På glatis

Af: David Blazek, fysioterapeut og træner i kunstskøjteløb

Nu åbner byernes udendørs skøjtebaner, og det er med at udnytte muligheden, for skøjteløb er både sjovt, socialt og sundt. Her kan du få tips til at begå dig på isen – så det er dig der styrer skøjterne, og ikke omvendt.

Visse ting er gode at vide før man sætter benene på isen for første gang. For det første skal man have et par skøjter. Man kan vælge mellem to slags skøjter: Dem der er beregnet til ishockey, og dem der er beregnet til kunstskøjteløb. Begge slags skøjter består af et par støvler og et sæt klinger, som er fastgjort på støvlerne med skruer eller nitter; men når man kigger nærmere på klingerne, er der en væsentlig forskel på dem.

Kunstskøjter har nemlig en række takker på den forreste del af klingen, der slutter med en skarp hæl, mens klingerne på ishockeyskøjter er runde i begge ender.

Vælg det rigtige udstyr

De fleste sportsforretninger har begge slags skøjter på lager. Skøjterne kan også købes via nogle af landets skøjteklubber. Men vær opmærksom: Kunstskøjter lavet af meget blødt læder, giver ikke nok støtte om anklerne. Manglende støtte gør det vanskeligere for nybegyndere at styre skøjterne på isen, fordi man er nødt til at bruge kræfter på at holde anklerne lige; ellers glider skøjterne ikke som de skal. Har du blot lyst til at løbe rundt på isen, kan du anskaffe dig et par ishockeyskøjter, men vil du gerne lave pirouetter, spring og andre tricks som skøjteprinsesser og -prinser, bør du anskaffe dig et par kunstskøjter.

For at få det bedste ud af dine skøjter skal de slibes med jævne mellemrum. Det kan skøjteklubber og visse sportsforretninger gøre.

Den rigtige størrelse

Når du prøver et par skøjter i en sportsforretning, skal du medbringe et par tykke sokker som du regner med at bruge når du skal skøjte. Man bruger som udgangspunkt samme nummer i skøjter som man bruger i sko. Skøjterne skal sidde tæt til foden, men må ikke klemme tæerne. Køb aldrig skøjter som er flere numre for store, og som er til at vokse i!
 
Lær smarte tricks på skøjterne

Øvelse gør mester, så spænd bare skøjterne på og forsøg dig frem. Hvis du gerne vil lære noget mere, kan du melde dig ind i en klub, hvor du kan få gode tips om hvordan du fx kan løbe stærkere, løbe baglæns og – en vigtig ting – lære at bremse. De fleste skøjtehaller i Danmark har en skøjteklub hvor man kan henvende sig.

Skøjteløb er en vintersport, så sørg for at have varmt tøj på når du skal ud og løbe på skøjter – dog ikke for meget, for kroppen bliver hurtigt varm. Det er en rigtig god ide at tage varme vanter på. Og nybegyndere kan med fordel bruge cykelhjelm de første gange de er på isen.
Så skulle du være klar til at betræde isen!

Oversigt over skøjteklubber mm. kan ses på www.danskate.dk.

David Blazek er fysioterapeut og skøjtetræner. Læs mere på www.isdans.dk.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.