Har du svært ved at se klart og fokusere på computerskærmen? Så trænger du måske til skærmbriller. Og skærmbriller kan der være god fornuft i. Er synet dårligt, risikerer du nemlig ubevidst at bøje dig forover enten i lænden eller nakken for at se hvad der står på skærmen, eller måske bøje nakken for at få den rigtige vinkel gennem glasset på dine almindelige briller. Og så kan de klassiske symptomer som smerter i lænd, spændinger i nakke-skuldermuskulatur eller spændingshovedpine opstå.
Faktisk har du ret til at få undersøgt om du har behov for skærmbriller – og såfremt behovet er der, at få din arbejdsgiver til at betale for skærmbrillerne. Denne rettighed fremgår af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1.108. Men bemærk at arbejdsgiverens forpligtelse ikke dækker medarbejdernes øvrige behov for briller. Der er nemlig forskel på skærmbriller og almindelige briller/læsebriller.
Det handler mest af alt om afstande. En computerskærms placering bør være 50-80 cm fra brugeren. Det er noget længere end til det papir vi kigger på når vi læser, og betydeligt kortere end til de ting vi fokuserer på når vi færdes rundt omkring. Gode øjne kan sagtens håndtere at skifte mellem de forskellige afstande og stadig kunne fokusere, og hvis du ikke har brug for briller til andre formål, er skærmbriller da også overflødige. De færreste unge oplever et behov for skærmbriller, idet et evt. synsbesvær som regel allerede er blevet korrigeret af briller eller kontaktlinser.
Problemerne opstår typisk i 40–50-års-alderen, fordi øjets linse med årene mister fleksibiliteten og får sværere ved at stille skarpt på de korte afstande. Det er her man som privatperson får lavet læsebriller. Men læsebrillerne hjælper ikke nødvendigvis på skærmarbejdspladsen, for de er – i modsætning til skærmbriller – ikke optimeret til netop den afstand der er mellem dig og din skærm.
Skærmbriller er ikke ment som en kompensation for dårlige arbejdsforhold, for eksempel forkert placeret eller dårligt lys. Arbejdspladsen skal være indrettet så lysindfaldet kommer fra siden og reflekserne dermed minimeres. Sidder du med ansigtet med front mod vinduet, indstiller øjnene sig automatisk på det skarpe lys der kommer udefra, og ikke på lyset i skærmen. Dermed får øjet et meget dårligt kontrastforhold af billedet på skærmen. Og vender du på den anden side ryggen til vinduet, kan der opstå indirekte reflekser der blænder for skærmbilledet.
Før du anskaffer dig skærmbriller, bør du også tjekke op på om din arbejdsplads i øvrigt er indrettet ergonomisk hensigtsmæssigt, og ikke mindst om skærmen er af god kvalitet, og rigtigt sat op.
Ender det med skærmbriller, så husk at de skal være lavet på baggrund af målene for netop din arbejdsplads. Standardmål findes ikke, for vi er alle forskellige.
Har du problemer med øjnene når du arbejder ved computeren, skyldes det ikke nødvendigvis at du trænger til briller. Arbejder du mange timer foran en skærm, udsætter du nemlig dine øjne for en kæmpe belastning. Når man anstrenger øjnene gennem noget tid, glemmer man nemlig at blinke – og det bevirker at øjnene tørrer ud.
Dine øjne vil sandsynligvis give dig signaler om at det er ved at være for meget for dem – i form af fx trætte, røde øjne, kløe, svie eller uskarpt syn. Men de fleste af os overhører signalerne og fortsætter. Og det kan betyde at kroppen og øjnene forsøger at indstille sig ved at ændre hovedstillingen, arbejdsstillingen, læseafstanden – eller begynder at misse med øjnene for at se tydeligere. Det betyder at musklerne bliver spændte – og at hovedpinen får gode vilkår for at sætte ind.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.