Binge Eating Disorder (BED) er en spiseforstyrrelse, hvor man ukontrolleret overspiser. Det betyder at de fleste der lider af BED, kæmper med overvægt. Men det er faktisk slet ikke vægttab der skal være i fokus, hvis sygdommen skal under kontrol.

For to år siden fyldte Anettes spiseforstyrrelse næsten alt. Den var med hende i alle de vågne timer og fulgte hende ind i natten. Hendes krop var sitrende af et fysisk ubehag, der mest af alt føltes som en trykkoger der bruste over. Og når Anette ikke kunne klare den brusende følelse mere, beroligede hun sig selv med mad. Det var ikke nyt. Faktisk kan Anette huske at hun helt fra sine unge år var afhængig af noget udefra for at finde ro. I starten var det alkohol. Men da hun kom i et forhold, blev alkoholen skiftet ud med mad. Sådan bevægede hun sig i cirkler i mange år. Alkohol og mad. Altid afhængig af lindringen.

For to år siden havde det nået et punkt hvor det var værre end nogensinde før. Hun havde det forfærdeligt, og selv den mindste ligegyldige bemærkning kunne blive opfattet som voldsom kritik, der kickstartede den indre uro og lysten til at spise.

Sådan er det heldigvis ikke mere.

Anette lider af spiseforstyrrelsen BED (Binge Eating Disorder). Men i dag, modsat dengang, styrer den ikke hendes tilværelse. Anette blev nemlig færdig med behandling for BED for et halvt år siden, og med det kulminerede en livslang kamp mod sygdommen og et årtis søgen efter hjælp.

Ny diagnose

At Anette havde brug for hjælp, gik op for hende i 2011, hvor hun for første gang stødte på betegnelsen BED.

– Jeg faldt over det på nettet, og kiggede på symptomerne og kunne jo bare se mig selv i det hele. Indtil da havde jeg egentlig bare altid bare undskyldt det over for mig selv med at jeg havde en sød tand, siger hun.

Med opdagelsen gik alvoren op for hende, og hun begyndte at søge hjælp. Men fordi BED først for nyligt blev anerkendt som en diagnose af verdenssundhedsorganisationen WHO, er det først i de seneste par år at der har været offentlige behandlingstilbud.

Et af disse projekter ligger i psykiatrien i Odense. Det er her Anette blev behandlet i halvandet år. To af behandlerne er Anne Bruun og Grethe Birgitte Kure, henholdsvis sygeplejerske og fysioterapeut, og for dem at se, var det på høje tid med et behandlingstilbud.

– BED er jo en sygdom, og en rigtig kompleks en af slagsen, som er omgærdet af en masse skam, og hvor man også kan blive udsat for et samfundsstigma fordi man grundet sygdommen har stor risiko for overvægt.

“Det at være tyk bliver stadig forbundet med at være doven og lidt dum.”

– Så det er rigtig godt at der er kommet fokus på at det er en lidelse. Man kan ikke bare “stoppe med at spise”, som mange tænker, siger Anne.

Mad er en lindring

For mennesker med BED er maden en lindring. Anette beskriver det lidt som en afhængighed som man kan genkende fra ludomaner eller alkoholikere, men samtidig mere kompleks end som så. For mad var for Anette både en lindring, en tryghed, en måde at flygte fra følelser på, og en måde at undgå at mærke sig selv og sine behov på. Og samtidig er mad jo noget kroppen har brug for, så det er også umuligt bare at skære det afhængige element væk – hvilket gør det rigtig svært.

Når Anette havde de behov – behovet for lindring og for at flygte fra sine følelser og sin krops signaler – så skyldes det nogle mønstre som blev grundlagt allerede i barndommen. Hun fortæller blandt andet at hun var en genert pige, men at den generthed ikke blev rummet eller accepteret, så hun måtte overskride sine egne grænser og tvinge sig selv til at opføre sig anderledes for at passe ind og gøre andre glade.

Og spørger man Anne og Grethe, er det ikke usædvanligt for mennesker med BED.

– Mange har nogle ting de bærer med sig fra de var meget små. Det kan være at der har været nogle svigt, men vi ser også mange som simpelthen bare har været sårbare, og har oplevet at føle sig forkert fra en tidlig alder, og aldrig har fået lært at håndtere følelser, siger Anne.

