Michael Mørkøv er en af de allerhurtigste cykelryttere i verden. Hvordan bliver man det, og hvordan klarer man at gennemføre Tour de France og blive verdens- og olympisk mester uden at kroppen siger fra? Det fortæller Mørkøv om her.

Hvordan træner du, når du ikke deltager i løb?

Jeg træner 20-25 timer om ugen. På et år bliver det til 30-35.000 km på cyklen.

Jeg træner både styrketræning, VO2 max (kondition, red.) og udholdenhed. 90 procent af træningstiden tilbringer jeg på cyklen.

Jeg er nok en af få cykelryttere der styrketræner en del. Tidligere trænede jeg meget tungt, men nu er det mere coretræning (funktionel træning af ryg og mave, red.). Jeg laver specifikke øvelser der giver mening i forhold til at sidde på cyklen. Fx deep squats, der giver en komplet træning af kroppen i et samspil mellem core, ryg, arme, ben og hofter og gør at jeg kan være stabil på cyklen.

Træningen gør mig bedre på cyklen, men er også skadesforebyggende. Enhver som har set en cykelløb, vil nok forstå at det er anstrengende at sidde i den meget foroverbøjede stilling, ofte i timevis. Lænden er meget udsat. Det er også derfor jeg styrker mave og ryg så meget. Det kan faktisk ses i min kørestil – jeg holder kroppen i stedet for at falde sammen.

Desuden kommer styreegenskaberne fra mave-ryg-regionen, og jeg er sikker på at træningen også har forebygget styrt. De fleste ryttere har prøvet at få slået styret ud af hånden, hvis man fx kører over et hul, og her kan min core-styrke redde mig fra at styrte.

Hvordan finder du balancen mellem træning og restitution?

– Det er en hårfin balance, og noget af det jeg som professionel cykelrytter har haft allersværest ved. Man vil jo som ambitiøs rytter gerne træne så meget som muligt.

Jeg tror nøglen til det er at kende sin krop rigtig godt, lytte til den og navigere fra dag til dag. Jeg er blevet god til at mærke efter. Min normale rutine er tre dages træning, efterfulgt af en hviledag. Men hvis jeg kan mærke at min dagsform ikke er optimal, justerer jeg på det.

Og så er jeg så heldig at have en familie. Tid med familien er vigtig for mig, og tre små børn lægger en naturlig dæmper på hvor meget jeg kan træne. Det tvinger mig til restitution, og det har været godt for mig. Efter jeg har fået børn, har jeg udviklet mig som cykelrytter! Jeg har simpelthen trænet for meget tidligere.

I dag prioriterer jeg tiden og sørger for at der er max kvalitet i den træning jeg udfører – det er de halvdårlige træninger som er skåret væk.

Hvad gør du under Touren for at restituere?

Når jeg ikke er på cyklen, handler alt nærmest kun om restitution. Det har en kæmpe indflydelse på etaperne om man har fået hvilet og restitueret.

Jeg fokuserer meget på kost, fx opfyldning af sukker, proteiner, mineraler og salte før, under og efter løbet. Generelt spiser jeg næsten hele tiden. Jeg forbrænder så meget på etaperne at jeg næsten ikke kan spise for meget.

Lige fra vi står af cyklerne, er der fokus på at slappe af og restituere – jeg tager kompressionsstrømper på under busturen til hotellet, og kommer hurtigt i bad, så jeg kan slappe af. På hotellet får jeg en times massage. Og så er tiden gået – aftensmaden spises ved ni-halv-ti-tiden. Der er ingen tid til tv eller bøger eller andet.

Hvad du gør for at holde skader fra livet?

Noget af det vigtigste er helt klart coretræningen. Desuden går jeg meget op i mit udstyr. En klampe på cykelskoen eller en skæv pedal kan fx gøre et meget stort udslag på belastningen af knæene, fordi jeg tager så ekstremt mange omdrejninger.

Desuden besøger jeg min fysioterapeut og osteopat mindst hver anden måned. Vel at mærke ikke kun når jeg har et problem, men som forebyggende tiltag. Især min ryg og hofte har en tendens til at blive skæv på cyklen, og det får jeg hjælp til.

Jeg har heldigvis været nogenlunde forskånet for skader. Bortset fra belastningen på ryg og lænd er cykling generelt meget skånsomt, fordi der ikke er særlig stor belastning på knogler og led.

