MidtVask sveder smerte og skader væk

Trine Just, freelance-skribent

Trine Rask-Nielsen og Trine Just

Træning flere gange om ugen og ergonomisk rådgivning på stedet bringer sygefraværet ned hos MidtVask i Aarhus, som har sin egen fysioterapeut ansat. Samtidig skaber det høj arbejdsglæde, langvarige ansættelser og dedikerede medarbejdere.

Smilene er store, og latteren lurer under overfladen da syv kvinder en regnfuld tirsdag mødes i det depotrum der udgør træningsfaciliteterne hos virksomheden MidtVask, som håndterer vasketøj fra stort set alle hospitaler i region Midt. Og i takt med at musikken drøner ud af højtalerne, begynder sveden at glinse og kinderne at få farve.

MidtVasks fysioterapeut Trine Rask-Nielsen forklarer at træningen af de cirka 140 medarbejdere, som arbejder i flerholdsskift, er en del af en samlet sundhedsstrategi – og en integreret del af virksomhedens sjæl. På MidtVask er træning og sund levestil nemlig en naturlig del af hverdagen, og det har forplantet sig over i medarbejdernes privatliv, hvor flere er begyndt at spise sundere og bevæge sig mere i fritiden. Det betyder alt i alt at de har færre smerter og skader end man kunne forvente på en arbejdsplads med hårdt, fysisk arbejde.

MidtVask er ellers en traditionel produktionsvirksomhed hvor medarbejderne har mange gentagne og ensidige bevægelser, og vægten af det tøj de flytter rundt på i løbet af en dag, bliver samlet set højt. Derfor er risikoen for nedslidning og arbejdsskader stor.

Alligevel ligger sygefraværet i den meget lave ende. Fra 2007, hvor sygefraværet lå på 3,5 %, er det faldet til 1,65 % i 2016. Samtidig har er medarbejderne loyale – adskillige medarbejdere fejret 40 års jubilæum.

Mere energi og færre smerter

Salwa Masri, 28 år og af dansk/libanesisk afstamning, har arbejdet hos MidtVask i tre år. Hun deltager som regel i træningen to gange om ugen. Hun foretrækker ’cardio’træningen fordi hun godt kan lide at få pulsen op.

– Jeg får så meget energi af træningen, og det giver mig overskud privat, hvor jeg har to små børn, siger Salwa.

Sunanya Saebun, 35 år og oprindeligt fra Thailand, har arbejdet hos Midtvask i ni et halvt år. For at få transporttid, arbejdstid og afhentning af sit barn til at gå op, vælger hun at træne hjemme

– Jeg har længe døjet med ondt i skuldre og nakke, og Trine (Rask-Nielsen, red.) har givet mig nogle øvelser som jeg laver hver dag derhjemme, fortæller hun.

– Øvelserne tager mellem 10 og 20 minutter, og de gør, at jeg ikke længere har ondt. Tidligere var det af og til nødvendigt at tage smertestillende medicin, men det behøver jeg ikke når jeg passer min træning.

Viden er vigtig

Trine Rask-Nielsen færdes hjemmevant i vaskeriet, og bliver alle steder mødt med smil, åbne arme og fortrolighed.

– Trine er rigtig god til at få øje på dårlige arbejdsstillinger og kan på en god måde fortælle os hvordan vi kan passe på os selv, siger Sunanya.

– Ja, Trine er rigtig god til at motivere os, falder Salwa ind.

Adgangen til en professionel fysioterapeut og det at hvert team har en ergonomi-ansvarlig, en elastiktrænings-ansvarlig og en sundhedsansvarlig person, betyder at sundhed, gode arbejdsstillinger og målrettede øvelser bliver en naturlig del af hverdagen.

Midtvask er også med til at uddanne industrioperatører, og som en del af uddannelsen er der fokus på træning og sundhed.

– I løbet af uddannelsen, som varer to år, har eleverne obligatorisk træning tre gange om ugen og undervisning i sundhed og kost. Det betyder at de får en vane med at træne og kommer ind i en sund livsstil, og det tager de med tilbage hertil, forklarer Trine Rask-Nielsen.