Hun påpeger også at der for mange har været fokus på vægt og mad i hjemmet, som kan være en del af forklaringen på hvorfor det netop er maden der bliver det misbrugende element.

Undertrykte behov

Når det i dag er lykkedes Anette at ændre sit forhold til mad og få spiseforstyrrelsen under kontrol, skyldes det den behandling hun fik i Odense. En behandling som bygger på tværfagligt samarbejde mellem sygeplejerske, fysioterapeut, psykoterapeut og diætist. For Anette at se, er det netop tværfagligheden som har været afgørende.

– Jeg prøvede forskellige ting i perioden fra 2011 og frem til 2019, hvor jeg startede i behandling. Blandt andet gik jeg i en gruppe for overspisere. Det var ligesom anonyme alkoholikere med trin, og jeg kunne se og høre at det virkede for andre – men ikke for mig. I dag ved jeg at det var fordi jeg manglede nogle elementer, siger Anette.

For selvom gruppen gav hende trygheden i at møde ligesindede og hjalp hende med at sætte ord på spiseforstyrrelsen, så var der udfordringer hun ikke bare kunne snakke sig ud af. Hun havde brug for grundlæggende hjælp til at ændre sit forhold til mad, forstå sine reaktionsmønstre og genetablere forbindelsen mellem krop og hjerne. Og det hjalp behandlingen i Odense hende med.

I samarbejde med en diætist begyndte hun at arbejde med et sundere forhold til mad, og skulle blandt andet føre en kostdagbog med tilhørende tanker om dagen og hvordan hun havde det, så hun kunne få kortlagt hvornår og hvorfor trangen til overspisning meldte sig. I starten af forløbet opstod den trang paradoksalt nok i høj grad efter hun havde været til behandling.

– Både jeg og de andre kvinder led voldsomt af overspisning dagene efter, fordi der bare blev taget fat om nogle ting som var svære, men også nødvendige, siger Anette.

Det var i høj grad arbejdet med at finde ind til sine behov der udfordrede Anette, fordi det var noget hun havde forsøgt at undertrykke i så mange år.

Skal lære at mærke sig selv

Arbejdet med at finde ind til behov og grænser og at opnå en ro i sig selv og de følelser der kan opstå, stod på flere ben. Der var individuelle samtaler, gruppeterapi og så var der det kropslige aspekt, som fysioterapeut Grethe stod for. Hun brugte forskellige øvelser og redskaber, som spillede op af emnerne i terapiforløbene, så det både var krop og sind der blev sat i spil.

– Mange oplever at de føler sig som et hoved afkoblet fra kroppen, og derfor er det vigtigt at vi får kroppen med. Det er ikke fordi den skal udfordres og presses, men vi arbejder med at lære patienterne at mærke kroppen, være omsorgsfulde over for den og lære at acceptere den, siger Grethe.

For at gøre det bruger hun sansestimulering og kropsterapi i form af blandt andet B-BAT (Basic Body Awareness Therapy), som er en blid form for bevægelsesterapi, med fokus på at sanse og opleve kroppen som sammenhængende.

– Der skal etableres kontakt til kroppen, så man kan lære den at kende og blive mere lydhør over for hvilke signaler den sender. For det er gennem kroppen vi mærker og bliver bevidste om vores følelser, og ud fra det kan begynde at skabe sammenhæng mellem hvad vi sanser, tænker og føler – noget som er svært for mennesker med BED. De kan have svært ved at tolke hvor impulserne kommer fra – hovedet eller kroppen, siger Grethe.

Det er netop noget af det Anette kan mærke at hun har lært. Hun har i dag en meget bedre føling med hvilke følelser der farer gennem hende, og hvilke signaler kroppen sender – og hvorfor. Derfor kan hun rumme at være til stede i det – og dermed også lade være med at overspise.

– Lige nu har jeg en uro i kroppen, men jeg ved at det er fordi der er usikkerhed om min boligsituation, og det kan jeg ikke gøre noget ved lige nu. Så i stedet for at ville fjerne den følelse, kan jeg acceptere at den er der.

“Nu er det mig der sidder i førersædet af bilen, og ikke min spiseforstyrrelse, som det har været i mange år.”

– Den er med som passager, og det er okay, men jeg bestemmer retningen, siger Anette.