Et pusterum i en drøj hverdag

Af: Marianne Nørup, fysioterapeut

Foto: Henrik Frydkjær

”Kom og arbejd med kroppen for at få en stærkere krop, som giver en nemmere hverdag og bedre livskvalitet.” Sådan står der i den lille pjece om det tilbud som har fået adskillige kræftpatienter i Hillerød til at træne sammen – med stor succes.

Én ting er at forskningen påpeger store fordele ved at motionere i forbindelse med en kræftsygdom. Noget andet er at patienterne netop er ramt af smerter, træthed og bekymring – og at det kan virke helt uoverskueligt at finde kræfter til motionen.

Derfor er der rundt om i landet opstået tilbud der kan støtte nuværende og tidligere kræftramte til at få trænet. Et af dem hedder Pusterummet og hører til i Hillerød Tilbuddet er et samarbejde mellem Fysioterapeutuddannelsen UCC Hillerød og Kræftens Bekæmpelse i Hillerød.

Det er fysioterapeut og lektor Wanda Breum, der sammen med to studerende fra UCC Professions-højskolen i Hillerød leder holdet.

– Holdet er både for kræftpatienter under og efter endt behandling, og træningen er tilrettelagt så alle kan være med, fortæller Wanda Breum.

Ideen med holdet er at inspirere og støtte deltagerne til at være aktive. Hver især har de brug for gode oplevelser med den krop som på nogle punkter kan føles som om den har ”svigtet”, og som har været så meget igennem.

Livsbekræftende

Træningen er varieret, og instruktørerne tilpasser øvelserne til hver enkelt deltager, så alle kan gennemføre. De giver også idéer til hvordan man kan integrere mere fysisk aktivitet i sin hverdag.

– Arbejdet med Pusterummet er meget livsbekræftende. Vi arbejder hele kroppen igennem på en stille og nænsom måde. Fokus er på kropsbevidsthed, udspænding, vejrtrækningsøvelser, kredsløbs- og muskeltræning samt afspænding. Men vigtigst af alt er at vi undervisere mærker og tager højde for den enkeltes ”dagsform”. Der er max 12 deltagere på holdet, og der er store individuelle behov. Flere er fx i stråle- eller kemobehandling med de bivirkninger det giver. Dem lytter vi til, og programmet kan ændre sig meget fra gang til gang, fortæller Wanda Breum.

Det sociale er vigtigt

Èn bivirkning blandt mange er at svede kraftigt, og der er derfor stort behov for at holde vandpauser. Vandet er bevidst placeret uden for lokalet, for ude ved vandbordet opstår der mange spontane snakke blandt deltagerne. Det kan fx være erfaringsudveksling om parykker, behandlere, kost osv. Det udvikler sig som regel til at flere møder ind i god tid før træningsstart for at snakke og hygge sig sammen.

– Denne sociale ”gave” finder vi meget vigtig og giver tid til – også i selve træningsseancen, hvor vi lader vandpauserne vare lidt længere hvis vi mærker der sker noget brugbart for deltagerne, siger Wanda Breum. ”Pusterummet” slutter da også altid forløbet af med en farvel-og-tak- og erfaringsudvekslings-aften.

Populært blandt underviserne

Både deltagere og studerende får meget ud af forløbet. Det er faktisk blevet så populært at få lov til at deltage som hjælpe-underviser i Pusterummet at Wanda Breum må trække lod blandt de interesserede fysioterapeut-studerende.

– De studerende lærer på bedste vis at forstå ikke kun den træningsfysiologiske og sygdomsmæssige tankegang, men også hvordan de psykiske og sociale forhold spiller ind når mennesker skal leve med en livstruende sygdom, forklarer Wanda Breum:

– Træningstilbuddene har været en succes for alle parter. De studerende opnår god og brugbar læring, og borgerne får gratis og kvalificeret træning som bygger på evidens og superviseret træning.


Udtalelser fra deltagere:

”At gå i Pusterummet gør mig så godt på alle planer – jeg kan mærke det er godt for min krop. Der er en god stemning, og det er ikke så højtideligt. Alle er så søde – lige et hold for mig”

Jette, 49 år

 

”At møde nogle som er i samme situation, har betydet meget for mig. Og pigerne er så søde og dygtige. Jeg håber jeg må deltage næste gang også”. 

Mette, 73 år


Op at stå igen Træning KUN for mænd

Kom så! Du kan godt – andre før dig har gjort det!  Kom op og stå igen – og bliv en del af en træningsgruppe kun for mænd.

Uddrag fra pjece om træningstilbudet ”Op at stå. Træning kun for mænd”

En spinkel mand i sin bedste alder står forpustet og bokser løs på en meget yngre mand, der holder en stor kraftig pude foran sig. ”Bliv nu ved!”, råber den unge mand. Sveden drypper. Omkring dem hujer og hepper mænd af forskellig alder og størrelse, og i ringhjørnet får en tidligere kombattant massage på skuldrene.

Det er maskulint, det er svedigt og det er effektivt.

I kølvandet på succesen med Pusterummet i Hillerød er der opstået endnu et tilbud, ”Op at stå”, og det retter sig udelukkende mod mænd. Baggrunden er at mænd som hovedregel ”ikke gider al det snak”, og at det er nemmere at få mænd til at deltage i gruppetræning når holdet kun er for mænd.

Det er to fysioterapeutstuderende fra UCC Hillerød der, i samarbejde med Kræftrådgivningen i byen, tilbyder træningen til kræftramte mænd to gange om ugen. Også her tages der udgangspunkt lige der hvor den enkelte er.

Mange slags motion

Det er vigtigt at føle at kroppen stadig fungerer. For det gør den. Men den skal op i gear igen, og den bliver meget hurtigt træt. Derfor har de to trænere fundet en række motionsformer som skal motivere mændene til at få pulsen godt i vejret. Blandt andet bokser de, spiller hockey, træner i skoven og cykler. Den fysiske træning gør godt, og samværet øger motivationen og humøret. Ud over træningen har gruppen hver onsdag mulighed for erfaringsudveksling, ledet af en psykolog.

Tilbuddet har været en succes. Mændene giver blandt andet udtryk for at de kan mærke forbedringer både fysisk og psykisk, og at de næppe var kommet i gang med motionen uden. Håbet er at mændene fortsætter med at være aktive efterfølgende.

 

Jamen hvorfor? Fordi forskning viser at fysisk aktivitet hjælper på træthed, humøret og dit generelle helbred – også er det også sjovt!

Vi glæder os til at se jer!

Uddrag fra pjece om ”Op at stå. Træning kun for mænd”

 

 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.