Den fremadstormende skuespillerinde Marijana Jankovic kan ikke undvære sport og motion i sit job. Det giver energi – som hun kan videre i sine roller.
Først en serviceoplysning til alle danskere der elsker julen og ikke mindst julekalendere. Stjernen til næste december bliver formentligt skuespillerinden Marijana Jankovic i sin rolle som – og hold nu godt fast – en kampklar vogterengel, der skal rede julen.
Optagelserne er allerede i fuld gang til TV 2’s kommende julekalender ’Juleønsket’, og 33-årige Marijana Jankovic er blandt hovedrolleindehaverne.
– Det er en mega sej rolle, men også ret krævende rent fysisk, for den her engel har lidt svært ved at tale med mennesker. Hun vil hellere slås. Så det er sindssygt vigtigt at jeg er i god form for tiden, siger den unge skuepiller med et stort smil.
Det passer Marijana Jankovic glimrende at hun er blevet castet til en så fysisk rolle, der kræver både god form og kampsportstræning. Hun har nemlig altid set træning og motion som en uundgåelig del af pakken når man er skuespiller.
– Jeg kan helt konkret mærke at jeg får mere energi når jeg er i ok form. Det er sindssygt vigtigt i forhold til mit liv generelt og til mit arbejde. Når jeg har trænet inden en optagelse, så har jeg meget mere at give af, siger Marijana Jankovic.
Træningen holdes ved lige med løbeture, træning i fitnesscenter, yoga og cykelture rundt i Københavns gader. Sidstnævnte fordi hun elsker sin cykel – men også fordi hun ikke har noget kørekort.
– København er jo fantastisk at cykle rundt i – især her i foråret. Det kan man blive næsten helt høj af.
Det er ikke kun på grund af jobbet at Marijana Jankovic forsøger at holde sig i god form.
– Man kan jo nærmest se i spejlet om man er klar eller ej. Om energien er der. Og jeg kan bare mærke at når jeg ikke får trænet, så bliver jeg sløv. Så vil jeg bare gerne sove hele tiden.”
Og sove har Marijana Jankovic ikke rigtig tid til for tiden. Skuespillerkarrieren kører derudaf. Siden hun blev færdig på skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2006 har hun været med i et væld af roller, blandt andet i den Oscar-vindende kortfilm Helium og ’gangsterfilmen’ Ækte vare’.
2015 ser ud til at blive året hvor det endelige folkelige gennembrug kommer, efter at Marijana Jankovic blandt andet har været med i DR’s supersucces Arvingerne. I foråret har hun desuden premiere på filmen ’Lang historie kort’, hun skal være med i en ny tv-krimiserie ’Nordskov’, der er optagelser til en ny spillefilm, hun er, som nævnt med i TV 2s julekalender plus ”et par hemmelige projekter”.
Det med at være på toppen fysisk ligger ikke Marijana Jankovic fjernt. Fra hun var helt lille lå bevægelse og fysisk aktivitet som en naturlig del af hende.
– Jeg boede i en lille landsby i Montenegro i bjergene og ud til en flod. Det gav lidt ligesom sig selv at man var konstant aktiv. Vi var aldrig indenfor – kun når vi sov. Vi styrtede rundt i den friske luft og legede, svømmede i floden, spillede fodbold og alt muligt andet.
Da hun kom til Danmark, blev hun hurtig en del af det danske idræts- og foreningsliv. Især svømmesporten optog hende.
– Jeg var konkurrencesvømmer og ret sej til det. Jeg vandt mange medaljer, og jeg tror jeg kunne have været blevet rigtig god, siger Marijana Jankovic, som dog stoppede sin svømmekarriere som 15-årig:
– Det var som om at det ikke var helt sejt nok at gå til svømning da jeg blev teenager, men det kan rent faktisk godt ærgre mig lidt i dag at jeg stoppede med svømningen så pludseligt.
Senere dyrkede hun et væld af forskellige sportsgrene, og hun kan stadig godt lide at kaste sig ud i nye typer idræt og motion. Derfor passede det hende også perfekt da hun sammen med sine to kollegaer fra Arvingerne Lene Maria Christensen og Carsten Bjørnlund sidste år blev spurgt om de ville repræsentere Danmarks Lungeforening til triatloneventen KMD 4:18:4 for at skabe opmærksomhed om hvor vigtigt det er at passe godt på sine lunger gennem hele livet.
– Det var en super oplevelse at stille op for Lungeforeningen Jeg synes det er vigtigt at støtte op noget man synes er et godt og vigtigt budskab, siger Mariana Jankovic og fortsætter:
– Jeg cyklede 18 kilometer, og hvis jeg skal med igen på et tidspunkt, kunne jeg godt finde på at kaste mig ud i alle tre discipliner.
I det hele taget er Mariana Jankovics råd til folk der drømmer om at blive lidt mere aktive, ret simpelt.
– Det her risikerer at blive ret klichéagtigt; smiler hun og fortsætter:
– Men det handler jo om at sætte sig nogle mål og så gå efter dem. Man skal lade være med overtænke tingene. Når jeg skal op og træne, prøver jeg at lade være med at tænke alt for meget over det, for så kommer jeg ikke af sted. Det handler bare om at få gjort.
Blå bog: Mariana Jankovic Født: 7. april 1982 |
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.