Se mig som et menneske og ikke kun som en sygdom

KLUMME:

Empati, medfølelse og ligeværdighed er egenskaber vi som patienter sætter højt når vi møder en behandler i sundhedsvæsnet. Men ikke mindst skal de sundhedsprofessionelle give os håb.

”Jeg har en god relation til min fys; relationen er ikke længere kun fysioterapi, men vi har en kontakt. Det er lidt ligesom to mænd der bare træner sammen”

(Morten, 2017)

I ovenstående udsagn beskriver Morten noget centralt i den relation han har til sin fysioterapeut – nemlig ligeværd og det at blive mødt i øjenhøjde af en professionel. Når Morten er til træning sammen med sin fysioterapeut, snakker de om løst og fast, og han og fysioterapeuten udveksler personlige beretninger fra deres liv. Fysioterapeuten er således ikke kun interesseret i at høre om Mortens sygdom og skavanker, men også hvem han er. Også tøjet betyder noget når de træner sammen i fitnesscenteret. For Morten er det vigtigt at der ikke står en masse titler på fysioterapeutens tøj, da det tydeligt ville markere at han er der i arbejds-øjemed og Morten som patient. Når begge er til træning i almindeligt fitnesstøj, er tøjet til gengæld med til at udligne skellet mellem hvem der er hvem, så man udefra ikke ser forskellen på de to mænd – og indefra mærker Morten den ikke, da de bare taler sammen som to mænd der er til træning.

Hvis samarbejdet i rehabilitering skal lykkes, så kræver det denne form for ”menneske til menneske” kontakt. Det er dog ikke altid at relationen mellem patient og behandler inden for sundhedsvæsenet er som i eksemplet med Morten og hans fysioterapeut.

I de sidste syv år har jeg forsket i rehabilitering og hvad der fremmer og hæmmer et godt og udbytterigt forløb, og noget af det der går igen, er patienters relation til den professionelle behandler. Jeg har hørt flere udtale at de ikke har følt sig mødt, at der blev snakket hen over hovedet på dem, eller at de oplevede at blive talt ned til.

Den gode behandler skal se patienten som det menneske vedkommende er, og ikke bare som ’den halvsidigt lammede’ eller som ’knæet’. Problemet her er at hvis behandleren har en aftale med ’knæet’ kl.13, og ikke med Karen og det liv Karen har levet, så bliver tilgangen meget instrumentel og distanceret, og nærværet forsvinder. Oftest er resultatet en ulige relation, hvor der sidder en ekspert over for en patient. Og når patienter føler at de bliver talt ned til, eller at relationen ikke er god, vækker det ofte modstand.

Blandt professionelle er der stor efterspørgsel på metoder og redskaber, men metoder kan meget lidt uden relationen. Populært siger man at kun 10 % er metode, resten er relation. Det handler om behandlerens ”way of being”, som en fremtrædende psykolog udtrykker det.

Flertallet af de patienter jeg har interviewet, nævner at empati, omsorg og håb er det vigtigste behandlere kan give: Det er vigtigt at vise ægte medfølelse og sætte sig ind i patientens situation. Og så er evnen til at indgyde håb vigtig. Mange patienter får at vide at de ikke kan gøre flere fremskridt nu. De patienter jeg har talt med, nævner håb som noget af det allervigtigste – at man ikke skal tage håbet fra dem – og flere har da også oplevet at de rent faktisk blev bedre, på trods af behandlernes pessimistiske prognoser.