddanne personalet til at holde øje med hinanden.
Otte Eurofins-medarbejdere er uddannet til “mini-ergonomer”, så de i hverdagen kan give kollegerne gode råd. Kurserne løb over 5 x 6 timer, og der var deltagere fra både Eurofins Miljø i Vejen og Eurofins-selskaber i Holstebro og Galten.
Mini-ergonomer har særlig opmærksomhed på nyansatte, som de hjælper med at skabe gode vaner. Desuden deltager de på alle sikkerhedsrunderinger på arbejdspladsen.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.