Hvordan genoptræner jeg efter brok?

Af Rasmus Bach Jønsson

Foto: Shutterstock

Spørg sundhedspanelet:

Hvordan genoptræner jeg efter brok?

Jeg er en 32-årig kvinde, som skal opereres for brok i venstre side (ved venusbjerget hen mod lysken). Lægen siger at jeg ikke må lave tunge løft, og helst skal undgå aktiviteter som at grave i haven osv. Hvilket gør mig ked af det og rigtig bange, da jeg elsker at være fysisk aktiv og har en sund livsstil. Vejer 63 kg og er 173 cm høj, så det er ikke kommet af overvægt, muligvis arveligt eller fordi jeg har været syg og hostet meget. Jeg er vildt bange for fremtiden, både fordi jeg ingen børn har endnu (kan forstå det kan blive værre ved graviditet), og fordi jeg frygter at jeg ikke kan træne og bruge min krop særlig meget fysisk mere. Har læst at det evt. er en god idé at træne muskulaturen omkring bugvæggen, men kan ikke finde noget specifikt om hvordan man gør dette. Er det noget du kan give nogle råd og tips til?

Venlig hilsen anonym


Kære læser! Lad mig først sige at der er flere forskellige retningslinjer efter en brokoperation. De generelle retningslinjer er at man må bevæge sig indtil smertegrænsen 2-3 uger efter operationen. Det anbefales at man holder sig fra tunge løft 6-8 uger efter operationen (retningslinjer fra Herlev Hospital). Jeg synes ikke du skal være nervøs for din fremtid. Generelt har denne form for operation en god prognose, og man vil normalt kunne genoptage sin hverdag 4-6 uger efter operationen. Det er rigtigt at man har set en tendens til tilbagefald ved graviditet, men det er bestemt ikke noget der er sikkert. Og du kan reducere risikoen med forebyggende træning. Mht. fysisk aktivitet før operationen kan jeg anbefale svømning, cykling, yoga og let løb – husk at respektere smertegrænsen. Der er lavet nogle fine studier, der tyder på at træning inden operation kan have et positivt outcome efter din operation. Fokus på øvelserne skal være bækkenbunden og bughulen.

Eksempler på øvelser kunne være:

  • Knibeøvelser
  • Bækkenløft
  • Knæ4stående diagonal-løft
  • Pillow squeezes
  • Air squats

Efter operationen burde det være muligt at vende tilbage til normalt funktionsniveau. Her vil jeg anbefale at du tager kontakt til en fysioterapeut, så I sammen kan få lagt en træningsplan efter dine mål og ønsker – det er en god ide, da alle forløb er individuelle. Som nævnt ville jeg ikke være nervøs. Mange vil efter overstået operation kunne leve et helt almindeligt liv, med havearbejde, tunge løft og graviditet. Held og lykke med din operation og god genoptræning.

Mvh. Rasmus Bach Jønsson