Hos Eurofins Miljø A/S i Vejen er der i de seneste syv år blevet arbejdet målrettet med sundheden. Medarbejderne har det bedre – og er glade for at der bliver lyttet til deres ønsker og behov.
I dag er Eurofins Miljø A/S en god arbejdsplads. Det kan ses på både medarbejder-tilfredsheden og på de forskellige nøgletal som en virksomhed benytter til at måle sin effektivitet og kvalitet.
Men når medarbejdere og ledelse i dag kigger tilbage i tiden, må de konstatere at i 2005 var miljølaboratoriet i Vejen faktisk ikke så rart et sted at være. I hvert fald ikke som i dag.
– Vi så en tendens til øget sygefravær, så derfor tog ledelsen en strategisk beslutning om en række sundhedsfremmende tiltag blandt medarbejderne. Det viste sig at sygefraværet ikke var så højt som antaget, men der var store problemer med trivslen, forklarer HR chef Anita Lindhart.
Det blev også konstateret at virksomheden havde en langt højere “personaleomsætning” end ønsket. Samtidig lå produktiviteten også et stykke under det acceptable niveau.
– Ledelsen gik til opgaven med en holdning om at medarbejderne ønsker at passe deres arbejde. Og medarbejderne gik ind i samarbejdet ud fra en holdning om at ledelsen ønsker trivsel for dem, forklarer HR chef Anita Lindhart.
De tiltag som først blev lanceret, omfattede en massageordning og oplysning om medarbejdernes sundhedsforsikring (som de indtil da næsten ikke benyttede). Samt et besøg af en sygeplejerske der lavede sundhedstjek af medarbejderne. Og derfra blev der arbejdet videre med mange forskellige tiltag, bl.a. foredrag om sund kost, fælles motionsdage og slankehold. Sidstnævnte resulterede i at 33 medarbejdere på tre måneder tabte sig 126 kg!
Det hele var frivillige tilbud til medarbejderne – som de viste sig at gribe med kyshånd. Og når medarbejderne havde nye forslag til hvilke andre sundhedstiltag der kunne sættes fokus på, gjorde ledelsen en stor indsats for at gribe bolden og etablere nye tilbud.
– Det er ikke nok bare at lave et massagetilbud og så læne sig tilbage. Man må hele tiden arbejde videre med tingene, så de bliver en del af virksomhedens kultur, forklarer Anita Lindhart.
Som redskab til at fastholde indsatsen for trivsel og sundhed benytter Eurofins bl. a. en årlig trivselsundersøgelse, som der er stor fokus på at følge op på med igangsættelse af konkrete tiltag. I 2012 udmøntede det sig bl.a. i et forløb for aften/nat-holdet med kostvejledning fra en diætist, fordi medarbejderne havde konstateret problemer med træthed og vægtforøgelse.
– Alle tilbud er frivillige, så det var naturligvis dejligt at samtlige medarbejdere på aften/nat ønskede at deltage. Og at det åbenbart har været en stor øjenåbner for mange af dem, siger HR chef Anita Lindhart.
Og for ledelsen har sundheds-initiativerne været en øjenåbner. Det har givet mange positive resultater, fællesskab og høj trivsel, som kun er i virksomhedens interesse.
Markant udvikling af trivsel Tallet for personaleomsætning lå på 23,2 % i 2006 – i 2011 hed det samme tal 9,3, og i 2012 ser det ud til at blive under 5 %. Leveringsperformance (som giver et billede af medarbejdernes effektivitet) blev i 2006 målt til 70 %, men ligger i de seneste tre år omkring 95 %. Sygefraværet er faldet fra 3,4 % i 2006 og 2007 til 2,7 i 2012. Og trivslen har ligget på et utrolig flot niveau de sidste fire år. |
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.