Både Salwa og Sunanya er uddannet industrioperatører.

– Det er vigtig med viden, siger Salwa, og Sunanya nikker:

– Det at vide hvorfor vi skal træne, gør at jeg får taget mig sammen til at træne når jeg er derhjemme, også de dage jeg ikke rigtig har lyst. For jeg ved hvorfor det virker, så mine smerter forsvinder, fortsætter hun.

– Og så betyder det rigtigt meget at jeg altid kan få fat i Trine, for så kan jeg få nye øvelser når jeg begynder at kede mig, eller hvis jeg ikke synes at de øvelser jeg har, virker godt nok.

Udfordrende arbejdsbevægelser

På MidtVask vaskes alt tøj, uniformer, tæpper, dyner, puder og sengetøj som bruges på hospitalerne, og det drejer sig om mange, mange tons om året. Hvert stykke tøj håndsorteres når det kommer ind, og selvom der tages alle mulige ergonomiske hensyn, skal medarbejderne stadig løfte mange kilo tøj i løbet af en arbejdsdag. Samtidig kan det ikke undgås at nogle arbejdsstillinger er udfordrende for kroppen.

Langs sorteringsbåndet med det beskidte tøj er stemningen god og humøret højt. Det går stærkt når tøjet skal sorteres i lagner, undertøj, t-shirts, bukser osv. Tøjet kastes i tragtformede huller, der bringer det videre til vaskemaskinen. De tøjtyper der er flest af, er tættest på medarbejderne. Alligevel skal meget af tøjet kastes lidt over en meter for at ramme hullerne længst væk.

I de smalle gange, mellem stativer med rent sengetøj, kommer en lille kvinde trækkende med en stor metalvogn, fyldt med rent tøj som skal foldes. Det er tydeligvis svært at manøvrere den tunge vogn rundt om de mange hjørner og kringelkroge.

– Jeg er meget opmærksom på at medarbejderne bruger deres krop ordentlig i arbejdet. Fx forsøger vi at undgå vrid når de flytter rundt på en vogn som den der, siger Trine Rask-Nielsen.

Elastik for muskler og samvær

Et andet sted står en række kvinder og hænger T-shirts og skjorter på bøjler. Musikken spiller fra en ghettoblaster, og kvinderne griner til hinanden mens de arbejder. Kvinderne må dreje sig for at samle hvert stykke tøj op. Det kræver fingerfærdighed at få skjorter og T-shirts til at hænge glat på hver sin bøjle, og arbejdet kræver mange rotationer og brug af de mindre muskler i hænder og underarme.

Netop for at forebygge skader og smerter i hænder, håndled, arme, skuldre og nakke, træner de medarbejdere der har lyst, med elastikker hver dag kl. 12.25 i fem minutter inden de går til frokostpause. Sammen med træningen i spinning, kredsløbs- og styrketræning gør de bare de fem minutter med elastikkerne en stor forskel, ikke kun i for musklerne, men også for det sociale fællesskab. Måske er det en af grundene til at man som besøgende på arbejdspladsen bliver slået af hvor mange smil man møder. Alle er imødekommende og virker stolte af deres arbejde.

Fællesskabet motiverer

Tilbage i træningssalen er humøret stadig højt. Her er demokratiet i højsæde. Så da en kun vil træne hvis hun må spinne, og en anden kommer for at danse, bliver en cykel trukket frem, mens andre finder stepbænke frem.

– Trine er rigtig god til at lytte til hvad vi har lyst til, og det er meget motiverende, siger Salwa Masri. Og det er tydeligt at alle de kvinder der deltager i dagens træning, er topmotiverede, uanset om de cykler eller giver den gas med dans, stepbænke og redskaber.

– Fællesskabet er en stærk faktor når gælder om at få medarbejderne med i træningen – og at få dem til at blive ved, fortæller Trine Rask-Nielsen.

– For mig er fællesskabet med til at jeg fokuserer på hvor fedt det føles, siger Salwa.

– Jeg oplever at jeg bliver glad og får meget mere energi end før jeg begyndte at træne.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.