Faldskader er klart den mest udbredte skadestype blandt cykelryttere. De skader jeg har haft, har primært været efterveer fra styrt. Jeg har fx brækket kravebenet flere gange, og det har givet gener ud til hænderne, så jeg har haft svært ved at holde på styret. Her har jeg haft stor gavn af Team Danmarks fysioterapeuter, der har arbejdet på min skulder for at skabe plads til nerver, blodårer osv. Jeg har senere tænkt på at jeg nok ikke ville have opsøgt den behandling hvis jeg ikke havde været professionel cykelrytter. Men alle fortjener virkelig at få gjort noget ved deres gener, i stedet for at lære at leve med dem.

Selvom professionel cykelsport i forhold til overbelastningsskader er en skånsom sport, kræver det en ekstremt stærk krop. Jeg ser det med mange unge ryttere – at de kropsligt ikke kan holde til det, og måske ikke når så langt i karrieren.

Hvad er det ved cykelsport du kan lide?

Jeg startede som 11-årig efter at have spillet fodbold i nogle år. I 2009 blev jeg professionel.

Cykelsporten tiltrækker mig fordi jeg er fascineret af fart og spænding – og er vild med udstyret og cyklerne. Og så kan jeg godt lide at cykling er basalt og enkelt i sin grundform, og samtidig er der så mange aspekter i cykelsporten – den er ekstremt varierende.

Desuden er der hele det taktiske element og ikke mindst samspillet med andre ryttere. Cykling er jo grundlæggende en individualistisk sport, men som person er jeg slet ikke til individuel sport. Jeg kan lide at kæmpe som et hold. Jeg elsker sammenholdet og holdånden, og noget af det jeg nyder allermest, er hvis alle har været med til køre en sejr hjem.

Jeg er selv endt som hjælperytter* fordi jeg måtte erkende at jeg aldrig ville blive allerbedst til selv at komme først over stregen, og at jeg som hjælperytter har en meget større værdi. Det har jeg det helt fint med.

* Michael Mørkøv kaldes ofte verdens bedste lead-out-rytter (hjælperytter). ”Alle ved at hvis man kører bag Mørkøv, så vinder man”, sagde den britiske cykelstjerne Mark Cavendish bl.a. til Eurosport sidste år. En lead-out-rytter styrer indløbet og sørger for at køre sprinteren frem i feltet, så denne kan klare de sidste par hundrede meter alene og – forhåbentligt – vinde etapen.

Kilde: fagbladet3f.dk

Hvor længe endnu kan du blive ved?

Lige nu går det fantastisk, jeg har aldrig været bedre. Blandt andet fordi jeg har holdt mig skadesfri. Men jeg ved jo godt at der ikke er mange der kører til de er over 40.

Aktuelt har jeg en række gode mål forude, blandt andet Tour de France, selvfølgelig, og jeg drømmer også om OL 2024 (Mørkøv er regerende olympisk mester i parløb, red.).

Og så skal man ikke glemme at modenhed også er en force. Mentalt og erfaringsmæssigt står jeg bedre end de fleste unge ryttere, og faktisk tror jeg også på at jeg fysisk har en fordel. Jeg føler at jeg har opbygget en råstyrke i kroppen, som jeg kan tære på.

Hvad vil du sige til dem der får lyst til selv at cykle, når de ser Tour de France?

Det gælder om at finde en god klub og blive en del af det fællesskab det er at cykle. Sådan fandt jeg selv glæden ved sporten. Man kan også finde nogle kammerater at køre sammen med.

Cykling er for alle: Unge og ældre, mænd og kvinder. Jeg har med glæde bemærket at langt flere kvinder i dag motionscykler. For 10 år siden var det næsten et særsyn at møde en kvinde på landevejen, når jeg trænede. I dag vil jeg tro at det er fifty-fifty. Det er også fedt at det er blevet så populært at køre i skoven. Mange steder findes der fine mountainbike-spor, hvor man ikke generer andre, og hvor man slipper for at forholde sig til trafikken.

Cykling er desuden nemt at komme i gang med – vi kan alle cykle. Og så er det mildt for kroppen, sammenlignet med fx at løbe. Start med korte ture, gør det overkommeligt – bare kom i gang!