Peter Øvig Knudsen har lidt af depressioner det meste af sit liv. Under arbejdet med hans seneste bog, Min mor var besat, kom en kulsort en af slagsen rullende og slog benene væk under ham. Turen ned i mørket satte spørgsmålstegn ved om bogen overhovedet skulle skrives færdig. Færdig blev den, og reaktionerne på den har bekræftet ham i behovet for at udfordre det tabu som stadig omgærder psykisk sygdom

Det er lidt enten-eller. Hvis man aldrig selv har prøvet det, er det svært at forstå hvad det vil sige at have en depression. Den depressives energiforladthed, glædestab og svindende engagement i sociale relationer kan virke ubegribelige og frustrerende på dem der står personen nær.

Hvis man derimod selv har prøvet turen ned i tilværelsens sortbrune mosedynd, er der noget umiddelbart genkendeligt i Peter Øvig Knudsens beskrivelser af depressionens sumpland: Man har været der selv, og skønt oplevelsen selvsagt er forskellig fra person til person, genkender man dyndets lugt og farve.

Enten er man helt med, eller også er man helt udenforstående. Måske er det derfor Peter Øvigs bog om hans psykisk syge mor er blevet så vel modtaget som den er: Alle kan bruge dens beskrivelser af depressionens gru til noget. Og det glæder forfatteren, der med Min mor var besat: Da jeg mødte depressionens dæmonhar skrevet sin mest personlige bog til dato:

– Reaktionerne har været overvældende og rørende. Jeg har før skrevet bøger der har vakt opmærksomhed, men det nye er at læserne henvender sig med deres egne historier. Der er mange der takker mig for at de synes det er lykkedes mig at beskrive hvordan en alvorlig depression føles. Hele familier rundt om en psykisk syg har læst bogen og siger ‘Nu forstår vi lidt bedre hvordan vores søn eller ægtefælle har det’.Det er jeg virkelig, virkelig glad for, siger han.

Bipolar mor

Peter Øvig Knudsen voksede op med en mor, hvis psykiske sygdom lagde en mørk skygge over familiens liv. Hendes tungsind, krav og bebrejdelser fyldte meget i både hans barndom og voksenliv, så da hun døde i 2016, følte han en kæmpe lettelse. Der gik ikke mange timer før beslutningen var taget om at gå i gang med den bog om hende, som han så længe havde haft i tankerne, men ikke turdet skrive før nu.

Men arbejdet med bogen fik uforudsete konsekvenser: I takt med at han dykkede ned i sin mors journaler, blev han selv ramt af en depression, som i styrke langt oversteg hans tidligere depressioner, og som til sidst blev decideret psykotisk.

Både i bogen og i interviews omkring dens udgivelse har han beskrevet turen ned i det psykotiske mørke, og hvordan vejen op derfra gik over indlæggelse og elektrochok – en behandlingsform han ellers altid har forholdt sig stærkt kritisk til. Men den hjalp ham, og i dag har han det godt og er velbehandlet for, hvad lægerne betragter som en bipolar lidelse:

– Selvom jeg ikke har manier, har jeg fået den diagnose. Hvis man har en mor der er bipolar, og man selv lider af alvorlig depression, er der næsten en automatik hos psykiaterne, der siger bipolar. Min gamle psykiater ledteefter manien i min skriveproces, og jeg tror at lægerne tænker at der er noget jeg ikke vil indrømme. Men jeg har kigget mine venner og kæreste dybt i øjnene og spurgt dem: ‘Er der noget?’, og de siger: ‘Overhovedet ikke’. Manier eller ej, så får jeg lithium nu, som erfaringsmæssigt ofte virker på bipolare.

Grim plet på det perfekte billede

De mange personlige reaktioner på Peter Øvigs bog har overrasket ham, fordi de vidner om det tabu der stadig omgærder psykisk sygdom:

– Vi har jo talt om depression en del år nu, så jeg ville have troet at det var mindre tabuiseret i dag. Men især i forhold til arbejdsliv og karriere er der stadig et stort tabu. Jeg har mødt folk i høje, vigtige poster, hvor ingen i forbindelse med deres arbejde ved at de lider af depressioner, fortæller han.

