Store hørebøffer dækker de fleste ansattes ører, massevis af skærme med kompliceret data pryder væggene, og smarte it-systemer er implementeret alle steder. Selv kaffeautomaten er så nørdet at du på en skærm kan programmere din egen kaffe. Team.blue hoster 30-40 % af hjemmesider i Danmark, og for bare få år siden var antallet af medarbejdere omkring de 50. I dag er der omkring 200 ansatte på hovedkontoret i Skanderborg og kontoret i København – og samlet 1.500 + medarbejdere i Europa.
Selvom virksomheden er vokset, ligger startup-mentaliteten dybt i kulturen. Indretningen er et rustikt og hjemmeligt præg i naturmaterialer med tematiserede mødelokaler og hyggekroge. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og det betyder at team.blue hele tiden idéudvikler nye personalegoder for medarbejderne.
Det var også incitamentet, da IT-virksomheden i 2017 påbegyndte et samarbejde med en ironman-atlet, hvor medarbejderne skulle cykle, løbe og svømme for at forbedre deres sundhed. I 2019 handlede det om vaneændring med vane-coach Morten Elsøe som coach. Og i 2020 blev sundhedsindsatsen taget skridtet videre.
– Vi er kendt for at holde nogle vilde fester, så vi besluttede at flytte den energi over i vores sundhedsindsats. Det var her LevelUp kom til, fortæller Bo Cramer, der er Chief HR & Legal Officer hos team.blue.
Målet med LevelUp var at sætte fokus på motion og på medarbejdernes helbred. Xxx Fit&Sund stod for at måle medarbejdernes sundhedstal og bodyscore i starten af forløbet, og igen 4 måneder efter. Med en app kunne medarbejderne følge med i både deres egen og kollegaernes fysiske indsats og konkurrere i forskellige discipliner både internt og afdelingsvis. Selvfølgelig en helt unik LevelUp-app, som team.blue selv programmerede til formålet. Hver gang man trænede, fik man et point, og trænede man med en kollega, fik man to.
På kontorets skærme blev der løbende annonceret Top3 i de enkelte konkurrencer som flest skridt gået, flest træningssessioner, flest smidte kilo, største procentvise vægttab osv.
– Denne gang ville vi gerne have endnu flere med. Derfor koblede vi LevelUp-appen sammen med virksomhedens kommunikationsplatform Slack, så vi kunne holde hinanden op på de mål vi satte, og vi sørgede for en bredde i konkurrencerne, så alle kunne være med. Så mens nogle kørte hårdt på med træning, var der andre der valgte at holde sig til kostomlægning og gåture i pauserne.
LevelUp varede i 85 dage. Her opnåede de 108 medarbejdere der deltog:
En af dem der har et stærkt konkurrencegen, er den 38-årige Sales Manager Morten Valentin. Særligt skridtkonkurrencerne motiverede ham. Han besluttede sig for at blive nummer 1 og trænede op til at gå en hel dag fra morgen til aften, hvor kollegaer undervejs mødtes med ham med provianter til at holde energien kørende. Det blev til 100.415 skridt på 17 timer – i alt 80 kilometer. Han blev dog senere slået af en kollega, der nåede op på 139.000 skridt.
– Jeg har altid været en stor dreng, men jeg ved jo godt hvad der skal til for at tabe sig. Det er udførelsen der er udfordringen. Derfor har det virket rigtig godt for mig at arbejdspladsen satte rammerne og indførte det konkurrenceelement jeg have brug for. Jeg endte med at tabe 27 kilo under LevelUp, fortæller Morten Valentin.
Han har især mærket en stor effekt af at skære ned på sukkeret.
“Jeg sover meget bedre og har generelt mere overskud i løbet af arbejdsdagen.”
En anden, der også fik smidt en del kilo, er 32-årige Senior System Engineer Mikkel Nilsson. I alt 24 styks er det blevet til. Han og en kollega fik lagt et intensivt trænings- og kostprogram hos team.blue’s fysioterapeut og trænede sammen 6 dage i ugen – cardio om morgenen og styrketræning om eftermiddagen.
– Tidligere har jeg trænet meget, men så begyndte jeg at arbejde en del, og der kom flere og flere kilo på. LevelUp var det der gav mig skubbet til at komme i gang igen.
“For mig har det vigtigste været at jeg føler mig meget mere tilpas i min egen krop.”
– Og jeg har fået oparbejdet nogle vaner der fortsætter, siger Mikkel Nilsson.
For team.blue er sundhedsindsatserne et forsøg på at bryde de stillesiddende vaner på kontoret. Men de er også et bidrag til det stærke fællesskab, hvor man ønsker at tilbyde sociale initiativer der ligger ud over det at være på arbejdspladsen fra 8-16.
– Vi kan se at medarbejderne har fået mere arbejdsglæde og kollegialt sammenhold på arbejdspladsen efter vi kørte LevelUp. Og vi kommer helt sikkert til at bruge appen og de gode værktøjer i vores næste sundhedsindsats.
Lige fra team.blue startede i 2000, har sundhed været på dagsordenen. I starten med klassiske aktiviteter som firmafodbold og badminton. Da virksomheden flyttede til nye lokaler i Skanderborg i 2019, blev der oprettet et stort fitnessrum i gamle lagerlokaler, og de er næsten er fyldt, både morgen og eftermiddag. Alt udstyret er spritnyt, og efterspørger medarbejderne noget, bliver ønsket ofte opfyldt. Fx har rummet lige fået en vægtstang og en vægtvest.
Team.blue har også et samarbejde med fysioterapeuter, som medarbejderne frit kan benytte. Nogle gange går fysioterapeuterne en runde ved kontorpladserne og korrigerer arbejdsstillingerne. De har også udstyret medarbejderne med træningselastikker til at få bevægelighed ind i den stillesiddende arbejdsdag.
Virksomheden har desuden eget køkkenpersonale til at lave både morgenmadsbuffet og frokostbuffet hver dag. Der er altid sunde alternativer, og nogle dage er vegetardage.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.