Jeg er dybt og inderligt afhængig af min træning. Jeg tilsidesætter alt for den, og har det i virkeligheden kun rigtig godt når jeg er i fuld gang i træningscentret.

Mia Ø. er 26 år og under uddannelse. Hun træner helst fem timer hver eneste dag, og både venner, familie og kolleger ved at træningen til hver en tid kommer før dem.

– Det har de oplevet så mange gange at de ikke længere prøver at få mig til at springe den over. For svaret er hver gang nej. De kan mene hvad de vil, sådan er det med mig. Træningen kommer før alt, siger Mia, der var overvægtig som barn.

Blev født som en fed lille bolle

– Jeg blev faktisk født som sådan en fed, lille bolle. Som barn dyrkede jeg håndbold, men jeg stoppede da jeg blev teenager og begyndte at interessere mig for drenge. Og så blev jeg rigtig stor.

Mias forældre var dengang efter hende og sagde at hun skulle spise sundt, men hun ville ikke høre.

– Det skulle de ikke bestemme, så deres gode råd fik mig til ikke at ville gøre noget ved det.

Til sidst kom Mia dog til en diætist, og med hendes hjælp begyndte de ekstra kilo lige så stille at trille af. Mia gik i gang med at træne for at forstærke effekten. I dag er hun 40 kilo lettere, men vil ikke tale om sin præcise vægt dengang eller nu.

– Jeg bliver aldrig noget lille nips. Vi er jo ikke alle skabt på samme måde. Jeg vil gerne være endnu tyndere, men det allervigtigste for mig er at jeg ikke begynder at tage på igen. Det ville være forfærdeligt, siger hun.

Jeg er misbruger

Mia er helt bevidst om at hun overtræner. At hun er en slags misbruger, og at den omfattende træning hverken er god for krop eller sind i det lange løb. Men hun kunne aldrig finde på at søge hjælp.

– Det værste der kunne ske mig, ville være at jeg holdt op med at træne. Hvis for eksempel en psykolog fik mig til at indse at det var bedst at træne mere moderat. Så ville jeg begynde at tage på, siger Mia.

Hun mener at hun i virkeligheden havde det bedre med sig selv dengang hun var overvægtig.

– Jeg accepterede trods alt mig selv som jeg var. Det gør jeg ikke nu. Jeg vil hele tiden gerne lave mig selv om og er især ked af at jeg på grund af det vægttab jeg har været igennem, aldrig bliver helt stram i huden. Jeg ville hellere se ud som de små lette modeller der går rundt nede i centret.

Jeg forstår ikke at de synes de behøver træne så meget, når de er født med et godt udseende.

I Mias hoved findes et meget præcist billede af hvordan hun burde se ud.

– Det vil jeg nok aldrig kunne leve op til, siger Mia, der erkender at der er en form for vrede i hendes vedholdende krav til sin egen krop.

– Hver gang jeg ser mig i spejlet og bliver bevidst om at jeg ikke ser ud som jeg burde, straffer jeg mig selv gennem benhård træning.

Tag jer sammen

Mia stiller ikke kun krav til sig selv.

– Jeg fatter ikke folk der hellere vil ligge på sofaen, eller som siger at de ikke har tid til motion. De må have det dårligt. Det er bare at komme i gang, mener hun.

En kæreste har hun haft svært ved at finde.

– Det er ikke let når man er så kræsen som jeg. Måske lykkes det aldrig. Jeg er en af dem der vurderer andre fra fødderne og op. Ser jeg at han ikke har de rette sko på,  mister jeg interessen.

Mia går ind for at gøre noget ud af sig selv, og forstår ikke mennesker der ikke prioriterer at bruge tid på udseendet. Selv plejer hun sin krop på mange måder og ikke kun gennem træning.

– Jeg ordner for eksempel negle hver eneste dag. Man skal da se ordentligt ud, siger hun.

Hun erkender åbent at hun er perfektionist og ordensfascist.

– Jeg tåler ikke rod og har aldrig tålt det. Som barn var jeg sådan en der fik et anfald hvis de andre børn rodede i mit legetøj når jeg lige havde lagt det der hvor det skulle ligge.

En form for narkomani

I fitnesscentret træner Mia både styrke og kondition. Hun crosstræner, løber og skubber vægte. Derudover går hun til håndboldtræning tre gange om ugen og spiller ofte en kamp i weekenden.
Sommetider er kroppen dog så træt at det ikke nytter noget. Så må hun springe det ene af to daglige træningspas over, men det sker ikke med hendes gode vilje.

– Jeg bliver kun hjemme hvis jeg ved at jeg alligevel ikke får noget ud af det. Så er det bedre at holde sig i ro og give den hele armen næste dag, siger Mia, der ikke vil have børn.

– Jeg fik på et tidspunkt at vide at det ikke var muligt, og vænnede mig til tanken. Nu virker mine æggestokke tilsyneladende fint, men i dag vil jeg ikke udsætte min krop for graviditet og fødsel.

Hvad er det så der er så fantastisk ved at træne så meget?
– Jeg har det rigtig godt mens jeg træner. Jeg har det også godt bagefter. Jeg elsker at mærke fremgangen. At jeg kan flytte mere jern eller løbe længere. Jeg ved godt at det er afhængighed. Ligesom at være narkoman.

Alligevel kan det aldrig komme på tale at stoppe.

– Jeg bliver ved og ved. Det ved jeg. Kun hvis kroppen siger helt fra, må jeg begrænse mig. Men det ville næsten være døden for mig. Træning er mit liv.