Men vi taler også om depression som en folkesygdom og dermed noget der berører virkelig mange af os på en eller anden måde. Hvordan hænger det sammen med et tabu?

– Det er rigtigt, men folk skjuler stadig at de har det. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for hvis en arbejdsgiver kan vælge mellem en der er psykisk rask, og en der lider af depressioner – en sygdom der ofte vender tilbage og ofte er langvarig – hvem vælger man så,? spørger han retorisk og reflekterer over årsagerne til sygdommens vedholdende stigmatisering:

– Jeg tror at det fortsatte tabu skyldes den effektivitets- eller perfekthedskultur som vi har fået, for depression er alt det modsatte af perfekt og effektivt. Så hvis det i arbejdslivet og på de sociale medier handler om at fremstå perfekt og velfungerende på alle planer, kan depression og psykisk sygdom for mange føles som en virkeliggrim plet på det perfekte billede.

Selvmord er no-go

Noget af det sværeste ved opvæksten med den bipolare mor var frygten for at hun skulle tage sit eget liv. Tanken om medicinskabets arsenal af antidepressive piller, og hvad hun måske kunne finde på at gøre med dem, gjorde den unge Peter rædselslagen:

– Jeg kan huske at stå uden for badeværelset, hvor hun kunne være ude i alt for lang tid ad gangen. Så stod jeg med øret til døren og tænkte: ‘Hvad fa’en laver hun derude?’ Der var helt stille, og dér i 11-12-årsalderen har jeg godt vidst at man kan begå selvmord med piller. Det skræmte mig enormt. Jeg har diskuteret med min psykolog om det havde været bedre hvis hun havde begået selvmord, men hans synspunkt er at en forælders selvmord er så traumatiserende for børn at det kun gør ting værre.

For Peter Øvig er det en vigtig pointe at selvmord ikke er en løsning, uanset hvor dybt ned i et sort hul man som psykisk syg kan komme. Han kan sagtens forstå at nogen gør det, hvis de har det så dårligt som han selv har haft det, men:

– En ting er at det smadrer tilværelsen – og øger selvmordsrisikoen – hos ens børn. Men der er jo også risikoen for at man selv fortryder undervejs. En ven fortalte mig om et studie, hvor man har talt med folk der har overlevet at kaste sig ud fra Golden Gate Bridge. Næsten alle dør, så man kaster sig kun ud fra den hvis man virkelig mener det. Forskerne har så fundet frem til nogle der mod forventning overlevede, og de fortalte alle sammen at de havde fortrudt på vej ned! Det tror jeg er godt at tænke på hvis man går rundt med selvmordstanker.

Pulsen op hver dag

Halvandet år efter indlæggelse og elektrochok har Peter Øvig det godt i dag. Foruden behandlingen med lithium gør han sit bedste for selv at forebygge at depressionen rammer igen. Det sker blandt andet med daglig motion:

– Jeg kan tydeligt mærke at motion gør noget godt for mig. Selv da jeg var rigtig deprimeret – undtagen lige de sidste par uger før indlæggelsen, hvor jeg intet kunne – holdt jeg fast i det, for efter en omgang god, hård fysisk aktivitet er man altid lidt mindre deprimeret end før. Så selvom jeg faktisk er ret kropsdoven, sørger jeg for at blive grundigt forpustet hver dag,siger han og fortsætter:

– Det djævelske ved depressionen er at den fjerner ens motivation for at foretage sig noget som helst, også det der faktisk er godt for en. Depressionen giver dig den vrangforestilling at alt er ikke blot uden glæde, men også uden mening. Min gamle psykiater Jes Gerlach sagde: ‘Man kan ikke blive helbredt for en depression med medicin, men hvis vi finder den rigtige medicin, kan det nogle gange løfte dit energiniveau tilstrækkeligt til at du kan handle. Dérfra er det dit ansvar’. Hvis du kan omsætte den energi til handling, så er den positive cirkulation i gang. Så længe man bare passivt modtager sin medicin – som min mor gjorde – bliver man ikke rask og kommer videre med sit liv.