Motionsholdspil er på kort tid blevet populært hos såvel voksne, seniorer og patienter med forskellige diagnoser, som børn og unge. Begrebet ”motionsholdspil” dækker over elementer fra holdspil som fodbold, håndbold og floorball, som man kender fra foreningsidrætten. Men i motionsholdspil ligger fokus på at tilpasse holdspillet til en given målgruppe. Og netop derfor har det vist sig at være gavnligt for både nye målgrupper og dem der traditionelt melder sig ind i en idrætsforening.
Flere studier, fra bl.a. Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet, har undersøgt effekten af holdspil som et motiverende tilbud om motion for mennesker i alle aldre, og fundet positive sundheds-effekter af både sociologisk, psykologisk og fysiologisk karakter. Blandt andet har det sociale element i holdspil en positiv indflydelse på helbred, sociale netværk og livskvalitet, og gør det nemmere for deltagerne at holde fast i fysisk aktivitet.
Motionsholdspil ligner traditionelle holdspil: Der er fysisk aktivitet, der er en interaktion imellem spillerne på banen, der er spænding om udfaldet i en kamp, og der benyttes bolde eller andre rekvisitter. Det særlige ved motionsholdspil er organiseringen af spillet:
De små baner med få deltagere betyder en høj grad af involvering i spillet. De korte intervaller hvor pulsen er høj, giver store fysiologiske sundheds-gevinster. Og fraværet af turnering gør at alle spillere er lige velkomne.
Motionsholdspil
Mange lokale foreninger og klubber har allerede motionsholdspil på programmet, eller vil gerne starte hold hvis der er nok der henvender sig. Men holdspil kan faktisk spilles hvor som helst, og af hvem som helst. Rigtig god fornøjelse 🙂
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.