Glutenfri kost, soyabønner, ironman og store muskler. Der er i dagens Danmark enormt stort fokus på sundhed, og på at vi skal leve på en bestemt måde. Der er så mange diæter og filosofier at det kan være svært at navigere rundt i, for skal man hoppe på yoga- eller triatlon-bølgen? Skal man gå palæo eller veganer-vejen? Nogle går all in, andre står helt af og finder pølsevognen mindre kompliceret.
Der er jævnligt meningsudvekslinger om hvorvidt man må diskvalificere en overvægtig jobansøger alene på grund af overvægten. Eller om veltrænede burde have ret til at stå forrest i køen hos ortopædkirurgen. Sundhed diskuteres på mange planer.
Jeg kan godt forstå hvis sundhedsdebatten kan få nogle til at tabe pusten. For det er gået lidt over gevind. Og kan virke alt for ekstremt.
WHO forudsiger at halvdelen af den vestlige verdens sygdomme i 2020 vil komme fra tilstande som depressioner, angst, fobier og stress. Og det gælder ikke et bestemt samfundslag, men kan det komme hvor som helst fra. Vi kan alle rammes!
Så måske er det vigtigste at fokusere på at der er mange veje til sundhed. Sundhed er ikke alt eller intet! Mange er ved at få øjnene op for den mentale sundhed. Undersøgelser har været i gang noget tid, særligt svenskerne er langt fremme, og her har man fx set en sammenhæng mellem at prioritere museumsbesøg og andre kulturelle oplevelser og et øget velvære. Nogle steder i Sverige udskrives der sågar recept på kulturelle oplevelser!
Det er små skridt til livsstilsændringer der kan være vejen frem. 2 x 20 minutter om ugen hvor du bliver forpustet, er overkommeligt – og det ved man er rigtig godt for at have en kondition der giver dig sundhedsfordele ift. blodtryk, kolesterol og meget mere. Desuden den daglige halve times moderat bevægelse og/eller de 10.000 daglige skridt – plus noget styrketræning, som er tiltagende vigtigt, jo ældre vi bliver. En sund, varieret kost uden at spise for meget.
Men det er bare den ene del af sundhedsspektret. For nogle danskere fylder sundheden alt for meget, og de der lever efter strenge diæter og hårde træningsprogrammer, kunne måske i stedet have godt af at komme forbi et museum, gå ind i musikken verden eller tilmelde sig et dramakursus.
Alle har vi brug for at mærke glæden i det vi gør. Og den glæde vores livsstil fører med sig.
Trivsel og ro frem for alt for store sundhedsambitioner – vi behøver ikke løbe maraton eller spise efter restriktive diæter for at være sunde og ha’ det godt. Mental sundhed skal have mere fokus; glæde ved det vi gør. Pligter har vi nok af!
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.