Bækkenløsning er invaliderende når smerterne sidder i alle bækkenled. Det oplevede 29-årige Mia Holdgaard, som med en aktiv indsats har kunnet vende tilbage sine studier. Det bedste er at tage problemet i opløbet. Træning og rådgivning hjælper.
Graviditet er ingen sygdom, men hver femte gravide kvinder udvikler smerter i bækkenet, som gør det svært at fungere i hverdagen.
Bækkenets led bliver under graviditet løsere, og det betyder at de kan blive forvredet eller forstuvet. Leddet hæver op og gør ondt, og når alle tre led i bækkenet er ramt, taler man om egentlig bækkenløsning.
– Denne tilstand er meget smertefuld og ofte næsten invaliderende. Er det blevet meget slemt, er det nødvendigt at holde sig i ro, fordi selv den mindste aktivitet forværrer smerterne, siger fysioterapeut og uroterapeut Birthe Bonde.
Men denne ro skal helst ikke vare for længe, forklarer hun videre.
– Her kan en fysioterapeut være med til at afdække hvilke øvelser og aktiviteter der vil mindske smerterne og bedre aktivitetsniveauet.
Når man at komme i behandling inden problemet er blevet slemt, er det ofte muligt gennem stabiliserende træning og anden behandling at forhindre sygemelding.
– Det bedste er at kunne holde sig i gang gennem hele graviditeten, så blodomløb og muskler bliver ved at virke godt.
Mia Holdgaard fødte sidste sommer sin datter nummer to, og hendes graviditet endte på grund af alvorlig bækkenløsning som en lang sygeperiode.
Hun er 29 år og var gravid første gang som 22-årig. Dengang havde hun også bækkenløsning og var efter fødslen to år om at komme sig.
– Denne gang har jeg haft så ondt at jeg næsten ikke kunne komme ud af sengen. Det startede allerede i 8. uge, og min læge henviste mig til Birthe Bondes klinik.
Mia blev nødt til at holde pause fra pædagogstudie og praktikperiode i en børnehave. Hun lå i sengen i familiens lejlighed på 4. sal i København og gik i længere perioder slet ikke ud, bortset fra når hun skulle til fysioterapeut.
Fysioterapien bestod af øvelser og behandling, som beroligede led og muskler og fjernede væske omkring led og i bækken uden at provokere smerterne yderligere. Træningen havde især det formål at styrke de små muskler i bækkenet, så de bedre kunne holde sammen på Mias bækkenled når hun bevægede sig.
– Det var meget hårdt at skulle være i ro så længe, for jeg er en person der har det bedst med at være meget aktiv. Jeg følte mig spærret inde og havde smerter døgnet rundt, husker Mia Holdgaard.
Selve fødslen gik fint, og da lille Lily var syv måneder, startede Mia igen i sin praktik. Hun gennemførte ikke fuldt, men det er lykkedes hende at bestå perioden så hun kan komme videre med sine studier.
– Jeg kan gå på trapper igen, og jeg er begyndt at cykle. Lige nu har jeg en del rygsmerter, og det varer længe før jeg kan løbetræne, så problemet er langt fra på plads.
Det er desværre normalt at det tager lang tid at komme sig efter egentlig bækkenløsning.
– Derfor er det meget vigtigt at problemet bliver opdaget så tidligt som muligt, så kvinderne ikke får så ondt at de ender med at måtte ligge i sengen, siger Birthe Bonde.
Det er klogt at gå til lægen hvis der i forbindelse med graviditet er smerter over lænd, korsben og skamben eller måske i lårene. Lægen kan henvise til fysioterapi og vandgymnastik, som er den ideelle behandling.
– I vandet er kroppen ikke tung. Den bliver støttet og holdt, og vandet danner samtidig modstand for bevægelserne. Det er optimalt, fordi blodomløbet kan komme i gang, og fordi musklerne bliver brugt uden at forårsage smerte i leddene. Blot at stå og svinge med armene under vandet er en super god øvelse, forklarer Birthe Bonde.
Ingen kan sige præcis hvorfor Mia har så stærk tendens til bækkenløsning.
– Jeg skal nok ikke have flere børn. Det tør jeg ikke. Heldigvis er det lykkedes mig at få to dejlige piger, siger hun.
Hvad er bækkenløsning?
|
Bevægelse er vigtig
|
Hvile er vigtig
|
Kilde: Hanne Albert, fysioterapeut, MPH, ph.d. og lektor ved Syddansk Universitet
I pjecen “Graviditet og bækkensmerter” kan du læse mere om tilstanden og få øvelser der kan afhjælpe problemet. Pjecen kan ses og bestilles på www.krop-fysik.dk eller fås hos din lokale fysioterapeut.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.